Gasledning har kostet halvanden milliard: - Skulle aldrig have været der

En milliarddyr gasledning til Lolland-Falster er nu klar til at komme i drift, men den burde aldrig være blevet anlagt, lyder kritikken.

Om lidt strømmer gassen for første gang under jorden på Lolland og Falster.

Den 12. september tænder Energinet hanen på en spritny gasledning, der skal forsyne Nordic Sugars sukkerfabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster.

quote Der er ikke noget grøn omstilling i det her gasprojekt til Nordic Sugar

Hans Henrik Lindboe, civilingeniør og partner, Ea Energianalyse

Gasledningen har været flere år undervejs, og lokalt glæder man sig over, at den nu er klar til drift.

- Det er en god dag for erhvervslivet, for Lolland-Falster og for den grønne omstilling, siger Mikkel Wesselhoff, der er direktør i Business Lolland-Falster.

Skulle aldrig være anlagt

Men det er langt fra alle, der er begejstrede for den nye gasledning, der har kostet statskassen 1,5 milliard kroner.

- Den skulle aldrig have været der. Det er altså ret enkelt. Det er virkelig et dårligt projekt, der aldrig skulle have været udført.

Så kontant lyder meldingen fra Sascha Faxe, der er miljøordfører for Alternativet.

Gasledningen er 115 kilometer lang. Den er koblet på det øvrige danske gasnet i Everdrup.
Gasledningen er 115 kilometer lang. Den er koblet på det øvrige danske gasnet i Everdrup. Foto: Arkiv TV2 ØST

Ifølge hende er gasledningen i direkte strid med grøn omstilling og den generelle udvikling indenfor forsyning i resten af landet.

- Gasledningen er en manifestation af fortidens energi. Den energi, vi skal væk fra. Det er fuldstændig fjollet at bygge noget, som måske havde været en god idé i 1960, siger hun.

Erhvervsstøtte frem for grøn omstilling

Også Hans Henrik Lindboe, der er partner i Ea Energianalyse, ryster på hovedet over den nye milliarddyre gasledning.

Hans Henrik Lindboe er civilingeniør og partner i Ea Energianalyse.
Hans Henrik Lindboe er civilingeniør og partner i Ea Energianalyse. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Det var en dårlig økonomisk beslutning. 

- Specielt for samfundet, fordi man skulle bruge, hvad vi dengang troede var én milliard kroner på at anlægge en gasledning til én fabrik, Nordic Sugar, som bruger gas tre-fire måneder om året, siger han.

Nordic Sugars fabrikker i Nykøbing Falster og Nakskov producerer sukker i cirka 110 dage om året.
Nordic Sugars fabrikker i Nykøbing Falster og Nakskov producerer sukker i cirka 110 dage om året. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Hans Henrik Lindboe var blandt kritikerne af gasledningen allerede i 2021, da beslutningen om at anlægge den blev truffet.

Og tiden har ikke ændret hans syn på sagen.

- Det her er udelukkende erhvervsstøtte. Og det er desværre erhvervsstøtte i en forkert retning. Der er ikke noget grøn omstilling i det her gasprojekt til Nordic Sugar, siger han.

Den forkerte vej

Ifølge Hans Henrik Lindboe burde man i stedet have hjulpet Nordic Sugar med at elektrificere fabrikkerne.

Det var en løsning, som både Ea Energianalyse og energiministeriet allerede dengang konkluderede var mulig, påpeger Hans Henrik Lindboe.

Mikkel Wesselhoff er direktør i Business Lolland-Falster, som har været stor fortaler for gasledningen.
Mikkel Wesselhoff er direktør i Business Lolland-Falster, som har været stor fortaler for gasledningen. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Ledelsen i Nordic Sugar afviste dog, at det var muligt på fabrikkerne i Nakskov og Nykøbing Falster.

- Det var ærgerligt, at man på Nordic Sugar valgte at gå en anden vej, som ifølge den grønne omstilling er den forkerte vej. Nemlig at gå fra en kulbrinte til en anden kulbrinte, når det vi egentlig skal er at nyttiggøre vores elproduktion fra vind og sol, siger Hans Henrik Lindboe.

Biogas er ikke grønt

I første omgang leverer gasledningen naturgas til Nordic Sugar, men det er planen, at den med tiden bliver fyldt med lokalt produceret biogas.

Det er fortsat uvist, hvornår naturgassen i den nye ledning bliver erstattet med biogas.

Ifølge Business Lolland-Falster og John Brædder (L), der er formand for erhvervs- og udviklingsudvalget i Guldborgsund Kommune, er der i skrivende stund ved at blive etableret flere biogasanlæg på Lolland.

Ifølge Alternativets miljøordfører Sascha Faxe burde gasledningen aldrig være blevet anlagt.
Ifølge Alternativets miljøordfører Sascha Faxe burde gasledningen aldrig være blevet anlagt. Foto: Mette-Marie Andersen - TV2 ØST

Men biogas er hverken den rette eller en specielt grøn løsning, hvis man spørger kritikerne af gasledningen.

- Biogas forurener jo også med CO2, og det baserer sig på et landbrugssystem med en stor husdyrsproduktion, som vi skal væk fra, siger Sascha Faxe.

- Det er langt fra et tilstrækkeligt argument for at etablere en gasledning, siger Hans Henrik Lindboe.

Minister: Det er bedre end olie

TV2 ØST ville gerne have forholdt den nuværende klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) kritikken af gasledningen, men ministeren har ikke ønsket at stille op til interview.

I et skriftligt svar til TV2 ØST udtaler han dog opbakning til gasledningen.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard kan gasledningen til Lolland-Falster også komme resten af landet til gode.
Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard kan gasledningen til Lolland-Falster også komme resten af landet til gode. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Med gasledningen kan en stor virksomhed nu skifte olie ud med gas, som trods alt er bedre for klimaet, og gassen er på vej til at blive helt grøn, skriver han.

Ministeren fremhæver også produktionen af biogas som en positiv effekt af gasledningen.

- Gasinfrastrukturen er nu kommet til Lolland og Falster, og dermed åbner sig nye muligheder for både biogasproduktion og for potentielle gaskunder. Det kan også komme resten af landet til gode, skriver han.

Håber fortsat på elektrificering

På trods af sin kritik af gasledningen, mener Hans Henrik Lindboe, at det er meningsløst at fortsætte diskussionen af gasledningens eksistens.

Han håber fortsat på, at Nordic Sugar med tiden omstiller deres produktion, så den kan køre på strøm i stedet for gas.

Gasledningen har været flere år undervejs, og lokalt glæder man sig over, at den nu er klar til drift.
Gasledningen har været flere år undervejs, og lokalt glæder man sig over, at den nu er klar til drift. Foto: Energinet

- Det ville være alletiders og en god historie, hvis man alligevel på trods af det her lille svinkeærinde får forberedt sine processer til den grønne omstilling, siger han.

TV2 ØST har forsøgt at få et interview med Nordic Sugar om gasledningen og muligheden for at elektrificere sukkerfabrikkerne på Lolland og Falster, men virksomheden er ikke vendt tilbage på TV2 ØST’ henvendelser.  


Nyhedsoverblik