Efter fire år med kaffe, hygge og mad med havudsigt, er det efter den kommende weekend slut med at slå et smut forbi spisestedet Garnhuset i den røde bygning ved Hesnæs Havn.
Lokalområdet mister en perle af et sted som er helt unik
- Vores udlejer kan ikke give en langsigtet plan for, hvornår havnen bliver sat i stand og kommer til at fungere igen.
Sådan siger Johanne Vestergaard, der er general manager hos virksomheden Falsters Kyst, der driver spisestedet med direkte adgang ned til havnen.
Efter stormfloden i oktober 2023 fik lystbådehavnen skader for cirka 12,4 millioner kroner og måtte opgive at åbne for sæsonen i 2024.
De manglende bådturister kan mærkes på indtægten.
- Samtidig har vores udlejer ikke isoleret Garnhuset. Vi har gennem flere sæsoner stået i den situation, at vores medarbejdere har stået her fra tidlig morgen i minusgrader og ventet flere timer på, at bygningen var varmet op, siger Johanne Vestergaard.
- Det kan vi ikke byde dem mere, tilføjer hun.
Ugentlig kaffested
Beslutningen ærgrer Lisette Severinsen fra Nykøbing Falster.
Gennem årene er det lille spisested og omgivelserne omkring blevet til et kærkomment afbræk i en travl hverdag.
Ny serie om stormfloden
I serien Efter Stormfloden følger TV2 ØST flere beboere i sommerhusområdet Oddermosen på Møn.
- Det er super ærgerligt, at stedet lukker. Det er mit ugentlige kaffested, hvor jeg kører hen for at få lidt fred og ro i mit hoved.
- Det er her jeg kan slappe af med at kigge ud over vandet, læse en bog eller strikke lidt, siger hun.
Lisette Severinsen besøger stedet året rundt.
- I sommerperioden sidder der mange mennesker her på bænkene oppe ved spisestedet. Så har jeg min klapstol med og så sidder og ude på græsset, siger hun.
Tilflyttere mister unik perle
At spisestedet lukker og slukker er også en dårlig nyhed for Mads Madsen Olesen og hans kæreste Carina Randløv. De bor i Stubbekøbing, men er tilflyttere fra Nordvestkvarteret i København.
De mener, at stedet kan tilbyde det samme som spisestederne i København - bare i pænere omgivelser.
- Jeg kommer til at miste et sted, hvor jeg plejer at hænge ud og drikke min kaffe, og vi plejer at have nogle dejlige dage hernede, hvor vi sidder og snakker og bagefter går vi ture i det dejlige område, siger Mads Madsen Olesen.
Ifølge ham vil Falster miste et sted som udefrakommende kendte og nød at besøge.
- Lokalområdet mister en perle af et sted som er helt unik. Der findes ikke et tilsvarende sted hernede. Det er et sted, der har trukket folk til fra nær og fjern. Folk valfarter hertil. Det er trist for området, at det nu forsvinder, siger han.