Det startede med hovedpine, hoste og senere kom den besværerede vejrtrækning.
Marianne Levy og hendes datter flyttede i august 2024 ind i deres nye lejelejlighed på Jernbanegade 39 i midten af Nykøbing Falster.
Hele ejendommen er fyldt med skimmelsvamp
I dag opholder de sig ikke længere i lejligheden. Efter at have set en rotte i opgangen, faldt hun i snak med sin nabo:
- De havde skimmelsvamp i deres lejemål, og hele ejendommen er fyldt med skimmelsvamp. Inde i soveværelset begynder svampene at kravle op og ned ad væggene. Det er derfor, indeklimaet er så dårligt, siger Marianne Levy.
En rapport skulle senere vise, at der er sundhedsfare forbundet med at opholde sig i lejemålet.
Samtidig lader svampen til at have bredt sig til resten af bygningen, hvor der udover et pizzaria og en frisør er tre andre lejemål.
Hvis Marianne Levy havde håbet, at udlejeren Flemming Ravn eller Guldborgsund Kommune ville have håndteret den sundhedsfarlige skimmelsvamp hurtigt, kunne hun tro om igen.
"Du kan bare flytte"
Hun kontaktede Carsten Henningsen, der er er ekspert i skimmelsvampe.
- Vi har nogle typer skimmelsvampe, som under ingen omstændigheder må være i boligen. Har vi først fat i en af dém, så skal vi gøre noget. Den går ind og angriber kroppen kraftigt, lyder hans vurdering.
Jeg føler ikke, det er rimeligt, at der ligger sager med med skimsvampe, der kan gøre mennesker syge.
Carsten Henningsen har taget flere DNA-prøver i Marianne Levys lejlighed:
- Der er det kulsort i bunden af fugen i vinduerne, og der er tydeligt skimmel forekomst inde, hvor tapeten er brækket ned ad muren.
Marianne Levy havde i august en vandskade, hvor vandet ikke løb ud på toilettet. Derfor stod vandet i stedet ud i gangen.
- Kan det være hendes egen skyld, at der er kommet skimmelsvamp i lejligheden?
- Det kan det ikke, fordi Marianne har været så kortvarigt i lejemålet her. Hun har ikke haft nogen som helst chance for at give nogle indvirkninger på de symptomer, der er kommet i lejligheden, siger Carsten Henningsen.
Da Marianne Levy bad sin udlejer Flemming Ravn og hans søn Ulrik Ravn om at fikse manglerne og skimmelsvampen i lejligheden, kom der en klar sms-besked fra sønnen:
- Hvis jeg er så utilfreds med lejemålet, kan jeg jo bare flytte, siger Marianne Levy, der har vist SMS-beskederne til TV2 ØST.
Flemming Ravn selv virkede lige så lidt interesseret i at handle:
- Han er meget vred og siger til mig, at der kun var problemer med mig, så jeg kunne bare fraflytte lejemålet.
Guldborgsund Kommune: Sundhedsskadelig - men beboelig
På trods af en længere diskussion lykkedes det Marianne Levy at få kommunen på et tilsyn allerede i starten af september.
Her blev der taget luft- og DNA-prøver fra svampene i lejlighedens forskellige rum.
Hun rykkede for rapportens resultater, og selvom den kom i kommunens hænder den 2. oktober, modtog hun først rapporten i midten af november.
- Der står i rapporten, at der er skimmelsvamp i lejemålet. Lejligheden er konstateret sundhedsskadelig på grund af svampene, der er fundet.
- Men samtidig vurderer kommunen, at man godt kan være i lejemålet, siger Marianne Levy og holder kommunens officielle rapport frem.
Rapporten konkluderer blandt andet massiv skimmelvækst i ydervæggen i soveværelset, og at der er nærliggende risiko for sundhedsfare forbundet med at opholde sig i lejemålet.
Lejligheden har brug for fugt- og skimmelsanering.
Carsten Henningsen undrer sig over Guldborgsund Kommunes konklusion, der fastslår, at lejligheden er sundhedsskadelig, men beboelig:
- I den situation skal de holde sig til, hvad de siger i første omgang. Den er sundhedsmæssigt uforsvarlig, og så skal kommunen give udlejer et påbud, så han kan komme i gang med sanering.
Kommunen sendte rapporten til udlejer Flemming Ravn. I det medfølgende notat skriver de at:
"Der med de rette tiltag, fortsat kan være beboelse i lejemålet under udbedringen."
Svampene kravler bag sengen - og udlejer kravler i flyverskjul
Der er stilhed i Ejendomsselskabet Holger Brodthagensvej Aps, hvor udlejer Flemming Ravn også er direktør. Krav om skimmelsanering lader ikke til at have fået udlejeren til at røre på sig:
- Hvad har du hørt om, i forhold til hvad udlejer så har tænkt sig at gøre?
- Intet hørt, fortæller Marianne Levy.
- Hvad har du hørt fra kommunen?
- Jeg har intet hørt.
Skimmelsvampene stopper dog ikke her. For i lejligheden ved siden af bor Charlie og Nadja Hertzberg. I deres soveværelse kravler skimmelsvampene henad væggene og om bag sengen. Charlie Hertzberg har sclerose, og han bliver derfor hurtigere syg.
- Jeg mærker det tydeligt. Det er på grund af, at mit immunforsvar er mere svækket på grund af min sygdom, fortæller han.
I deres lejlighed mangler der blandt andet udsugning i badeværelset, og der er en defekt emhætte i køkkenet.
Parret har gennem det seneste år forsøgt at rykke udlejer Flemming Ravn, men heller ikke her er der held til at komme igennem.
- Han har fået alle chancer i hele verden. Så har han været syg, så er han på ferie. Jeg har prøvet at være forstående, og jeg har også prøvet at være sur, siger Charlie Hertzberg.
Flemming Ravns selskaber:
Udlejer Flemming Ravn er direktør i tolv forskellige selskaber:
EJENDOMSSELSKABET HOLGER BRODTHAGENSVEJ ApS
Kilde: Proff.dk
Svampene i soveværelset mistænkes for at være sundhedsskadelige.
Men parret må ikke vaske svampene ned, da kommunen har lovet snart at komme på besøg for at undersøge skimmelsvampen.
Marianne Levy ser lige nu kun én mulighed:
- At ophæve lejemålet og fraflytte.
- Men så går det vel ud over de næste, der flytter ind?
- Ja, hvis der ikke bliver gjort noget. Det er også derfor, jeg forsøger på at at gå frem med sagen. Jeg føler ikke, det er rimeligt, at der ligger sager med med skimmelsvampe, der kan gøre mennesker syge, siger Marianne Levy.
TV2 ØST har været i kontakt med udlejer Flemming Ravn og hans søn Ulrik Ravn. Ingen af dem ønsker at lade sig interviewe.