Gasledning på vej til Lolland-Falster - nu bliver sukkerfabrik grønnere

Produktionen på Lolland-Falster bliver grønnere. Regeringen har nemlig besluttet at etablere en 115 kilometer lang gasledning fra Sydsjælland til Falster og Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det har taget tid, men nu er der endelig truffet en afgørelse i sagen om etablering af en gasledning på Lolland-Falster. Regeringen har nemlig besluttet, at der skal anlægges en 115 kilometer lang gasledning, der skal gå fra Sydsjælland over Falster og ende i Nakskov.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Udover Djursland og Bornholm er Lolland-Falster det eneste større område i Danmark, hvor der endnu ikke er anlagt en gasledning. Det bliver der nu lavet om på, da regeringen har indstillet til det statslige transmissionsselskab Energinet, at en gasledning til en samlet pris på 792 millioner kroner skal forsyne Lolland-Falster med mere klimavenlig energi.

- Det er en meget stor investering, som er nødvendig for at hjælpe Lolland-Falster. Det handler om at beskytte truede arbejdspladser og om at sikre grøn omstilling i alle dele af Danmark, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i meddelelsen. 

Lolland-Falster jubler

Beslutningen falder i den grad i god jord hos både Lollands og Guldborgsunds kommunes borgmestre og ikke mindst hos direktøren i Nordic Sugar, der er Lolland-Falsters største arbejdsplads.

- Det er meget glædeligt, at der nu er fundet en løsning, som sikrer en langsigtet bæredygtig omstilling af sukkerproduktionen i Danmark, siger Jesper Thomassen, der er administrerende direktør i Nordic Sugar, i meddelelsen. 

Jesper Thomassen var sammen med Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), og Guldborgsunds borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten), i december ude og efterlyse en afgørelse fra regeringen omkring gasledningens fremtid på Lolland-Falster. Nordic Sugar, der har fabrikker i Nykøbing Falster og Nakskov, er nemlig Danmarks næstmest CO2-forurenende virksomhed, og der har længe været et uomtvisteligt behov for at træffe et valg i forhold til omlægning til en grønnere energikilde. Det skyldes blandt andet nye EU-regler, der kræver, at Nordic Sugar allerede i 2022 og 2023 bliver grønnere. 

- Jeg er meget glad for, at regeringen har lyttet til os undervejs i denne proces. Det er et vigtigt skridt for vores fortsatte konkurrenceevne internationalt og bidrager samtidig til, at Danmark kan opretholde en mere end 150 år gammel tradition for sukkerproduktion på Lolland- Falster, siger Jesper Thomassen.

Gasledning skal sikre grøn beskæftigelse

Argumenterne fra regeringen lyder på, at man med den nye gasledning vil etablere CO2-reduktioner, skabe grobund for fremtidig grøn beskæftigelse og fastholde de nuværende lokale arbejdspladser. Her henviser regeringen blandt andet til, at gasledningen skal sikre den fortsatte beskæftigelse på Nordic Sugars fabrikker, som har omkring 350 ansatte, og hvor cirka 750 lokale roedyrkere leverer sukkerroer til fabrikkerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gasledningen blev præsenteret af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) mandag formiddag.
Gasledningen blev præsenteret af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) mandag formiddag.

- Hvis sukkerproduktionen i Danmark ikke får hjælp til at omstille sig, er vurderingen, at den ville flytte til et andet sted i verden. Det ville ikke være bedre for klimaet, og det ville være katastrofalt for Lolland-Falster, siger Dan Jørgensen.

Skaber stor CO2-reduktion

I 2019 udledte Nordic Sugars to sukkerfabrikker 162.000 tons CO2. Med en gasledning vil der årligt kunne skæres 51.000 tons CO2 alene af udledningen af Nordic Sugar-fabrikkerne, fordi kul og olie bliver erstattet. Det svarer ifølge pressemeddelelsen til at fjerne 20.000 fossile biler fra vejene. Med omlægningen til gas vil luftforureningen fra de to fabrikker også blive markant mindsket, og på sigt vil det med brugen af biogas ende med en komplet CO2-neutal løsning.

Her er gasledningens rute:

Gasledningen til Falster og Lolland er 115 kilometer lang.
Gasledningen til Falster og Lolland er 115 kilometer lang. Foto: Arkiv TV2 ØST

- Det er en fremragende løsning for den grønne omstilling, arbejdspladserne på Lolland-Falster og den forsatte sukkerproduktion i Danmark. Nordic Sugar og DI har i adskillige år kæmpet for at få virksomheden koblet på gasnettet, så den på lidt længere sigt kan blive forsynet med CO2-neutral biogas, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, i meddelelsen.

Udover fordelen for Nordic Sugar vil etableringen af gasledningen også give anledning til yderligere erhvervsudvikling i området. Flere andre produktionsvirksomheder har allerede tilkendegivet, at de agter at blive koblet på gasledningen. Det drejer sig blandt andet om producenter af morgenmadsprodukter, maling og asfalt. 

Gasledningen på Lolland-Falster

  • Gasledningen bliver cirka 115 kilometer lang og vil gå fra Sydsjælland over Falster og ende i Nakskov. Gasledningen bliver koblet på det danske gassystem ved Everdrup på Sydsjælland.
  • Fra 2020 til 2030 forventes andelen af bæredygtig biogas i det danske gasforbrug at stige fra cirka 20 procent til cirka 50 procent. I 2040 er der potentiale for, at al dansk gasforbrug består af gas fra vedvarende energikilder.
  • Anlægsomkostningerne ved gasledningen er i alt 792 millioner kroner. Heraf finansierer gashandleren Andel 84 millioner kroner ved en kontrakt om at aftage gas fra nettet i en 15-årig periode – gassen skal leveres videre til Nordic Sugar. De resterende anlægsomkostninger tariffinansieres. Både Andel og biogasproducenten Nature Energy har booket kapacitet i gasledningen i en 15-årig periode.

Nyhedsoverblik