- Det var herind bag det gamle bindingsværk, at skoen lå.
Sådan lyder det fra pensionist Niels Hartmann fra Nykøbing Falster. For da ejendommen i Nykøbing Falster skulle gennemgå en større renovering, fandt man en lille barnesko. En såkaldt lykkesko.
- Det var faktisk min ven, der fandt skoen og viste den til mig. Han fortalte, at det var sko, man lagde ind dengang som en lykkesko, siger Niels Hartmann.
I sidste uge fortalte TV ØST om en familie i Sandvig ved Mern på Sydsjælland, som under nogle gulvbrædder på høloftet fandt en gammel damesko fra 1850’erne. Det viste sig, at det var en hellig lykkesko, som skulle bringe velstand og lykke til familien.
Hvis det fortsætter sådan, så kan vi snart konkurrere med englænderne
Og nu er en lignende sko fundet i Nykøbing Falster.
Nummer otte i rækken
Ifølge Berit Christensen, der er museumsinspektør ved Museum Sydøstdanmark, er lykkesko sjældne i Danmark.
Artiklen fortsætter under billedet.
I modsætning til England, hvor der er fundet flere tusinde sko, så er der i Danmark kun registreret syv fund. Og barneskoen i Nykøbing Falster bliver nu den ottende.
- Jeg synes, det er superspændende. Jeg synes, det er rigtig spændende. Allerede i sidste uge snakkede vi om, at der var jo nok flere. Og her har vi så nummer otte. Så hvis det fortsætter sådan, så kan vi snart konkurrere med englænderne, siger Berit Christensen.
Familien har helgarderet sig
Berit Christensen er nemlig ikke tvivl om, at der er tale om en lykkesko. Skoen er ikke blevet undersøgt nærmere endnu, derfor er dateringen stadig usikker.
- Sådan en tidlig 1800-tallet, men jeg tør ikke sige det, før vi får kigget nærmere på den, siger Berit Christensen.
Familien fra Nykøbing Falster har helgarderet sig, hvis nu der er noget om snakken.
- Hvis man nu er lidt overtroisk, som vi er, og lykken skal bibeholdes, så har vi lagt en min barnebarns sko ned under vindueskarmen – bare for en sikkerheds skyld, siger Niels Hartmann.