Hvor meget skal den kommunale mad til plejehjemsbeboerne i Guldborgsund Kommune koste i 2020? Og hvilke portionsstørrelser skal de kunne vælge?
Det skal politikerne i Social, Sundhed og Omsorgsudvalget mandag beslutte på et udvalgsmøde.
Så må jeg gå over til at købe færdigretter
Emnet har været genstand for stor debat, fordi kommunen ved årsskiftet afskaffede muligheden for at få halve portioner varm mad på cafeerne på plejecentrene.
En mulighed, der formelt set ikke er blevet besluttet politisk, men som i flere år har været et tilbud til en gruppe borgere, der mødtes og spiste sammen på cafeer, fordi de ikke kunne spise den fulde portion mad på 500 gram.
På mødet mandag står politikerne med forslaget til en ny ordning, der igen gør det muligt at få halve portioner, og som oven i købet introducerer en fritvalgsordning.
Til gengæld er der tale om en model, der er noget dyrere, end de er vant til i dag.
Langt dyrere end maden på rådhuset
Mens de ældre skal forberede sig på at betale mere for deres mad end hidtil, så kan de samtidig se på de ansatte på rådhuset, der betaler 7,5 kroner for en portion pr. 100 gram.
Det vil sige, at prisen for en portion på 200 gram på rådhuset vil være 15 kroner, mens den for de ældre ville koste 30,52 kroner. De ældre skal betale 34,20 kroner for en såkaldt mindre portion, som på rådhuset ville koste 22,5 kroner.
Priser og portionsstørrelse på cafeterierne
For borgere, der vælger at købe mad:
- Normalportion (500 gram) = 55,00 kroner. (Pris pr. 100 gram: 11 kroner)
- Mindre portion (300 gram) = 34,20 kroner. (Pris pr. 100 gram: 11,4 kroner)
- Anden portionsstørrelse: 13,76 kroner pr. 100 gram + tre kroner i transport.
Kilde: Guldborgsund Kommune.
Det er dog ikke to priser, som med rimelighed kan sammenlignes direkte, siger Venstres Mette Møller.
- Der er et tilskud til maden på rådhuset, hvor kommunen betaler køkkenpersonalets løn. Men det må vi ikke gøre i Fælleskøkkenet, og derfor kan priserne ikke sammenlignes direkte. Det vil aldrig kunne blive lige så billigt, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hun er dog en skarp kritiker af de prisstigninger, som kommer på de ældres mad.
- Det nye forslag til madordning rummer en betydelig prisstigning, og jeg ved faktisk ikke hvorfor. Det skal vi naturligvis have en god forklaring på i morgen (mandag, red.) - og hvis vi ikke kan få det, så må vi have Fælleskøkkenet på banen, så forklaringen kan blive lagt frem, siger hun.
Vil have mere frit valg
Det er Venstre, der har fremsat forslaget om, at de ældre ikke bare skal kunne købe halve portioner, men også skal kunne købe maden pr. 100 gram.
- Vi er nødt til at lave alternativer til portioner på 500 gram. Det er rigtig meget mad, og jeg kan ikke engang selv spise så meget. Så jeg synes, at det er rigtig fint, at de ældre selv kan bestemme, hvor meget mad de vil have, siger Mette Møller (V).
Hun er dog meget ked af, at priserne på netop de portioner, som man selv definerer vægtmæssigt, bliver så meget højere.
- Det er et mysterium for mig - og samtidig er det et mysterium, hvorfor netop disse portioner pålægges et særligt gebyr på tre kroner. Det virker grebet ud af luften. Hvorfor skal køkkenet have tre kroner mere for transporten, fordi størrelsen ikke er, som den plejer? Det er jo den samme portion, som de deler ud af, siger Mette Møller.
For sindrigt et system
Heller ikke René Christensen fra Dansk Folkeparti er glad for det nye forslag.
Han kalder det et sindrigt system med alt for dyre priser.
Han støtter modellens valgfrihed, og at den vil blive et tilbud til alle kommunens ældre. Men han mener også, at der er blevet gjort et stort nummer ud af en meget lille sag.
Artiklen fortsætter under videoen.
- Det er princippet med, at man har fundet en decentral løsning, der vedrører en relativt lille gruppe borgere, der har glæde af ordningen, og hvor det ikke gør ondt for nogen. Det fortæller noget om, hvad vi bruger vores kræfter på.
- Alle snakker om, at man skal slippe fagligheden løs, og når så medarbejderne bruger deres faglighed og skaber glade borgere, som vi jo godt vil have - ja, så skal der laves noget bureaukratisk om det, siger han.
Partiet har tidligere foreslået at indføre de halve portioner politisk, hvilket fortsat er dets holdning.
Vil foretrække færdigretter
De udlagte priser falder heller ikke i god jord hos 90-årige Erna Thygesen fra plejecentret Oasen i Nykøbing Falster, som i hele forløbet har været kritisk overfor kommunens beslutning.
Hun vil ikke give meget mere end 27 kroner, hun betalte i den tidligere ordning. Her delte hun de 500 gram mad med en anden, fordi hun ikke kunne spise det hele. Bliver maden dyrere, vil Erna Thygesen ikke købe maden.
- Så må jeg gå over til at købe færdigretter. De er gode nok, for jeg har smagt dem, men ulempen ved dem er, at så kommer vi til at sidde for os selv og spise. Og det vil jeg mene, at man bliver syg af. Man har ikke godt af at sidde og spise sin mad alene hver dag. Det har man bare ikke, siger hun.
Udvalgsformand og 1. viceborgmester Bo Abildgaard (S) vil ikke udtale sig, før udvalget har truffet en beslutning.