Julestemningen nåede til Sakskøbing på det nordøstlige Lolland søndag, da Lolland og Falsters største juleoptog løb af stablen.
Her afholdt man det årlige juleoptog gennem byens gader.
38 af byens forskellige foreninger og firmaer deltog med 38 vogne i optoget. Sakskøbing Tambourkorps leverede musikken, mens for eksempel Sakskøbing Gymnastikforening og Sakskøbing Badminton og Tennisklub gik med.
Også plejecentrene Doktorparken og Kildebo var repræsenteret med alle deres rickshaw-cykler. Blandt deltagerne var Betina Petersen fra Kildebo, der selv deltog i optoget klædt ud som julemand.
- Vi vil gerne vise, at vi har en masse cykler, som vi cykler på til dagligt, siger hun.
Artiklen fortsætter under billederne.
- Det betyder rigtig meget for mig at være med. Det betyder, at jeg kan gøre en forskel for dem, der ikke kan cykle selv, så er de med ude at cykle, tilføjer hun.
Hun er glad for at arrangementet fortsat bliver afholdt.
- Det er et super arrangement. Det bliver bare større og større. Vi har været med i de sidste mange år, siger Betina Peteren.
Optog gennemført siden 1926
Juleoptoget startede fra Skottes Plads klokken 13. Sakskøbing Juleoptog er blevet gennemført siden 1926, hvor man kun havde syv vogne dengang.
I dag er der kommet mange flere vogne til, og mange af de fremmødte nyder at se optoget. Det fortalte flere af borgerne, TV2 ØST mødte søndag.
- Jeg kan ikke sige andet, end at det betyder meget for min by. Og jeg sætter meget pris på, at vi gør så meget for byen som muligt, siger Børge Mortensen fra Sakskøbing.
Artiklen fortsætter under billederne.
- Jeg synes, det er super hyggeligt. jeg har været med til det hvert år. Det er en tradtion. Det er jo hyggen ved det og at se børnenes glæde, når de kører forbi og se alle de fine ting, de har lavet, siger Katrine Jensen fra Sakskøbing.
- Det er det med børnene. De synes, det er dejligt at man kan komme ud og lave noget i stedet for bare at være der hjemme, siger Johanne Nielsen fra Nørre Alslev.
- Det er mega spændende
Også Silas Nissen var tilfreds med udbyttet, da dagens optog var færdigt.
- Det er mega spændende, fordi man får mange karameller. Det synes jeg bare er morsomt, siger Silas Nissen.
Han kunne vise en stor pose frem, der var fyldt med karameller efter optoget. Selvom han havde fået mange, havde han ikke tænkt sig at spise dem alle sammen selv.
- Nej, jeg regner med at dele lidt af dem med min familie, siger han.