Internationalt magasin fremhæver lokalt skolebyggeri: - Det er toppen af kransekagen

Den kommende skole i Sundby har fået international opmærksomhed. Et anerkendt arkitektur-magasin har nemlig fået øjnene op for projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den kommende svanemærkede skole i Sundby ved Nykøbing Falster er nu kommet i selskab med bygninger fra blandt andet Kina, Australien og USA. 

Det sker på en liste over 12 arkitektoniske projekter, der er værd at holde øje med. En liste det anerkendte arkitektur-magasin Dezeen har lavet.

- Det er toppen af kransekagen. Det er vi enormt stolte af, siger Guldborgsund Kommunes borgmester, Simon Hansen (S).

Magasinet, der har fokus på arkitektur og design, har tre millioner læsere om måneden og seks millioner følgere på sociale medier.

Derfor er det et kæmpe skulderklap for Guldborgsund Kommune, at deres skoleprojekt bliver set internationalt.

Fakta om Danmarks første Svanemærkede skole:

Svanemærket er Nordens officielle miljømærke. For at blive tildelt dette skal et byggeri leve op til en række strenge krav for:

  • Lavt energiforbrug

  • Godt indeklima

  • Skrappe kemikaliekrav

  • Strenge krav til bæredygtigt certificeret træ

  • Høj byggeteknisk kvalitet

  • Uvildig kontrol samt fokus på genbrug og genanvendelse

  • Derudover er svanemærket et stærkt redskab til at realisere FN’s 12. verdensmål om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer

Kilde: Guldborgsund Kommune og Miljømærkning Danmark

- Det betyder, at man bliver belønnet for at have nogle ambitioner. Vi har haft et byråd, der har været modige, og som har sagt ja til at bygge en anderledes skole. Det bliver man så anerkendt for, og det er med til at sætte Guldborgsund Kommune på landkortet og med til at give folk et positivt billede af kommunen, siger Simon Hansen.

Svanemærket folkeskole - sundby
Foto: Sora Images

Danmarks første svanemærkede folkeskole

Sundbyskolen er det eneste skoleprojekt på listen. 

Magasinet skriver, at skolen blandt andet er spændende at følge, da bygningen bliver Danmarks første permanente svanemærkede folkeskole. 

Læs også
Største investering i kommunens historie – starter byggeri af skole i pagt med naturen
Læs også
Største investering i kommunens historie – starter byggeri af skole i pagt med naturen

Bygningen er blandt andet tegnet i samarbejde med Henning Larsen Arkitekter – der er kendt fra Operahuset i København. 

Og en anden ting Dezeen pointerer ved byggeriet er, hvordan det bliver muligt at gå på taget.

Det er et projekt, som Guldborgsund Kommune har sat 175 millioner kroner af til. Skolen skal efter planen stå færdigt i sensommeren 2022, hvor 580 elever skal starte.

- Det er rigtig rart, at vi kan bygge noget, der vækker opsigt både nationalt og internationalt. Men først og fremmest bliver det en top moderne skole, for de elever der skal gå der, siger Simon Hansen. 

Svanemærket folkeskole - sundby
Foto: Sora Images




Nyhedsoverblik