Ny Podcast: Månen hang lavt over træerne og strålede gennem skyerne, da en gruppe modstandsfolk mødtes onsdag den 2. maj 1945 om aftenen ved landsbyen Virket på Falster.
Ni mand startede ved midnatstid natten til torsdag på at tømme et våbenlager i et forladt hus lidt uden for byen.
På vognen sad ni mand fra lokalområdet: Poul, Vagn, Magnus, Knud, Christian, Herman, Hartmann, Robert og Elias, der var gruppens leder.
I nattemørket læssede de den ene kasse efter den anden med britiske og amerikanske våben ombord på en hestevogn. Vi ved, at der blandt andet var pistoler, geværer, rifler, maskingeværer, raketstyr og håndgranater gemt i huset.
Samtidig med at der blev ryddet op, blev en række genstande smidt i Møllesø på Nordfalster - på et sted, hvor der siden er fundet mindst 60 mortérgranater.
Jeg havde adrenalinen susende i hele kroppen
Netop granaterne og scenen i skoven er nu centrum for en ny podcast-serie fra TV2 ØST, hvor vi følger de otte mænd fra Falkerslev - og især gruppens leder, Elias Olsen.
Podcasten hedder Granatmysteriet og fortæller om de sidste hektiske dage af Anden Verdenskrig med udgangspunkt i modstandskampen på Nordfalster.
Samtidig er det store spørgsmål centralt: Blev de mange mortergranater smidt i Møllesø af modstandsfolkene?
Det er nemlig et mysterie, hvordan mortérgranaterne kunne ende i deres hænder. Ingen har senere fortalt, at den danske modstandsbevægelse havde dette våben, der er beregnet til brug i regulær krig mellem to hære - og altså ikke til angreb som de nålestiksoperationer, som modstandsbevægelsen udførte.
Vælg din foretrukne podcasttjeneste for at lytte til podcasten "Granatmysteriet":
Fundet med magnet
Der gik 76 år fra granaterne med stor sandsynlighed blev smidt i søen, til de dukkede op igen.
I sommeren 2021 trak en magnetfisker sin kraftfulde magnet igennem slammet på bunden af søen. Her endte han på få kast med at få 15 mortergranater op. De farlige granater måtte sprænges væk, mens hele området omkring granaterne blev evakueret.
Den præcise placering har siden sommer været kendt i særlige grupper på nettet for magnetfiskere.
Fristelsen blev da også for stor for Jesper Humlebæk Reinback, der var en af dem, der i januar i år fandt mortergranater i søen. Han måtte afsted.
- Da jeg havde fundet granaterne, sad jeg også bare og rystede af adrenalin i ti minutter, før jeg kunne ringe til politiet, siger han.
Han fortæller, at dagen ikke var planlagt som en dag, hvor der skulle findes gamle granater.
- Jeg, min kammerat og min søn havde hørt, at der var noget at finde, og så tog vi bare derud. Vi er meget interesserede i krigen, og allerede i første kast kom der to granater med op på magneten. Og derfra væltede det bare op. Vi kastede ikke ret mange gange - men der var bid hver gang, siger han.
I et af kastene kom fire granater med op - og i løbet af få minutter havde de fanget ti granater.
- Jeg havde adrenalinen susende i hele kroppen. Det var simpelthen så vildt. Og det var først der, at jeg kom til at tænke på, at det nok ikke var så klogt at samle den slags op fra søen, siger han i dag.
Politi og minører fra Søværnet har kaldt fundene "meget farlige", og i dag er Jesper Humlebæk Reinback heller ikke helt stolt ved, at han tog granaterne op af vandet.
- Jeg ved sgu ikke, hvad jeg lige tænkte på. Det hele kørte bare på mig. Jeg burde nok have haft mere respekt for det. Man kunne jo nærmest vade i dem derude, siger han.
Jesper Humlebæk Reinback har en stor og brændende interesse for 2. verdenskrig. Det er en af grundene til, at han magnetfisker. En af hans virkelig vilde oplevelser var, da han fik samlet fire mønter op af vandet, hvor der stadig kunne ses tydelige hagekors.
- Jeg elsker sådan noget historie. Og jeg begyndte da også at magnetfiske, fordi jeg ville finde ting fra krigen. Det giver et kick, som kan være svært at forklare, fortæller han.
Jeg tror, at jeg har et svar til jer
Netop den dag, han og politiet stod og ventede på minørerne, der skulle fjerne granaterne, kom en lokal mand forbi.
Han fortalte, at modstandsbevægelsen havde dumpet granaterne i søen, fordi de ikke kunne finde ud af at bruge dem til noget, husker Jesper Humlebæk Reinback i dag.
- Der er fundet våben fra krigen ved søen flere gange gennem tiden, så på den måde kan det jo være, at historien passer, siger han,
Hvorfor endte de i søen
Det er dog fortsat et stort spørgsmål, hvorfor granaterne er endt i søen.
Flere eksperter, som TV2 ØST har henvendt sig til, afviser, at den danske modstandsbevægelse brugte mortérer i deres modstandskamp. Deres bud var i første omgang, at der er tale om tyske våben, som man efter krigen prøvede at slippe af med.
Mortérgranater var i det hele taget ikke noget let våben at bruge. Hvor et gevær eller en pistol var forholdsvist enkle våben at benytte for de danske modstandsfolk, så krævede mortérgranaterne en specialist, der før en affyring støttede sig til en bog med tabeller for at ramme helt præcist det rigtige sted.
Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om våben fra krigen - og det er ikke tyske våben. Der er tværtom tale om en helt speciel britisk variant. Det fastslår orlogskaptajn Lars Møller, der er chef for Søværnets Dykkertjeneste og var ansvarlig for at sprænge granaterne fra Møllesø væk i den seneste omgang.
- Der var tale om britiske mortérgranater, det er der slet ingen tvivl om. Nogle af dem var i en variant, hvor de virker som røggranat. Og vi kunne straks se, at de var fra krigens tid, siger Lars Møller.
Han tilføjer, at der var tale om skarpe granater og udelukker, at der kan være tale om granater, der for eksempel skulle bruges til øvelsesbrug.
Seniorforsker Peter Birkelund fra Rigsarkivet mener dog stadig, at det er mærkeligt.
- Jeg kan ikke rigtig, se hvad modstandsbevægelsen skal bruge mortérgranater til. For så vidt jeg ved, så er der aldrig blevet kastet mortérkastere ned. Så så må man nok sige, at de er ganske uanvendelige uden sådan et rør. Det ligger slet ikke til en modstandskamp at have så tungt et våben. Så det er lige så meget en gåde for mig, som det er for dig og alle andre. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger han.
Brugt i aktiv kamp i Holland
Granaternes navn var '"Ordnance SBML two-inch mortar", og de blev udviklet i 1937 og blev brugt gennem hele krigen af britisk infanteri - og især de britiske specialstyrker Commandos, der specialiserede sig i hurtige og kraftige angreb, hvor de blev landsat enten fra vand eller via faldskærmsangreb.
Hver granat rummer lige omkring et kilo sprængstof.
I Holland er granaterne blevet brugt af modstandsbevægelsen. Her var modstandskampen i perioder noget hårdere og med flere militære konfrontationer end i Danmark.
Mortérgranaterne er lavet i flere varianter - dels som højeksplosiv "almindelig" granat og som røggranater - men også som brandgranat, lysgranat og som signalgranat. De to første varianter er dem, der er fundet i Møllesø.
Det er forholdsvist let at se forskel på mortérgranaterne fra denne tid. De britiske granater er nemlig designet anderledes end tilsvarende granater fra eksempelvis Tyskland, USA og Sovjet. Her var granaterne formet som projektiler i en aerodynamisk form. Den britiske granat lignede nærmere en otte centimeter bred konservesdåse, med nogle halefinner sat fast bagpå.
Lignende granater er fundet i søer flere steder i landet i nærheden af steder, hvor briterne kastede våben ned. Det er eksempelvis sket nær Viborg, hvor et læs granater blev fundet i 1970’erne.
- Når de på den måde ligger i en sø, så er det fordi medlemmer af modstandsbevægelsen har høvlet dem i vandet under krigen. Og det er faktisk meget sjældent, at det er dokumenteret. Men nogle gange er vi heldige, at nogle lokale kender til det, siger Lars Møller.
Han tilføjer, at det er sjældent, at man finder mortérgranater fra krigen. Det er mest håndgranater og lignende, som blev brugt til sabotageaktioner, som man finder.
Den danske undergrundshær
De fleste kender de danske historier om nedkastning af sprængstof til sabotage under 2. Verdenskrig.
Typisk var der plastisk sprængstof og tændsatser, lettere våben og ammunition i de containere, som briterne kastede ud med faldskærme over Danmark.
En særlig udvalgt del af modstandsbevægelsen blev styret direkte af den britiske sabotageorganisation SOE, Special Operations Executive, og var målrettet langt mere skarpe opgaver.
Fra december 1943 begyndte SOE opbygningen af en egentlig undergrundshær i Danmark.
Ville invasionen finde sted i Danmark, så skulle grupperne gennemføre egentlige krigshandlinger rettet mod tyske tropper - blandt andet ved hjælp af tunge våben. Målene var tyske biler på landevejene, tyske depoter og også tyske bastioner. Hvis tyskerne trak sig tilbage, så skulle grupperne aktivt bekæmpe tyske forsøg på sabotage mod eksempelvis de danske kraftværker og gasværker.
Til grupperne i hjemmehæren ved vi i dag, at der blev kastet meget kraftige våben som maskingeværer, bazookaer og andre antitankvåben ned. De skriftlige kilder nævner ikke, at grupperne også fik mortergranater.
Sjælland, Lolland og Falster var Region 5 i SOE's militære organisation i Danmark.
Region 5 blev underlagt den såkaldte Sjællandsledelse, der bestod af to borgerlige modstandsfolk, og to kommunister. Desuden var en tidligere officer fra hæren med i ledelsen.
I praksis var modstandsbevægelsen på Nordfalster dog meget selvstændig med egen forbindelse til frihedsrådet.
Når de nu er så farlige, så forstår jeg ikke, at man lader dem ligge i søen
I starten bestod modstandsgrupperne på Sjælland næsten udelukkende af kommunister - men efterhånden meldte andre sig også under fanerne. Først i sommeren 1944, hvor D-dag fandt sted i Normandiet, kom der en egentlig leder af modstanden på Sjælland og øerne. Samtidig voksede modstandsbevægelsen også markant.
Gruppelederens vidnesbyrd
Karin Suhr Rasmussen er arkivleder ved Lokalhistorisk arkiv i Guldborgsund. Umiddelbart kender hun ikke til historien om våben i søen på Falster, da TV2 ØST ringer til hende.
Men efter at have været på opdagelse i de mange kasser fra krigens tid i arkivet ringer hun tilbage.
- Jeg tror, at jeg har et svar til jer, siger hun.
Nøglen til gåden omkring våbnene i søen er et fem sider langt gulnet, maskinskrevet dokument, nedskrevet i november 1945. Dokumentet findes i to versioner. En kladde, med mange rettelser - og en renskrevet version, der også er forsynet med underskrift i blæk.
Kilden bag var den dengang 32-årige folkeskolelærer Elias Olsen, der var ansat på den nærliggende Falkerslev Skole, og som var leder af den lokale modstandsgruppe.
Gruppen havde været involveret i to nedkastninger og en enkelt sabotageaktion. De mødtes på skolen i Falkerslev, hvor man om morgenen nogle gange kunne se spor efter geværolie, når modstandsfolkene havde trænet og vedligeholdt deres våben om natten.
Efterhånden som Den Røde Hær erobrede stadig større dele af Tyskland, blev mere end 200.000 flygtninge evakueret fra den østlige del af Tyskland, der dengang strakte sig langt ind i det nuværende Polen. Mange af disse flygtninge endte på Falster, hvor der var desperat brug for plads til at indkvartere de mange mennesker, der i første omgang blev samlet på skoler og i gymnastiksale rundt omkring i området.
Dag efter dag steg mængden af flygtninge - og til sidst blev det for meget for udlejeren af et ellers forladt hus på Nordfalster, hvor gruppen havde gemt en stor del af deres våben og ammunition.
Gruppen havde to depoter. Det ene var det forladte hus, som de havde givet dæknavnet Jensen. Det andet var et bådehus, som de havde givet navnet Hansen. I de to huse havde de gemt omkring otte ton våben og sprængstoffer.
Man vidste godt, at krigen snart ville være slut - men de sidste dage af krigen var også modstandskampens mest intensive.
Gestapo var på sporet af modstandsfolkene på Nordfalster. De tyske soldater rykkede ud i området, når der havde været nedkastninger. Samtidig styrkede blandt andet de frygtede SS-soldater deres forberedelser på kamp mod de allierede på dansk jord.
Den 2. maj væltede det ind med markante nyheder hos gruppen. Hitler var død, men hans efterfølger, storadmiral Dönitz, ville fortsætte krigen. Lederne af den militære modstandsbevægelse på Nordfalster var gået under jorden, efter Gestapo havde anholdt to af dens ledere. Der blev dagen igennem kørt våben ud af "Jensen" til grupper på Nordfalster - alt handlede om at være klar til næste skridt i krigen.
Advarslen
Det var i dette giftige krigsmiljø, at der om aftenen onsdag den 2. maj kl. 22.15 blev banket på døren hos Elias Olsen.
Ejeren af den tomme ejendom "Jensen" ved Møllesø fortalte, at han godt vidste, hvad der foregik i det forladte hus – og at han synes, at det skulle stoppe nu.
Der ville nemlig komme tyske flygtninge dagen efter. Derfor måtte huset tømmes med det samme, så våbnene ikke ville blive opdaget.
Straks blev folk fra gruppen samlet - og i timerne mellem midnat og klokken 03.30 blev huset tømt, som det er beskrevet i starten af denne artikel. Alle containere, beholdere og lignende blev smidt direkte i Møllesøen. Alt tyder på, at mortérgranaterne samtidig er røget med.
Resten af våbnene blev gemt af vejen i bådehuset med kodenavnet "Hansen" i nærheden, hvor der i forvejen var gemt mange våben og sprængstoffer.
Efter krigen kom modstandsgruppen på hårdt arbejde.
De fik til opgave at arbejde som vagter i Stubbekøbing og var med, da der blev gennemført en razzia blandt flygtningene i den lokale flygtningelejr for at finde nazister og krigsforbrydere.
Da det danske forsvar efter krigen skulle genopbygges, valgte man at købe overskydende britiske mortérer og mortérgranater, der passede til. Disse mortérgranater så dog lidt anderledes ud og kan ikke forveksles med granaterne, der er fundet i søen, oplyser Forsvaret.
Hvad der skete med de øvrige våben, der var gemt i "Hansen" og "Jensen", ved vi ikke i dag.
Lad granaterne ligge
Hvor mange granater, der ligger tilbage i søen, ved vi heller ikke.
Men magnetfisker Jesper Humlebæk Reinback forstår ikke, at man ikke gør noget for at fjerne dem.
- Når de nu er så farlige, så forstår jeg ikke, at man lader dem ligge i søen. Det er jo en sø, hvor man kunne bade. Jeg kan ikke forstå, at de bliver liggende, siger han.
Men granaterne bliver ikke fjernet - og man skal ikke pille dem op, siger Lars Møller fra Søværnets Dykkertjeneste.
- Vi tager ikke ud og fjerner dem uden en særlig grund. I princippet er det lodsejerens eller kommunens ansvar at få dem fjernet. Men det er samtidig kostbart - og nogen skal jo betale den regning, siger han.
Han har dog en meget stor appel til magnetfiskere og andre nysgerrige i Møllesøen.
- Lad det nu ligge. Så længe det ligger i søen er det ikke farligt - men det kan være rigtig farligt at tage det op. Og synes man, at 2. verdenskrig er spændende, så vælg noget andet at samle på. Skarpe granater og andre våben er ikke legetøj. Magnetfiskeri som dette er rigtig uheldigt, siger han.
Træt af at rykke ud til søen
Han siger samtidig, at han er rigtig træt af at skulle gennemføre udrykninger til søen gang på gang, fordi nogen ikke vil lade granaterne være.
- Det er simpelthen så træls, fordi det er så stort et apparat, man sætter i gang hver gang, siger han.
Han understreger dog, at skulle nogen have fået en granat op af vandet, så skal man i hvert fald ikke lade den ligge på kanten af søen uden at fortælle det til nogen, som det er sket i en af sagerne fra søen.
- Det er farligt, og det skal man altså ikke. Det tager et sekund at ringe, så kommer vi, siger han.
Ingen af granatfundene i søen har udløst politiefterforskninger. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har henlagt sagerne, fordi det var klart, at der var tale om våben fra krigens tid.