Nyhedsoverblik

Kong Frederiks "reservefar" er død

Tidligere hofchef Per Thornit, der blev født i Nykøbing Falster, er død i en alder af 82 år.

Det siger hans enke, Ulla Thornit, til Billed-Bladet.

Den tidligere hofchef har, trods det ikke var ham, der var i mediernes søgelys, sat et markant aftryk i sin tid i det danske kongehus.

Få har været så tæt med kong Frederik som Per Thornit. Ifølge ugebladet blev han kaldt kongens reservefar.

Han kom til Amalienborg i midten af 1980'erne fra et job som ministersekretær i Indenrigsministeriet.

Først som kontorchef i dronningen Margrethes kabinetssekretariat og siden som chef for dengang kronprins Frederiks sekretariat.

Her blev opgaven at følge Frederik og Joachim. De to prinser var under hans vinger fra teenageårene, til de giftede sig.

Undervejs skulle de vejledes i livet som unge og stadig uerfarne kongelige, men også forberedes på fremtiden.

I 2004 blev han hofchef for det daværende kronprinsepar - kong Frederik og dronning Mary.

I 2010, efter seks år som hofchef for kronprinsparret, gik Per Thornit på pension.

Siden han fratrådte som hofchef frem til tronskriftet i januar i år har han fungeret som ordensskatmester i kongehuset, skriver Billed-Bladet.