Omdiskuteret klapbro skal bygges om for flere millioner

Banedanmark har sat byggeriet af en ny bro over Guldborg Sund i udbud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I forbindelse med byggeriet af Femern-forbindelsen skal der etableres en ekstra bro over Guldborg Sund.

Det sker for at gøre hele strækningen mellem Ringsted og Rødby dobbeltsporet, så tog til og fra Tyskland kan komme hurtigere frem.

På Kong Frederik den IX’s bro er der kun et enkelt togspor, og derfor skal broen udvides med et ekstra togspor, som placeres syd for den eksisterende bro, og denne del af projekt er nu sat i offentligt udbud.

Projektet kalder Banedanmark for Ny Kong Frederik den IX’s bro, og efter pres fra lokale politiske kræfter og lystsejlere i området, er det blevet besluttet, at broen skal være en klapbro, der gør det muligt for skibe på over fire meter at passere broen.

Opgave til 250 millioner kroner

Der er blevet sat 250 millioner kroner af til at etablere den nye jernbanebro mellem Lolland og Falster.

Det firma, der vinder udbuddet, skal stå for projektering og udførsel af broen og tilslutningerne på begge sider af sundet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Uden en klapbro i den sydlige ende af Guldborg Sund, ville sejlerne skulle tage en omvej på mindst 90 kilometer.
Uden en klapbro i den sydlige ende af Guldborg Sund, ville sejlerne skulle tage en omvej på mindst 90 kilometer. Foto: Banedanmark

Broen skal have et styresystem, der gør at den kan klappe op, og det skal bygges sammen med styresystemet på den eksisterende bro, og på Falster og Lolland skal der laves banedæmninger og spor på hele strækningen.

Arbejdet omfatter dog ikke kun byggeriet af den nye klapbro over sundet. Det strækker sig fra Højbroen i Nykøbing Falster, der leder Østerbrogade over jernbanen, og til broen, som leder Nystedvej over jernbanen ved Øster Toreby.

Lystsejlere frygtede lukning

I 2019 passerede cirka 1.700 lystsejlere broen i den sydlige del af Guldborg Sund.

Mange af dem var tyske turister, og erhvervsdrivende og sejlerne i området frygtede, at klapbroen mellem Sundby og Nykøbing Falster ville blive lukket i forbindelse med det nye byggeri. I december 2019 gjorde Sund & Bælt det nemlig klart, at man ville nedlægge klapbroen, når der skulle udvides med et ekstra togspor.

Læs også
Sejlere kan ånde lettet op - politikerne holder hånden over klapbroen
Læs også
Sejlere kan ånde lettet op - politikerne holder hånden over klapbroen

Det forslag vakte megen debat, fordi sejlere uden en klapbro i den sydlige ende af Guldborg Sund, ville skulle sejle en omvej på mindst 90 kilometer.

Men i sommeren 2020 blev det så slået fast, at der var politisk enighed om, at både den eksisterende bro og den nye tilføjelse skal kunne lukke sejlskibe igennem sundet.

Signalarbejde lukker bro i højsæsonen

Selvom arbejde med den nye bro-tilføjelse ikke er gået i gang endnu, er Banedanmark denne sommer i gang med at udføre signalarbejde på broen.

Det betyder, at den eksisterende klapbro kun vil være åben for sejlbåde i weekenderne, og fra 1. september og året ud bliver klapbroen lukket helt for skibstrafik.

Læs også
Lystsejlere får afslag - broarbejde gennemføres midt i højsæsonen
Læs også
Lystsejlere får afslag - broarbejde gennemføres midt i højsæsonen

De lokale lystsejler har ikke været glade for den beslutning, blandt andet fordi de frygter, det vil mindske antallet af udenlandske sejlende i sundet.

Opgørelser fra Banedanmark viser, at antallet af gennemsejlinger af klapbroen ved Nykøbing Falster er faldet fra godt 4.000 i 1989 til omkring 1.750 de seneste år.

Dette fald skyldes dog ifølge sejlerne, at søkortene for sundets sydlige område ikke har været opdateret, og de lokale lystsejlere havde derfor forventet et boom af tyske sejlerturister i år, efter søkortene sidste år blev opdateret.

Udbudsrunden på etableringen af Ny Kong Frederik den IX’s bro løber frem til den 12. august 2021. 

De lokale sejlere frygtede, at broen ikke ville fortsætte med at være klapbro.

Nyhedsoverblik