Virksomheder på Lolland og Falster er godt tilfredse ifølge en ny undersøgelse af kommunernes erhvervsklima.
Slagelse og Holbæk kommuner har derimod alvorlige problemer med at skabe et godt erhvervsklima for deres virksomheder
Sådan ser virkeligheden ud ifølge Dansk Industri, som mandag aften offentliggør sin årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i 93 ud af landets 98 kommuner.
Landets fem mindste kommuner deltager ikke i undersøgelsen.
Ifølge undersøgelsen er der stor forskel på, om man har virksomhed i den sydlige del af regionen eller den nordlige.
Guldborgsund Kommune er siden sidste år rykket 27 pladser op og indtager således en 31. plads. Lolland Kommune rykker 25 pladser op og placerer sig som nummer 52 på listen.
Det kan være svært at sammenfatte erhvervsklimaet i et tal og rangordne kommunerne så specifikt
Formanden for Dansk Industri på Lolland og Falster, som også selv er erhvervsdrivende i området, mener at årsagen skal findes i den dialog, som kommunen og virksomhederne har med hinanden.
- Begge kommuner er faktisk oprigtigt interesserede i erhvervslivet her i området, og mange virksomheder får ofte besøg af borgmestrene. Kommunerne har indført rundbordsmøder mellem politikerne og virksomheder, og vi er stærkt bakket op af Business Lolland-Falster og andre aktører, siger formand Kim Frimann.
- Listen skal tages med et gran salt
Man skal dog være varsom med at tillægge Dansk Industris liste alt for meget vægt. I hvert fald hvis man spørger Arbejderbevægelsens Erhvervsråds cheføkonom.
- Det kan være svært at sammenfatte erhvervsklimaet i et tal og rangordne kommunerne så specifikt. Undersøgelsen tager jo udgangspunkt i flere forskellige parametre, og så finder man et samlet gennemsnit. Så man skal tage den med et gran salt, siger cheføkonom Erik Bjørsted.
- Jeg ved godt, at den kritik følger med offentliggørelsen af undersøgelsen. Men det man skal kigge på er, at næsten 20 procent af de private virksomheder svarer på de her spørgsmål. Det vil sige, at vi har fået en masse input fra en masse erhvervsvirksomheder. Og det kan vi altså godt lytte til. Så selvfølgelig kan vi bruge undersøgelsen, siger formanden for Dansk Industri, Lolland og Falster, Kim Frimann.
Cheføkonom Erik Bjørsted medgiver dog, at de enkelte kommuner godt kan få noget ud af at nærlæse besvarelserne
- Det kan være interessant at finde ud af om en kommune er god til at kommunikere med deres erhvervsliv. Det kan også være interessant at se på skattegrundlaget for virksomhederne. Det kan jo have stor relevans for, hvor virksomhederne vælger at placere sig, siger cheføkonom Erik Bjørsted.
Vi har fået en masse input fra en masse erhvervsvirksomheder. Og det kan vi altså godt lytte til
Undersøgelsen bedømmer kommunernes erhvervsklima indenfor 9 kategorier, hvor blandt andet skatter, afgifter og gebyrer, samt kommunal sagsbehandling og dialog bare er nogle af de parametre, erhvervslivet vurdere deres kommune ud fra.
Lettet og næsten tilfreds borgmester
Guldborgsunds borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten), er glad for at kommunen er rykket 27 pladser op til 31. pladsen. Men han drømmer om at komme i top ti, da han mener, at tilfredse virksomheder har en stor betydning for både Lolland og Falster
- Der er stadig noget at arbejde med, men der er også noget, hvor vi scorer rigtig godt. Blandt andet på kommunens image og sagsbehandling. Og så vil 80 procent af vores nuværende virksomheder faktisk anbefale andre virksomheder at etablere sig i Guldborgsund Kommune. Og det er vi pavestolte af, men vi vil gerne i top 10, siger John Brædder.
Lussing til Slagelse
Sidste år placerede Slagelse Kommune sig som nummer 13 på listen. De er nu styrtdykket til bunden, hvor de indtager en plads som nummer 85. Til stor overraskelse for Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen
- De her tal er jo fra foråret 2018. Og som nytiltrådt borgmester er det jo begrænset, hvor mange ulykker jeg har kunne nå at lave på et par måneder. Jeg kan godt garantere, at vores medarbejdere ikke har løbet langsommere eller ydet mindre service. Så det er lidt et mysterium, hvad der egentlig er sket, siger den socialdemokratiske borgmester.
Som nytiltrådt borgmester er det jo begrænset, hvor mange ulykker jeg har kunne nå at lave på et par måneder
Man fristes jo til at tro, at det godt kan have noget at gøre med det politiske fnidder, der har været i byrådet. Er det gået ud over jeres borgere og virksomheder?
- Der er ingen tvivl om, at det rent imagemæssigt har betydet noget. Men hvis det her har noget at gøre med, at borgmesteren har en bestemt politisk farve, så bliver det selvfølgelig svært at gøre op med. Men der må vi jo så have den dialog med virksomhederne. Vi skal sætte os ned og finde ud af, hvad er virksomhederne savner. Vi har et arbejde at gøre med vores image i forhold til vores politiske styring. Men for mig at se er der ikke anden vej end hårdt arbejde. Så skal det nok komme.
Resten af regionen
De øvrige kommuner i vores del af regionen placerer sig således på Dansk Industris erhvervsklima undersøgelse: