Den landsdækkende skandalesag om brug af telefonoplysninger i straffesager har nu fået direkte konsekvenser her i regionen.
Det drejer sig om sagen om en organiseret fangeflugt fra sygehuset i Nykøbing Falster, hvor en dengang 32-årig mand blev befriet af seks personer i en væbnet aktion. Sagen mod de seks mænd er i forskellig grad underbygget af teleoplysninger fra mobilmaster, som skulle vise, at de var i området. Men efter Rigsadvokaten mandag meldte ud, at teleoplysninger helt skal udgå som bevismateriale, er teledata i sagen om fangeflugten derfor upålidelige.
Det betyder, at mindst én af de seks personer, der lige nu sidder varetægtsfængslet, er blevet løsladt. Det oplyser en af de tiltaltes forsvarer til TV2 ØST.
- Det er det eneste rigtige at gøre, siger Janus Malcolm Pedersen, der er forsvarer for den løsladte.
- Som det første, efter jeg havde hørt meddelelsen, skrev jeg til Anklagemyndigheden og bad dem om at forholde sig til det. Det er så det, de har gjort nu, og truffet beslutningen om at løslade ham. Det er helt uden tvivl det primære bevis – hvis ikke det eneste bevis – i sagen mod min klient. Så når det nu bliver taget ud af ligningen, så kan der ikke være anden konklusion, at han selvfølgelig skal løslades.
Min vurdering er, at den tiltalte i dette tilfælde skal løslades
Stadig tiltalt
Men han er fortsat tiltalt?
- Han er fortsat tiltalt i sagen. Og det går jeg ud fra, at det er, fordi de bliver nødt til mere grundigt at overveje, hvad den langvarige konsekvens skal være, siger Janus Malcolm Pedersen.
Senioranklager Skipper Falsled bekræfter oplysningen over for TV2 ØST.
- Ifølge instruksen fra Rigsadvokaten skal tiltalte, der er varetægtsfængslet med vægt på teleoplysninger, enten løslades eller også skal tiltaltes varetægtsfængsling prøves igen ved et nyt retsmøde, siger han.
- Min vurdering er, at den tiltalte i dette tilfælde skal løslades. De fem andre tiltalte i sagen er fortsat varetægtsfængslet. Den ene af dem er også fængslet blandt andet på grundlag af teleoplysninger. I den sag vil jeg anmode om et nyt retsmøde med henblik på, at han fortsat skal være varetægtsfængslet til domfældelsen.
Flygtede fra sygehuset
Fangeflugten fandt sted den 26. september 2018. Her lykkedes det en fange fra Storstrøm Fængsel at flygte i forbindelse med en undersøgelse på Nykøbing F. Sygehus.
Fangen afsonede en fængselsstraf for indsmugling af store mængder hash. Han blev fragtet til sygehuset i en fangetransport, hvor det var meningen, at han skulle behandles for mavesår. Trods han var iført fikseringsbælte og håndjern, blev han befriet af to medgerningsmænd, som truede de tre fængselsbetjente med skydevåben og peberspray, så de gik væk fra fangetransporten.
Gerningsmændene kørte væk i en grå Mercedes med den befriede mand mod Farø, hvor bilen blev parkeret og forladt.
Kort efter anholdt politiet en mand på Bogø. I alt blev tre af de seks tiltalte anholdt samme dag, som fangeflugten fandt sted. De øvrige blev anholdt senere.
En sag, der voksede
Offentligheden hørte første gang om teledatasagen 17. juni. Dengang forklarede Rigspolitiet, at der havde været en it-fejl i programmet, som håndterer teleoplysninger fra teleselskaber.
Som konsekvens af det skal flere end 10.000 straffesager mellem 2012 og 2019 tjekkes igen. Senere kom det frem, at det også var nødvendigt at kigge på sager fra før 2012.
Mandag meddelte Rigsadvokaten så, at man midlertidigt stopper brug af teledata som bevis for domfældelse i straffesager. Teleoplysninger vil heller ikke kunne bruges som grundlag for varetægtsfængsling af mistænkte.
Det midlertidige stop for brug af teledata gælder i to måneder frem til 18. oktober.
- Det er en bombe under hele systemet, lyder det i dag fra forsvarer Janus Malcolm Pedersen.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) har samtidig iværksat en undersøgelse af sagen, der ledes af landsdommer Olaf Tingleff.
Rigspolitiet og Rigsadvokaten skal aflevere en samlet redegørelse til justitsministeren om sagen inden udgangen af september.