Det var et trist syn, der mødte en af de frivillige i Dansk Ornitologisk Forening mandag morgen i denne uge. Havørnen Viola, som var med i et såkaldt gps-projekt, lå død under en 75 meter høj vindmølle vest for Marielyst. Den manglede næsten den ene vinge.
- Da jeg mødte på arbejde efter weekenden, kunne jeg se, at GPS-signalet var dødt. Via Google streetview kunne jeg se, at den lå under en vindmølle, fortæller Daniel Palm Eskildsen, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.
GPS-projektet giver os supervigtigt viden om, hvorfor de dør
- Vi er superkede af at miste en ørn i projektet, for den kommer ikke til at sende mere data til os, men vi ved, hvorfor den er død, og det havde vi ikke vist, hvis den ikke havde haft GPS-sender på, fortæller Daniel Palm Eskildsen.
GPS skal give viden
Netop nu flyver seks helt unge havørne rundt her i Danmark med en GPS-sender på ryggen. Det gør de, fordi Dansk Ornitologisk Forening i samarbejde med Københavns Universitet undersøger deres færden for at blive klogere på, hvor havørnen har levested, og hvor og hvordan den bevæger sig. Viola var én af de havørne, som var med i projektet.
Artiklen fortsætter under billedet.
I alt ti havørne har været med i projektet, men der er nu kun seks tilbage. Udover at Viola-ørnen døde i kollision med en vindmølle, er en af GPS-ørnene død af fugleinfluenza, og så er to døde af ukendte årsager.
- Mange havørne, der dør, bliver ikke fundet. Så ligger de bare på jorden og bliver taget af en ræv, eller de ligger et sted, hvor der ikke kommer nogen mennesker. Så der er formentlig rigtig mange havørne, der dør, men vi ved ikke af hvad. Så GPS-projektet giver os supervigtigt viden om, hvorfor de dør, siger Daniel Palm Eskildsen.
Viola var langt hjemmefra
Havørne-ungerne i GPS-projektet var cirka 50 dage gamle, da de fik GPS-senderne sat på ryggen. Sender og sele, der holder teknikken på plads, vejer i alt 80 gram.
Vi er imod uhensigtsmæssige placeringer af store vindmøller i områder, hvor vi ved, at der er store fugletræk
Viola kom til verden i en rede ved Hostrup Sø i Sønderjylland i april 2018. Alt tyder på, at hun var sund og rask, da hun kolliderede med vindmøllen den 31. maj. I dagene op til uheldet har Viola nemlig krydset landet fra redeområdet ved Hostrup Sø, henover Fyn, Langeland og Lolland, inden den altså endte sine dage på Falster.
Artiklen fortsætter under billedet.
GPS-projektet er er sat i søen for at kunne påvirke politikerne til at tage gode beslutninger om, hvordan man passer på havørnen. Viden om havørnenes færden kan eksempelvis bruges, når der skal udfærdiges VVM-redegørelser for opsætning af vindmøller.
- Det er ikke, fordi vi er imod vindmøller, for vindenergi er en god vedvarende energikilde. Men vi er imod uhensigtsmæssige placeringer af store vindmøller i områder, hvor vi ved, at der er store fugletræk eller i områder, hvor der er mange fugle, siger Daniel Palm Eskildsen.
Flere GPS-ørne på vej
De næste tre år skal der sættes yderligere GPS-er på to til tre havørne om året.
- Der er endnu ikke samlet data nok til at udarbejde en stor analyse af specifikt havørne og vindmøller, men vi er på vej derhen af, og målet er, at vi så kan hjælpe med at sige, at lige her i det her område er det måske ikke en særlig god ide at sætte en vindmølle op, siger Daniel Palm Eskildsen.
I Danmark er der i 2018 registreret 95 ynglende havørnepar, som et korps af frivillige holder øje med. De rapporterer til Dansk Ornitologisk Forening, om ørnene yngler, og hvordan ørnene har det.
Hvis du finder en død ørn i naturen, vil Dansk Ornitologisk Forening meget gerne høre fra dig.
Fakta om havørnen - Nordeuropas største rovfugl
- Havørnens vingefang kan blive op til 240 centimeter
- Hunnen kan veje op imod 7 kilo, hannen vejer i reglen kun 5 kilo
- Havørnen blev udryddet i den danske natur i slutningen af 1800-tallet
- Bestanden af havørne er stigende efter den genindvandrede til Danmark i midten af 90´erne
- Dansk Ornitologisk Forening holder øje med alle ynglepar af ørne i Danmark via en såkaldt redekoordinator
- Indtil nu er der fløjet knap 1.000 havørne fra rederne i Danmark i perioden 1996-2018
Kilde: Dansk Ornitologisk Forening