Søndag bliver der tændt lys og lagt blomster to steder ved det samme lyskryds i Nykøbing Falster.
På den ene side mindes den 72-årige mand, som på tragisk vis blev dræbt lørdag eftermiddag. På den anden side mindes den 24-årige Martin Sværke, som stak manden med en kniv og få sekunder efter blev skudt af politiet.
Vi har før udtalt os til politiet, da de var der. Vi sagde, at det en dag ender med, at han slår en ihjel
Blandt de fremmødte er Martin Sværkes storebror Jimmi Sværke, som er meget berørt efter lørdagens tragedie.
- Det er utroligt hårdt for mig at komme tilbage og vide, at det her er det sidste sted, hvor der har været livstegn fra min bror. Der ligger nogle pletter på vejene. Det er det sidste, jeg har set af ham indtil videre, siger den meget fattede storebror til TV2 ØST.
Det gør især ondt på Jimmi Sværke, at hans lillebror har taget livet fra en helt uskyldig mand, som ganske tilfældigt kom gående hen over vejen, alt imens politiet uden held forsøgte at pacificere broen.
En hård kamp mod stofferne
Spørger man Jimmi Sværke er der én helt afgørende grund til, at det gik så galt, som det gjorde: Stoffer.
- Det, der er sket, er helt sikkert fordi nogle stoffer har været indblandet i det, og han har fået en psykose af det. Det er ikke sådan, hans hverdag har været, siger Jimmi Sværke og fortsætter:
- Jeg kan slå det fast med syvtommersøm. Det er 110 procent sikkert: Det, der er sket i går eftermiddags, skyldes stofferne, siger Jimmi Sværke.
Jimmi Sværke beskriver, hvordan hans lillebror så meget op til ham. Martin Sværke kom tit forbi sin storebrors hjem, for eksempel for at give en hjælpende hånd med græsslåningen eller for at spørge, om de skulle spise aftensmad sammen.
Der var på mange måder tale om en helt almindelig ung mand - men samtidig en mand, der kæmpede mod stærke dæmoner. Dæmoner, som især viste deres ansigt, når lillebroren tog stoffer. Det tyder alt på, at han havde gjort lørdag.
- Han tror, at der er nogen, der vil ham ondt. Derfor begiver han sig ud på vejen og tror, han skal forsvare sig selv. Han er helt sikkert ikke ved sig selv. Det er ikke den lillebror, jeg kender, siger den stærkt berørte storebror.
Jimmi: Min bror var meget bange
Jimmi Sværke har set en video, der viser de voldsomme hændelser lørdag. Samtidig har han set en video, som lillebroren delte inden tragedien. Begge videoer tegner et billede, som Jimmi Sværke har svært ved at genkende, og som han mener viser, at hans lillebror har været psykotisk og meget, meget bange.
Familien til Martin Sværke har længe forsøgt at få ham til at søge hjælp for sine problemer, men det er aldrig lykkedes.
Martin har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Men efter 48 timer kunne de ikke se, at han skulle fejle noget
- Martins problem er, at når det er hverdag, og der ikke er stoffer indblandet, er han lige så almindelig og godsindet som alle andre, siger Jimmi Sværke til TV2 ØST.
Derfor har det været svært for familien at få Martin til er erkende alvoren af problemerne, ligesom familien heller ikke kunne råbe myndighederne op.
- Martin har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Men efter 48 timer kunne de ikke se, at han skulle fejle noget, og derefter blev han udskrevet, siger Jimmi Sværke.
Martin Sværke havde ikke uddannelse eller arbejde og har i flere år været tilknyttet jobcentret. Både læger og politiet har kendt til hans problemer, men han har ikke selv ment, at han havde problemer, og derfor er familiens forsøg på at få ham på en bedre vej fejlet.
Opråb fra familien: - Han slår en ihjel
På sociale medier har mange borgere kritiseret politiet for ikke at have skudt Martin tidligere - inden han begik det tragiske drab, der fik politiet til at skyde mod ham.
Storebroren Jimmi Sværke vil ikke kloge sig på, hvordan politiet har grebet sagen an, selvom han kunne have ønsket, at sagen fik et andet udfald. Han mener dog, at myndighederne skulle have grebet hans lillebror længe før, han stod midt på gaden i bar overkrop med knive i hænderne.
Jeg bliver ramt af bølger, hvor jeg knækker helt ned og næsten ikke kan holde det ud
- Vi har før udtalt os til politiet, da de var der. Vi sagde, at det en dag ender med, at han slår en ihjel, hvis ikke der sker noget drastisk, siger Jimmi Sværke.
Netop sådan endte det lørdag. Tilbage står Jimmi Sværke, som ikke kun skal bearbejde sorgen over tabet af sin lillebror, men også skal forholde sig til, at hans lillebror tog en helt uskyldig ældre mands liv.
- Jeg har en sindssygt mærkelig følelse indeni. Jeg bliver ramt af bølger, hvor jeg knækker helt ned og næsten ikke kan holde det ud. Men så finder jeg en ro i at læse de mange beskeder fra folk, der kender til Martin, så han ikke bliver gjort til noget, han ikke var, siger Jimmi Sværke.
Da sagen er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke yderligere kommentarer end deres gennemgang af forløbet i en pressemeddelelse. Heller ikke Den Uafhængige Politiklagemyndighed har nogen kommentarer til sagen, oplyser de.