Søndag blev fire spritnye husbåde midt i havnen på Nykøbing Falster indviet. Bådene vil blive lejet ud til sommergæster, der er på udkig efter et alternativ til sommerhuse.
Samtidig skal de flydende feriehuse også være med til at udvikle en helt ny bydel.
Det er bare vanvittig afslappende – det er ikke anderledes
Ved indvielsen blev der holdt åbent hus for nysgerrige, som fik lov til at kigge nærmere på de nye husbåde – en mulighed, mange havde valgt at benytte sig af.
- Vi har været nysgerrige på at se dem i flere måneder nu. De har ligget hernede, men vi har ikke haft mulighed for at komme ind og se dem. Men nu var der åbent hus, så ville vi endelig ned og se, hvad det var for noget, siger Henrik Bormann Skøtt fra Nykøbing Falster.
Bådene har plads til seks personer hver og er udstyret med blandt andet køkken, soveværelser, spisestue og soldæk.
Kom med indenfor på husbådene:
Vanvittig afslappende
De første både lagde til kaj i Nykøbing Falster i slutningen af april efter at være bygget færdig og sendt til Danmark fra det slovenske firma Bravia, der har specialiseret sig indenfor feriehuse såvel til lands som til vands.
Indehaveren af MarinaVilla, som også er navnet på den lille nye feriebydel, der består af de fire husbåde ved Slotsbryggen i Nykøbing Falster, hedder Aksel Nielsen.
Han ser store muligheder ved de nye feriehuse på vandet.
- Du kan stå op om morgenen, sidde ude og drikke din morgenkaffe og høre bølgerne skvulpe, eller du kan sætte dig op på terrassen, se solen gå ned og kigge ud over vandet med bådene, der sejler forbi. Det er bare vanvittig afslappende – det er ikke anderledes, siger Aksel Nielsen.
Projektet er ifølge indehaveren også et startskud til udviklingen af Slotsbyggen i Nykøbing Falster, sådan som Guldborgsund Kommune planlægger at gøre.