Et nyt fund af en vikingeborg ved byen Virket på Falster begejstrer eksperter, og for manden, der ejer jorden, hvor vikingeborgen er placeret, bliver nyheden også godt modtaget.
- Det er ikke negativt. Tværtimod. Det er et enestående fund, og det er virkelig dejligt, at man her har kunnet finde noget, der på den måde kan rykke om på historien.
Sådan siger ejeren af Skørringe Gods, Henrik Fabienke, der ejer jorden, hvor arkæologer har fundet resterne af Trygge Slot.
Dateringer har vist, at der ikke bare er tale om et forsvarsværk fra middelalderen, men et langt ældre byggeri, hvis historie fortaber sig langt ind i sagnkongernes tid.
Vi må ikke dyrke den del af området, hvor borgen har været, men jeg tror ikke, at det kommer til at koste mig penge.
- Det er virkelig dejligt. At vores jord på den måde kan bidrage til Danmarkshistorien, det er virkelig fantastisk. For mig betyder det ikke så meget, at den er så stor, som at den er så godt bevaret, at den muligvis kan skubbe til Danmarkshistorien og historien om vores kongehus, siger han til TV2 ØST.
Må ikke længere dyrke marken
Fundet betyder, at han fremover ikke må dyrke marken som normalt – men skal finde andre måder at udnytte jorden på. Der må fortsat gerne slås græs i området, men der skal ikke længere pløjes i fortidsmindet.
- Jeg tror ikke, at det kommer til at koste mig penge. Vi må ikke dyrke den del af området, hvor borgen har været. Men græsset må gerne klippes. Der er landbrugsjord, der tages ud af drift, og for det har vi fået en - i hvert fald delvis - kompensation. Men vi ser det lidt som vores lille bidrag til Danmarkshistorien, siger Henrik Fabienke.
Henrik Fabienke har selv en lang karriere bag sig som officer i hæren, og han forstår godt, at man i fortiden valgte at placere stedet netop her.
- Lolland og Falster er flade områder, men lige området her er et højdedrag med god udsigt, hvor der på to sider var et naturligt forsvar i form af mose og en sø. Her har de kunnet leve rimelig trygt. Det har været et godt sted at bygge en borg, siger han.
Vi er helt enormt spændte på, hvad der kommer ud af udgravningerne. Arkæologernes entusiasme er virkelig smittende
Han vil nu følge de arkæologiske udgravninger tæt.
- Vi er helt enormt spændte på, hvad der kommer ud af udgravningerne. Arkæologernes entusiasme er virkelig smittende. Vi har vidst, at der var et fortidsminde heroppe i mange år - men dateringerne er jo nu med til virkelig at ændre historien, siger han til TV2 ØST.
Det skal formidles
Da han første gang hørte om fundet, var hans første tanke, at borgen burde genopbygges helt eller delvist, og på den måde kunne bidrage med at formidle fundet til borgere og turister i området. Det kan dog umiddelbart ikke lade sig gøre, da der netop er tale om et fredet forsvarsminde.
Han håber, at man i stedet kan finde andre måder at formidle den langstrakte og dramatiske historie, som borgen har gennemlevet.
- Det kunne være fedt at lade børn og unge selv prøve at forcere voldene. At kravle op i et tårn - og fornemme anlægget. Måske kan man gøre noget lignende digitalt med brug at virtual reality, det ved jeg ikke. Men jeg synes det er vigtigt, at vi viser, hvor formidabelt et forsvarsværk, der har været lige her, siger han.