Det var noget nær den værst tænkelige start på 2019 for Restaurant Nysted Havn og indehaver Karsten Myralf, da stormen Alfrida rasede 2. januar. Med stormen fulgte nemlig en stormflod, der havde omfattende skader til følge.
Nu har Stormrådet gjort anmeldelserne op, og det betyder, at Karsten Myralf kan se frem til at få dækket skaderne. Han fortæller, at reparation af skaderne løber op i omkring 900.000 kroner. Karsten Myralf skal betale en selvrisiko på 14 %, men resten af beløbet bliver dækket.
Artiklen fortsætter efter videoen.
- Det er jo alfa omega. Havde jeg stået med det her alene, havde en lille virksomhed som min ikke kunne overleve, siger han.
Skader var værre end først frygtet
Karsten Myralf havde taget sine forholdsregler, da det nye år blev skudt i gang med et varsel om stormflod. Alligevel måtte han sande, at den forøgede vandstand på mellem 1,4 og 1,7 meter havde taget hårdt på hans restaurant.
Der var nemlig kommet vand ind i alle væggene.
- Det var en særdeles ubehagelig overraskelse, siger han.
Konsekvensen var, at 60 centimeter af alle bygningens vægge måtte pilles ned.
- Rent faktisk har man kunnet stå ude på havnen og kigge durk gennem alle restaurantens vægge, fortæller han om den store renovering, hvor mellem tre og fem håndværkere har arbejdet på restauranten siden 5. januar.
Nu håber Karsten Myralf, at man fremover kan være bedre forberedt, når ulykken rammer.
- Og der tror jeg, det er vigtigt, at de erhvervsdrivende i byen, kommunen og styrelsen får en dialog om, hvilke muligheder der er for at mindske skader i de her tilfælde, siger han.
Missede fantastisk vinterferie
For kun to år siden var Karsten Myralfs restaurant også ramt af skader efter en stormflod. Og han indrømmer, at det da har været hårdt at skulle gennem hele møllen én gang til.
Det har været et kæmpe arbejde at få tømt restauranten og hårdt at gå og være nervøs for, hvor hurtigt man kan blive klar til at åbne igen
- Det har været et kæmpe arbejde at få tømt restauranten og hårdt at gå og være nervøs for, hvor hurtigt man kan blive klar til at åbne igen, lyder det.
Følelsen af ikke at være klar til at åbne nagede ham ekstra meget i den netop overståede vinterferie, hvor februar-vejret viste sig fra sin bedste side med temperaturer på over 10 grader. Men Karsten Myralf er ikke slået ud.
- Det kan jo ikke nytte noget, når man har en restaurant yderst på Nysted Havn med en helt formidabel udsigt. Det er klart, når man ligger i første række, jamen så er det her en risiko.
Stor lokal opbakning
Især lokalbefolkningens opbakning har været afgørende for, at Karsten Myralf har holdt hovedet højt.
- Folk har skrevet, folk har ringet, folk stopper mig på gaden. Det har virkelig været hjertevarme, man har mødt, afslutter restaurantejeren, der glæder sig til snart at kunne byde dem velkommen i Restaurant Nysted Havn igen.
Torsdag den 14. marts slår Karsten Myralf igen dørene op. Og han melder allerede nu om næsten udsolgt på den store genåbningsaften.
37 anmeldelser efter stormflod
Karsten Myralf er langt fra den eneste, der har søgt erstatning hos Stormrådet. Rådet har netop opgjort, hvor mange, der her i regionen har søgt om erstatning efter stormfloden i januar.
I alt har Stormrådet modtaget 37 anmeldelser i vores sendeområde, heraf er seks blevet afvist af forsikringsselskabet, oplyser Stormrådet til TV ØST.
I Guldborgsund har 17 borgere anmeldt skader, men forsikringsselskabet har afvist fire sager. På Lolland er der anmeldt ni skader, og to er afvist, i Næstved Kommune er der anmeldt én skade og i Vordingborg 10 sager.
FAKTA: Sådan defineres stormflod
- Det er Stormrådet, der afgør, om der har været stormflod i Danmark.
- Normalt dækker forsikringer på huse og ejendomme ikke skader som følge af stigende vandstand.
- Men hvis Stormrådet når frem til, at der har været stormflod, kan man søge erstatning fra den offentlige stormflodsordning.
- Stormflod er oversvømmelse som følge af en ekstrem høj vandstand i havet. Betingelsen for at erklære stormflod er, at den statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.
- Stormrådet afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et bestemt tidspunkt. Det sker i samarbejde med DMI og Kystdirektoratet.
- Stormrådet har ni medlemmer. Det består af en uafhængig formand samt repræsentanter for kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet.
- Der kan ikke ydes erstatning for stormflod ved skader sket i områder, der ikke er omfattet af Stormrådets afgørelse.
- Bor man i et område berørt af stormflod, har man to måneder til at anmelde skaderne.
Kilde: Stormrådet.