Sundhedsstyrelsen har efter kritik fra flere sider valgt at genindkalde en ekspertgruppe i en sag om nye anbefalinger til gravide og ammende kvinder, der har været udsat for det sundhedsskadelige stof PFAS.
PFAS er en samlebetegnelse for en række fluorholdige, miljøfarlige og svært nedbrydelige stoffer. Det meste kendte er PFOS.
Stoffet er mistænkt for både at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
En af dem, der selv har stået i dilemmaet om at amme eller ej, efter at hun selv fandt ud af, hun havde forhøje koncentrationer af PFOS i blodet, er Cecilie Roland fra Guldborgsund.
Jeg fik nogle svenske og amerikanske forskere som sagde, det var helt skidt, det jeg havde fået at vide
Hun er lettet over, at Sundhedsstyrelsen har lyttet på kritikken fra tre af ekspertgruppens i alt 14 medlemmer, som mener, at den seneste anbefaling er "helt forkert".
- Det er en god ting. Fordi de anbefalinger, der er kommet, der er forskerne uenige i anbefalingerne, og det er jeg også selv, siger Cecilie Roland og tilføjer:
- Jeg har set konsekvenserne på mine døtre og fravalgte selv at amme af sundhedsmæssige årsager. Så jeg synes, det er godt, den her ekspertgruppe er indkaldt igen.
Undsiger rapport
Cecilie Roland fandt ud af, at hun havde høje koncentrationer af PFOS – en undergruppe til PFAS – i blodet, da hun ventede sit andet barn.
Dengang kunne hun ifølge eget udsagn ikke få klart svar hos Sundhedsstyrelsen på, om hun burde amme eller ej.
Cecilie Roland valgte dog efter at have talt med flere eksperter og forskere i både Danmark og udlandet at vælge amning af sit nyfødte barn fra.
- Jeg fik nogle svenske og amerikanske forskere som sagde, det var helt skidt, det jeg havde fået at vide (af Sundhedsstyrelsen, red.), siger hun og tilføjer:
- Hvis der var den mindste risiko for, at min datter kunne blive syg af min mælk, havde jeg ikke lyst til at tage nogen chancer, overhovedet.
De henviser til os som eksperter, og vi synes egentlig ikke, vi har haft særlig indflydelse
Cecilie Roland mener ikke, det er overraskende, at der er uenigheder i en ekspertgruppe.
- Men når dem, der har arbejdet med det i mange, mange år og har lavet mange studier og rapporter, så må det være dem, der skal lyttes mest til, påpeger hun og tilføjer:
- Og når det så er dem, der er kritiske – det er tankevækkende.
Ekspertgruppen er genindkaldt til at se på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som efter seneste opdatering er blevet mødt med kritik af selvsamme eksperter, styrelsen havde spurgt til råds i udarbejdelsen af anbefalingerne.
De aktuelle anbefalinger lyder således, at der ikke er grund til at udsætte en graviditet, hvis man som kvinde har været udsat for høje koncentrationer af PFAS – herunder PFOS.
Af samme anbefalinger fremgår det, at man ammer i fire til seks måneder.
Men tre af eksperterne er uenige i Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger.
- Problemet er, at de her stoffer er langt giftigere, end det der fremgår af Sundhedsstyrelsens redegørelse, siger Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet.
- Vi havde meget begrænset med indflydelse på rapporten. Det er Sundhedsstyrelsens rapport, påpeger han.
- De henviser til os som eksperter, og vi synes egentlig ikke, vi har haft særlig indflydelse.
Han mener selv, at man bør følge et "forsigtighedsprincip".
- For vi ved ikke, om der er nogen særlig gevinst ved at amme udover to-tre måneder. Og derfor vil det rigtige være, at det er det, man satser på. For på længere sigt bliver der overført så meget af flourstofferne, at barnet får ti gange mere end moderen i sin blodprøve.
Stiller ingen garanti for ændring
Enhedschef for forebyggelse og ulighed i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø Pedersen, vil dog ikke garantere, at Sundhedsstyrelsen vil ændre anbefalingerne.
- Nu indkalder vi dem (eksperterne, red.) og så må vi høre, hvad de har at sige. Og hvis der er enighed og grundlag for at stramme eller omformulere og gøre et eller andet, så gør vi det.
Sagen med PFAS og herunder PFOS udspringer fra Korsør.
Her blev der fundet rester af PFOS i kød fra kvæg. Kvæget fandt man i foråret 2021 ud af var blevet forgiftet gennem overfladevand fra den lokale brandskole, hvor giftstoffet tidligere har været brugt i brandskum.
Det forgiftede kød blev fordelt blandt dengang intetanende medlemmer af det lokale kogræsserlaug og deres familier. Blandt dem Cecilie Roland.
Danske Regioner oplyste i maj, at op mod 14.607 steder i Danmark kan være forurenet med de sundhedsskadelige fluorstoffer.