En strid om ti kæmpe-sommerhuse i Marielyst på Falster er nu tilbage på politikernes bord efter, at det såkaldte Planklagenævn underkendte hele projektet for snart halvanden måned siden.
Naboerne til de nye, store sommerhuse havde indbragt sagen, og her afgjorde Planklagenævnet, at en byggetilladelse til de ti store sommerhuse på over 200 kvadratmeter i Marielyst Ferieby på Falster er udstedt i strid med lokalplanen.
Nyheden kom som en stor overraskelse for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune, hvorfra indstillingen til byggetilladelsen i sin tid var givet.
Ifølge Planklagenævnet har Guldborgsund Kommune to muligheder. Enten at kræve de ulovligt opførte sommerhuse revet ned. Eller ændre lokalplanen, så sommerhusene på den måde ikke længere er ulovlige.
Dilemmaet skal i morgen, mandag, drøftes af Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune.
Jeg har hele tiden sagt, at jeg kan ikke gå ind for at rive de huse ned. For mig at se ligger den lige til højrebenet
Her har man den seneste halvanden måned haft Horten-advokaterne til at vurdere de to løsningsmuligheder op mod hinanden, og på den baggrund har administrationen i Guldborgsund Kommune indstillet, at Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget sender en anbefaling videre til Økonomiudvalget og Byrådet om at igangsætte arbejdet med en ny lokalplan og kommuneplantillæg.
Indstillingen efterlader ifølge udvalgsformand Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten) ikke megen tvivl:
- Jeg har hele tiden sagt, at jeg kan ikke gå ind for at rive de huse ned. For mig at se ligger den lige til højrebenet. Indstillingen er lavet ud fra det skriv, der er kommet fra advokat Horten, hvor man ser på det her proportionalitetsprincip, forklarer udvalgsformanden.
Proportionalitetsprincippet handler kort forklaret om, at i sager om lovliggørelse, skal tilsynsmyndigheden – i dette tilfælde Guldborgsund Kommune – anvende den mindst indgribende metode, der kan lovliggøre forholdet – hvilket administrationen har tolket som, at Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget bør gå efter en ændring af lokalplanen frem for nedrivning.
- Sagt med andre ord – hvad er den sunde fornuft, siger Peter Bring-Larsen.
Hvad vil du sige til de feriehusejere, der føler, at retssikkerheden er ude på et skråplan, hvis man bare kan lave reglerne om?
- Det vil jeg godt vente med at udtale mig om til efter vores møde – jeg synes, det er fair nok, vi tager en diskussion i udvalget først.
Anfægter argument for lokalplansændring
Administrationen skriver i indstillingen, at Planklagenævnet karakteriserer området ved Marielyst Ferieby som en "ferieby" – hvor de ti store sommerhuse ikke passer ind.
Men allerede inden, byggetilladelsen til de ti store sommerhuse – der i dag allerede er helt eller delvist færdigbyggede – blev givet i starten af januar 2020, var der i området indrettet tilsvarende, store sommerhuse i nogle af Dansk Folkeferies administrationsbygninger.
- Ombygningen af de tidligere fællesfaciliteter til sommerhuse understreger den udvikling, der er sket i området og må også forventes at have skabt forventning om præcedens for bygherren af de nye sommerhuse, hedder det således i administrationens anbefaling.
Derfor er der ifølge administrationen grundlag for at ændre i lokalplanen, så den også tillader større sommerhuse.
Det er ikke det samme som de udlejningsfabrikker, man nu har etableret
Dette argument bliver dog kun mødt af hovedrysten blandt de 143 sommerhusejere i området, hvis huse på omkring 70 kvadratmeter er langt mindre end de ti nye sommerhuse på op til 240 kvadratmeter. Mikael Joen Jakobsen er formand for bestyrelsen i Marielyst Ferieby.
- Vi mener, det er lidt mærkeligt, at de i den nye indstilling inddrager et par sommerhuse, som er indrettet i en tidligere administrationsbygning – der var Dansk Folkeferies velkomstkontor – som et argument for den forandring der er sket i området, og som feriebyen har tålt, siger han og tilføjer:
- Men de huse har ikke noget med området at gøre, de ligger i udkanten af området. Det er ikke det samme som de udlejningsfabrikker, man nu har etableret.
Egentlig skulle sagen have været behandlet politisk i midten af februar – men på daværende tidspunkt stemte Venstres medlem af Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget, Lis Magnussen, imod en godkendelse af dagsordenen, skrev Folketidende den 25. februar i år.
Det gjorde hun ifølge avisen med argumenterne om, at sagen ikke blev belyst grundigt nok.
At punktet blev vippet af bordet af netop et medlem fra Venstre har vakt en flig af håb blandt sommerhusejerne i Marielyst Ferieby, der kan konstatere, at flertallet for at lade de ti sommerhuse rive ned blot mangler en enkelt stemme.
- Der er meget, der tyder på, at det er administrationens indstilling, der går igennem i morgen tidlig med en stemmefordeling 2:3, siger Mikael Joen Jakobsen og tilføjer:
- Men sagen skal under alle omstændigheder i byrådet – og hvis det går som ved tidligere afstemninger – så står der 14:15 her. Det er kun et enkelt mandat, der skal springe.
Et usagligt argument mod nedrivning
Mikael Joen Jakobsen hæfter sig ved, at særligt et punkt i den ny indstilling måske kan få stemmevægten til at vippe over i byrådet. For heraf fremgår det, at et eventuelt erstatningskrav fra bygherren af de ti sommerhuse ikke er et sagligt hensyn, som kan inddrages i valget af de to muligheder for lovliggørelse.
- Jeg tror, det er en af de ting, som ligger og murrer, og som folk (medlemmerne af byrådet red.) simpelthen er bange for, siger Mikael Joen Jakobsen.
Lis Magnussen oplyser til TV2 ØST, at hun ikke ønsker at kommentere på sagen forud for mødet i morgen, mandag, men at hun noterer sig, at der er kommet mange nye oplysninger frem i sagen:
- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene. Men nu skal vi have møde i Venstre-gruppen her til eftermiddag og tale sagen igennem og drøfte, hvordan vi forholder os til den, siger Venstre-medlemmet af Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget.
Sagen skal behandles af Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget mandag morgen klokken 8.