Havneområde skal forvandles for 100 millioner kroner - det starter med wakeboard og vandski

Havnen i Nykøbing Falster skal forvandles for 100 millioner kroner. Arbejdet er så småt i gang, og i juni åbner en ny kabelbane til vandsport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Udsigten fra kajen i Nykøbing Falster er god. Men fremtidsudsigterne er endnu bedre, hvis man spørger formanden for foreningen Guldborgund Aquasport.

Foreningen er nemlig i fuld gang med at realisere drømmen om en kabelbane til vandsportsaktiviteter som wakeboard og vandski på havnen. Banen skal ligne den, der er et stort tilløbsstykke i Halsskov Færgehavn ved Korsør.

- Det bliver supergod stemning. Det bliver lidt chill musik. Det bliver kolde øl. Det bliver folk i badetøj, der er ude at surfe. Det bliver lidt Hawaii hernede i Syddanmark, siger Kasper Hasling Mogensen, der er formand i foreningen.

quote Drømmen er at få en aktiv havn

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester

- Der kommer til at stå et tårn på havnen, og så står der et tårn ude i vandet, inden vi rammer sejlrenden. Og imellem de to tårne, bliver der spændt et kabel på omkring 150 meter, forklarer han videre.

Store havnedrømme

Kystdirektoratet og Trafikstyrelsen har allerede givet grønt lyst til kabelbanen, som skal stå klar den 1. juni. Også Guldborgsund Kommune har sagt ja – for kabelbanen passer lige ind i kommunens store planer om at forvandle industrihavnen til et rekreativt område med masser af liv.

- Drømmen er at få en aktiv havn, hvor man både kan have fritidsaktiviteter, hotelaktiviteter om muligt og også en erhvervshavn, som fortsat består. Så der er liv, sagde borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) i september sidste år, da byrådet afsatte 100 millioner kroner til havneprojektet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Håbet er, at der vil være masser af liv her ved havnefronten til sommer.
Håbet er, at der vil være masser af liv her ved havnefronten til sommer. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Arbejdet med at lave kabelbanen går for alvor i gang i maj, og resten af planerne for havnen er også så småt begyndt at spire.

- Vi er i gang med at få afdækket, hvilket arkitektfirma der skal lave en helhedsplan for hele havnen. Den skal danne baggrunden for den udvikling, der skal være hen over de næste 15 år, fortæller Ole Jakobsen, der er direktør i Økonomi og Projekter i Guldborgsund Kommune.

Midlertidig løsning

Men allerede til sommer skal havnen altså være mere indbydende, end den er nu.

- Vi arbejder på nogle midlertidige løsninger. Det kan være pallesofaer, og det kan være en form for pop up-café, hvor man kan få en tår at drikke, siger Ole Jakobsen.

Læs også
Kommune afsætter 100 millioner kroner til stort havneprojekt
Læs også
Kommune afsætter 100 millioner kroner til stort havneprojekt

Guldborgsund Aquasport er stadig ved at få den sidste finansiering til kabelbanen på plads, men formanden har allerede endnu større drømme.

- Den store drøm er, at man får lavet det, man kalder en fullsize-bane, hvor man har seks master, som gør, at man kan køre rundt og rundt på banen. Så kan man også være op til otte-ti på banen på én gang, siger Kasper Hasling Mogensen.

Den overordnede plan for området skal behandles politisk til sommer.


Nyhedsoverblik