Mangel på betjente tvinger en femtedel af fængsel til at lukke

Storstrøm Fængsel på Falster lukker inden længe én ud af fængslets fem afdelinger, selvom der er hårdt brug for pladsen til fanger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Landets fængsler lider under massiv overbelægning, og der mangler samtidig fængselsbetjente til at håndtere fangerne. Det får nu konsekvenser i Storstrøm Fængsel på det nordlige Falster.

Her lukker Kriminalforsorgen snart en af statsfængslets fem afdelinger, selvom der er et stort behov for pladsen.

quote Vi har nået den grænse, hvor det ikke er forsvarligt mere

Henning Mørck, fællestillidsmand i Fængselsforbundet, afdeling Sjælland

Lukningen af afdelingen, der rummer varetægtsfængslede fanger fra Maribo Arrest, er dog midlertidig. Men mens afdelingen lukkes ned, flyttes fangerne over til en anden afdeling i Storstrøm Fængsel og kan presse arbejdet for fængselsbetjentene.

Storstrøm Fængsel
Læs også
Eget bad og tv og køleskab på værelset - DF kalder forhold i nyt fængsel for 'foruroligende gode'
Storstrøm Fængsel
Læs også
Eget bad og tv og køleskab på værelset - DF kalder forhold i nyt fængsel for 'foruroligende gode'

Den seneste udvikling har fået bægeret til at flyde over hos fællestillidsmand Henning Mørck i Fængselsforbundets afdeling Sjælland.

- Vi har nået den grænse, hvor det ikke er forsvarligt mere, siger Henning Mørck.

Den mindst dårlige løsning

På landsplan er landets arrester og fængsler i gennemsnit belagt med 102 procent, mens det her i regionen er en belægningsprocent på 100,6.

De tal skal ses i lyset af, at det fra politisk side er besluttet, at belægget maksimalt må komme op på 96 procent for fængslerne og 95 procent for arresthusene, hvis institutionerne skal kunne fungere optimalt.

Henning Mørck, fællestillidsmand i Fængselsforbundet, afdeling Sjælland.
Henning Mørck, fællestillidsmand i Fængselsforbundet, afdeling Sjælland. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Beslutningen om midlertidigt at lukke afdelingen på Storstrøm Fængsel møder også kritik fra den stedfortrædende formand for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen.

- Med det antal kollegaer, der mangler for at drive fængslet, så er vi også nødt til at sige, at det er nok den mindst dårlige løsning, siger han og betegner den nuværende situation med overblænding på landets fængsler om kritisk.

- Det har aldrig set ud, som det gør i øjeblikket. Det overtrumfer alle problemer, som vi har i øjeblikket med rekruttering og bemanding i de 20 år, jeg har været i Kriminalforsorgen. Det er en helt enestående situation, vi står i, siger Bo Yde Sørensen.

Fængslerne er fyldt til bristepunktet

Her finder du tallene for kapacitetsudnyttelsen for regionens fængsler og arresthuse. Tallene stammer fra Kriminalforsorgen og dækker over perioden fra den 1. januar 2019 til den 3. april.

 

For hele Kriminalforsorgen Sjælland er belægningsprocenten på 100,6. De tal skal ses i lyset af, at det fra politisk side er besluttet, at belægget maksimalt må komme op på 96 procent for fængslerne og 95 procent for arresthusene, hvis institutionerne skal kunne fungere optimalt.​​​​
 

  • Herstedvester Fængsel: 96,3 procent
  • Holbæk Arrest: 112,4 procent
  • Jyderup Fængsel: 97,0 procent
  • Kalundborg Arrest: 116,3 procent
  • Nykøbing Fængsel: 99,3 procent
  • Næstved Arrest: 117,3 procent
  • Ringsted Arrest: 114,0 procent
  • Roskilde Arrest: 109,2 procent
  • Slagelse Arrest: 103,6 procent
  • Storstrøm Fængsel: 100,5 procent

Hos Kriminalforsorgen begrunder man den midlertidige lukning med, at man snart kommer ind i en rolig sommerperiode.

- I sommerperioden bliver der altid lidt lavere belæg. Derfor tør vi godt som helhed i Kriminalforsorgen sige, at vi kan gøre det og ikke få en større belastning i de eksisterende institutioner – men som maksimum få den samme og måske lidt ned. På et tidspunkt i efteråret vil belægget gå op igen, og så bliver vi selvfølgelig nødt til at åbne den afdeling igen, siger Rasmus Andersen, områdedirektør for Kriminalforsorgen Sjælland.

Rasmus Andersen, områdedirektør for Kriminalforsorgen Sjælland.
Rasmus Andersen, områdedirektør for Kriminalforsorgen Sjælland. Foto: TV2

- Samtidig med vi på et eller andet tidspunkt skal åbne den op, vil vi se, om vi kan lave vagterne på en anden måde. Det kan godt handle om, at der i perioder i løbet af dagen vil være behov for færre betjente, så vi går ned til den absolutte sikkerhedsbemanding. Det vil hjælpe på mængden af betjente, og det vil på sigt gøre, at vi har mulighed for at åbne den her bygning igen, tilføjer han.

Svært at skaffe fængselsbetjente

Det er svært at skaffe fængselsbetjente nok til at håndtere arbejdet med fangerne, og det går udover arbejdsforholdene.

- De skulle have været syv betjente på arbejde, hvor de var tre med det resultat, at de var nødt til at lukke fangerne inde, som om det var nat, fortæller Henning Mørck.

Arresthus
Læs også
Frustrationer i arrest:
De indsatte sover på bordtennisbordet
Arresthus
Læs også
Frustrationer i arrest:
De indsatte sover på bordtennisbordet

Men problemet med manglende fængselsbetjente er langt fra nyt.

- Kriminalforsorgen har fejlet ved ikke at udvise rettidig omhu. Vi i Fængselsforbundet kunne allerede i 2012 og 2013 se den her krise udvikle sig, og vi advarede dem gentagende gange. Man har ikke valgt at lytte til det, og nu står man i den her situation. Vi kunne sagtens forudse, hvor man havnede, hvis ikke man reagerede. Derfor vil jeg godt tillade mig at sige, at det er med åbne øjne, man er gået ind i den her situation, siger Bo Yde Sørensen.

Bo Yde Sørensen, stedfortrædende formand for Fængselsforbundet.
Bo Yde Sørensen, stedfortrædende formand for Fængselsforbundet. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Hos Kriminalforsorgen er formanden dog ikke enig i den udlægning.

- Jeg er slet ikke enig. Vi har hele tiden gjort det, vi skulle som offentlig myndighed. Det hjælper ikke at uddanne flere fængselsbetjente i en periode, hvor vi kan se, vi skal lukke institutioner og bruge færre betjente i fremtiden, siger Rasmus Andersen.

Storstrøm Fængsel
Læs også
Har brugt 5,8 millioner på kunst til kriminelle i nyt fængsel
Storstrøm Fængsel
Læs også
Har brugt 5,8 millioner på kunst til kriminelle i nyt fængsel

- Da vi byggede Storstrøm Fængsel, var det som en afløsning for Vridsløselille Statsfængsel, som ligger inde i København, og det har selvfølgelig haft en betydning – ligesom alle andre statslige udflytninger er det er svært at få personale med og sikre, at de er derude. Der er langt til Falster, synes man, hvis man ikke bor på Falster. Det er selvfølgelig ikke et rigtigt synspunkt, men det er den måde, man føler det på, tilføjer han og fortsætter:

Storstrøm Fængsel

  • Storstrøm Fængsel er bygget som led i fornyelsen af kriminalforsorgens gamle og utidssvarende bygningsmasse, der begyndte med etableringen af Enner Mark Fængsel som erstatning for Statsfængslet i Horsens i 2006.
     
  • Fængslet ligger på en 29 hektar stor grund på Nordfalster, der er erhvervet fra private lodsejere.
     
  • Storstrøm Fængsel er et lukket fængsel med i alt 250 pladser. Fængslet har en meget høj grad af sikkerhed og rummer blandt andet en særlig sikret afdeling. Fængslets konstruktion giver mulighed for at gennemføre en effektiv sektionering, så forskellige grupper af indsatte kan holdes adskilt. Desuden er der muligheder for aktivering, beskæftigelse, undervisning og behandling af de indsatte.
     
  • Statsfængslet rummer 250 lukkede pladser, heraf 34 særligt sikrede pladser, 11 straf- og isolationsceller, seks venteceller, 19 besøgsceller og tre besøgslejligheder.

 

Kilde: Kriminalforsorgen.

- Derfor er det vigtigt for os at sørge for, at belastningen ikke er så stor, som den ellers ville være, så derfor udlåner vi lige nu cirka 20 fængselsbetjente til Storstrøm Fængsel, og det er selvfølgelig dem, som kommer på alle de her afdelinger – blandt andet rockerafdelingen. I alt er der 14 til 15 betjente, som er nok til at køre en afdeling, og det er opfyldt ved hjælp af betjente udefra, svarer han

Minister betegner situationen som alvorlig

TV2 Øst har forsøgt at få et interview med justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der dog ikke ønsker at stille op til interview. Han skriver i stedet i en mail:

- Jeg ser naturligvis på personalesituationen i landets fængsler med stor alvor, og derfor har regeringen prioriteret området højt. Vi har tilført over 600 millioner kroner til Kriminalforsorgen, og vi opretter for første gang nogensinde en skole i Vestdanmark for fængselsbetjente.

Men fængselsbetjentene på Storstrøm Fængsel mærker ikke ændringerne endnu.

- Så kan jeg frygte, hvad politikerne så kan finde på. Om de så vil have Tivoligarden eller Hjemmeværnet eller noget andet til at rende og passe fangerne. Det virker jo ikke til, at der seriøst er alvor bagved de ting, som de sætter i værk for at prøve at rekruttere nogle flere fængselsbetjente, siger Henning Mørck.

Storstrøm Fængsel
Læs også
Indsattes uskrevne regler dominerer i fængsler
Storstrøm Fængsel
Læs også
Indsattes uskrevne regler dominerer i fængsler

Ifølge den stedfortrædende formand for Fængselsforbundet kan den pressede arbejdsdag få alvorlige konsekvenser.

- De mennesker, som vi passer på, sidder i fængsel, og der generer de som udgangspunkt ikke andre end sig selv og personalet. Men vi skal huske på, at de her mennesker kommer ud igen. De skal ud at være din nabo, de skal ud at være min nabo. De skal ud og omgås Hr. og Fru. Danmark igen, og hvis vi ikke har personalet til at få nogle bedre mennesker ud af fængslerne end dem, der kom ind i fængslerne, så giver det ikke rigtig nogen mening. Vi skal forsøge at få nogle bedre mennesker ud igen, siger Bo Yde Sørensen.


Nyhedsoverblik