Ordfører går på barsel - her er hendes afløser

Thorkild Holmboe-Hay (S) bliver fra 4. november stedfortræder for Tanja Larsson, der går på barsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Socialdemokratiets ordblindheds- og turismeordfører, Tanja Larsson, tager orlov fra Folketinget, da hun skal på barsel.

quote Jeg er helt klar over, at jeg er "vikar"

Thorkild Holmboe-Hay (S)

Det giver en plads som stedfortræder fra 4. november for Thorkild Holmboe-Hay, oplyser han selv i en pressemeddelelse. Det skriver Altinget.

Efter folketingsvalget i 2022 var der ellers lange udsigter til en plads i Folketinget for Holmboe-Hay, der blot blev tredjesuppleant i Sjællands Storkreds med 2677 personlige stemmer.

Thorkild Holmboe-Hay (S).
Thorkild Holmboe-Hay (S). Foto: TV2 ØST

Efter Mette Gjerskovs død i sommeren 2023 takkede førstesuppleant og tidligere minister Jeppe Kofod nej til den faste plads i Folketinget, hvor han ellers havde været vikar, mens Gjerskov var sygemeldt.

I stedet gik pladsen til andensuppleant Tanja Larsson. Hun sad også i Folketinget fra 2019 til 2022.

Ønsker ikke at genopstille

Med Tanja Larssons barselsorlov bliver der altså nu plads til oprindelige tredjesuppleant i storkredsen, Thorkild Holmboe-Hay. Det er første gang, at han får en plads i Folketinget.

- Jeg er helt klar over, at jeg er "vikar", men jeg tager opgaven med stor alvor og stor respekt for det embede, det er at sidde i Folketinget, siger han i pressemeddelelsen.

Holmboe-Hay tager orlov fra sit job som politisk rådgiver i fagforeningen 3F, når han indtræder i Folketinget.

Læs også
Så mange penge fik formand på vej ud af døren
Læs også
Så mange penge fik formand på vej ud af døren

Det bliver dog formentlig den første og eneste gang, at han træder ind på Christiansborg som folkevalgt.

I marts sidste år meddelte han, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg som Socialdemokratiets kandidat i Guldborgsundkredsen på Lolland-Falster.

I stedet blev daværende formand for Region Sjælland Heino Knudsen kredsens nye folketingskandidat, men han sagde farvel til politik i september, da han blev ny administrerende direktør i DanskHåndbold.


Nyhedsoverblik