En uniformeret leder er blevet slået flere gange i hovedet, efter en fange er gået amok i Storstrøm Fængsel på Falster.
Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.
Vi kan ikke blive ved med at se på, at vores kollegaer bliver slået til lirekassemænd på den måde her
Overfaldet skete, efter den indsatte var blevet orienteret om en disciplinærafgørelse. Afgørelsen gjorde ham så rasende, at han slog lederen gentagne gange i hovedet.
- En banderelateret indsat skal have en afgørelse, og det bliver han mildt sagt utilfreds med. Det resulterer i, at han overfalder den uniformerede leder, som overbringer ham den afgørelse. Der er ydereligere tre fængselsbetjente til stede, de griber ind og bliver også udsat for vold fra den pågældende, mens han bliver passiviseret, fortæller formand for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, til TV2 ØST.
Det lykkedes de fire betjente at sætte den indsatte i en sikringscelle og spænde ham fast til en seng. Det skete dog ikke uden knubs til fængselsbetjentene. Alle fire betjente kom slemt til skade. En af fængselsbetjentene knækkede også flere tænder.
- Der er nogen, der er blevet slået i ansigtet og er blevet slået andre steder på kroppen. Der er en, der har fået ødelagt tænder, så det er et meget alvorligt overfald, siger Bo Yde Sørensen.
Ikke det første overfald
Mandagens overfald hører dog langt fra til sjældenhederne. Ifølge Bo Yde Sørensen sker der cirka 550 overfald i danske fængsler i løbet af året. Overfaldet mandag var dog af særlig grov karakter.
- Det er enestående, at der kommer fire til skade på én gang, siger Bo Yde Sørensen.
Derfor mener Bo Yde Sørensen også, at der bør handles politisk.
- Det her understeger, at der er et helt åbenlyst behov for, at vi håndterer den del af de bandeindsatte, som ikke er interesserede i at indordne sig efter forholdene i Kriminalforsorgen, helt anderledes, siger han.
- Der er behov for, at vi har dem siddende nogle steder og får fjernet alle former for rettigheder. Når personalet skal i kontakt med dem, så skal man være et antal, så man kan håndtere enhver tænkelig situation. Vi kan ikke blive ved med at se på, at vores kollegaer bliver slået til lirekassemænd på den måde her, siger Bo Yde Sørensen.
Alle fire medarbejdere er kørt på skadestuen efter overfaldet.
Episoden bliver nu meldt til politiet og forventes at få et retsligt efterspil.