Julebelysningen i Nykøbing Falster er blevet lidt træt, mener André Andersen, der er erhvervs- og citychef i Vores Nykøbing.
Og derfor skal den udskiftes.
- Det skal vi gøre næste år, og det koster langt over en million, siger han.
Men heldigvis har Vores Nykøbing fået en idé, der kan være med til at betale udskiftningen.
Vind 52 blomsterbuketter
Salget af en skrabejulekalender med gevinster fra de lokale butikker går til den nye julebelysning, og det, synes Daniel Hørup Poulsen, der er indehaver af butikken Blomsterdrøm, er en rigtig god idé.
Det er jo med til at booste mit salg, fordi folk får lyst til at komme i byen og handle her
Faktisk synes han, at idéen er så god, at han bidrager med en stor gevinst.
- Jeg syntes, det krævede noget, som ikke bare var to flasker vin, fortæller han.
- Jeg syntes, at det krævede en ordentlig gevinst.
Derfor er hans bidrag, at man kan vinde en blomsterbuket hver uge i et helt år. Og det er ikke helt billigt for den forretningsdrivende at udlodde 52 buketter.
- Det bliver lidt over 10.000 kroner i hvert fald, siger Daniel Hørup Poulsen.
Men han regner med, at han får noget for den investering.
- Det er jo med til at booste mit salg, fordi folk får lyst til at komme i byen og handle her, siger han.
Og selvom de første 14 dage af december er gået, så er der stadig gang i salget af julekalenderen.
- Folk synes, det er en rigtig god idé, og vil gerne støtte op. Og så synes de også, at det er sjovt at give med i værtindebuketten, siger Daniel Hørup Poulsen.
André Andersen fra Vores Nykøbing fortæller, at der er solgt mere end 4.000 af de 5.000 skrabekalendere, der er trykt.