Kunst er ikke det, der fylder mest på udkastet til dette års finanslov. Men kunstprojektet Art Barns har fundet en plads.
- Det er en kæmpe anerkendelse og en blåstempling, at vi er kommet på finansloven, siger Christoffer Hauglund Faurschou, der er direktør for Art Barns Lolland.
I tre et halvt år har han arbejdet for at få ideen ført ud i livet. Ideen går ud på at benytte nogle af de mange gamle og tomme bygninger på Lolland til at udstille samtidskunst af internationalt format.
Det er især tidligere lader og andre landbrugsbygninger taget ud af funktion, som skal omdannes til kunstlader, hvor anerkendte, internationale kunstnere skal udstille deres værker.
Med udkastet til finansloven ser det nu ud til, at projektet modtager 1,5 millioner kroner fra staten hvert år fra 2025 til 2027.
- Det er en kæmpe milepæl. Vi har arbejdet målrettet på at få staten med det seneste år. Statens opbakning betyder også, at vi nok får nemmere ved at få fra diverse fonde, forklarer Christoffer Hauglund Faurschou.
Statens støtte kommer efter, at Guldborgsund Kommune i foråret gav 20 millioner kroner i støtte til projektet.
Udstiller internationale kunstnere
Christoffer Hauglund Faurschou håber, at der om cirka et halvt år vil være helt styr på fondsmidlerne. Når de er på plads kan projektet så småt begynde at tage form.
- Hvis alt går vel starter vi arkitektkonkurrencerne i begyndelsen af næste år, og så vil byggeriet stå færdigt i 2026.
- Så vi håber på, at kunne byde publikum velkommen til det første sted i begyndelsen af 2027.
Det er meningen, at flere af samtidens største internationale kunstnere skal udstille ét stort kunstværk i hver bygning.
Hos turistforeningen Visit Lolland-Falster er man begejstrede for projektet Art Barns. Destinationschef Lindy Kjøller er overbevist om, at Art Barns vil resultere i flere udenlandske gæster på Lolland-Falster.
- Art Barns bidrager rigtig meget til den autentiske fortælling om Lolland-Falster. Det er med til at for alvor at gøre os til en international kunstdestination, siger han og fortsætter:
- For mig at se er der tale om tre dele, der går op i en højere enhed - vi har vores herregårde, så har vi kunst, hvor Lolland-Falster allerede er rigtig godt på vej til at blive en kunstdestination i international liga, og sidst så taler vi jo om bæredygtighed, hvor den eksisterende bygningsmasse bliver udnyttet i stedet for at bygge helt ny.
Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen har talt varmt for at få Art Barns med på finansloven. Han glæder sig over, at det nu ser ud til at lykkes.
- Det er et genialt projekt. Der findes ikke noget lignende i Danmark, siger Jan E. Jørgensen.
Han er også sikker på, at Art Barns vil tiltrække flere udenlandske turister til Lolland-Falster.
- Det er sådan noget folk vil køre langt for, siger han.