Gruppeformand overrasket over exit i DF-højborg

Dansk Folkepartis gruppeformand ærgrer sig over, at partiet bliver tre medlemmer fattigere i Guldborgsund Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Historien om de tre medlemmer, René Christensen (M), Jesper Blomberg (M) og Bob Richard Nielsen (DD), der nu forlader Dansk Folkeparti i Guldborgsund Kommune, er nået til Christiansborg. 

quote Det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt, og det tager vi til efterretning

Peter Kofod (DF), gruppeformand, Dansk Folkeparti

Her er Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Kofod (DF) især overrasket over, at René Christensen (M) vælger at skifte fra Dansk Folkeparti til Moderaterne. 

- Det er et opsigtsvækkende partiskifte. Moderaterne er jo ikke ligefrem Dansk Folkepartis nabo. Især værdipolitisk og økonomisk ligger vi enormt langt fra Lars Løkke Rasmussens (M) projekt, siger Peter Kofod (DF). 

Læs også
DF-exit i Guldborgsund giver genlyd helt til partitoppen
Læs også
DF-exit i Guldborgsund giver genlyd helt til partitoppen

Han takker René Christensen (M) for hans indsats i partiet og tilføjer, at hvis ikke han kan støtte op om deres politik, hører de til et andet sted.

- Hvis man er mere enig med Lars Løkke Rasmussen (M) og den regering, der sidder på magten nu, og med alle de - synes jeg - forkerte beslutninger, de har truffet, skal man nok bare ikke være medlem ovre ved os, siger han. 

"Flybilletter til Mellemøsten"

En tone, der er blevet for skinger og enkeltsager som, at Dansk Folkepartis Ungdom har uddelt "flybilletter" til Mellemøsten under skolevalget har fået Jesper Blomberg (M) og Bob Richard Nielsen (DD) til at følge René Christensen ud af Dansk Folkeparti.

Læs også
Stor kommunal rokade i Dansk Folkeparti
Læs også
Stor kommunal rokade i Dansk Folkeparti

- Jeg giver ikke meget for de argumenter. Det er en gammel og kendt holdning, at vi mener, at udlændinge, der begår kriminalitet, skal udvises af Danmark. Det er helt naturligt, at DFU (Dansk Folkepartis Ungdom, red.) gør opmærksom på det i et skolevalg. Det er vores politik, siger han.  

Vil værne om resterende partifæller

Peter Kofod (DF) ærgrer sig over at skulle sige farvel til tre partifæller. 

- Det, synes jeg, selvfølgelig er ærgerligt, og det tager vi til efterretning. Vi ønsker dem alt det bedste.

Han vil sikre sig, at de resterende partifæller ikke føler sig alene.

- Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at de to medlemmer, vi har tilbage i Guldborgsund, føler, at de har den hjælp og den opbakning, der skal til for at drive projektet videre, siger han.

Holder fast i en lysere fremtid

Selvom der var en fremgang i Guldborgsund Kommune, mistede Dansk Folkeparti 11 mandater ved sidste folketingsvalg i 2022. 

På kommunalt plan har de gennem de seneste år mistet partimedlemmer rundt om i landet.  

Læs også
Stor DF-profil forlader partiet
Læs også
Stor DF-profil forlader partiet

Trods meget modgang, og at de nu er tre partimedlemmer fattigere, holder Peter Kofod (DF) stadig fast i et håb om fremgang i partiet. 

- På landsplan går det godt for Dansk Folkeparti. Vi har nogle meningsmålinger, der er markant bedre end ved sidste folketingsvalg.

Det kunne vel heller ikke blive meget ringere end ved sidste valg?

- Det var vores dårligste valg, men hvis vi ser på målingerne, der er nu, så står vi nogenlunde. Dansk Folkeparti skal have mange flere stemmer og mandater både herinde og ude i byrådene, siger han til TV 2. 

Jesper Blomberg (M) skifter til Moderaterne og Bob Richard Nielsen (DD) skifter til Danmarksdemokraterne. De forbliver alle tre i byrådet.

Oprindeligt var der seks medlemmer af Dansk Folkeparti i byrådet i Guldborgsund Kommune efter kommunalvalget i 2021, men nu er de to tilbage.


Nyhedsoverblik