Der var motorcykler så langt øjet rakte på Nordfalster i dag.
Danmarks Motorcykelmuseum i Stubbekøbing skulle nemlig åbne for sæsonen, og det blev markeret med fælleskørsel på netop motorcykler fra Cementen i Nykøbing Falster.
Artiklen fortsætter under billedet.
Kørslen var noget af et tilløbsstykke, hvor blandt andet 16-årige Sandie Kamp var dukket op for at kigge på. Hun beundrer de mange motorcykler hvert eneste år og drømmer selv om at tage et motorcykelkort, når hun bliver ældre.
- Det er Stubbekøbings stolthed. Jeg elsker at gå ned og kigge på motorcyklerne. Jeg har en papfar, der selv kører, og jeg vil rigtig gerne selv køre. Så det er bare en stolthed at være med og bare kigge på alt det her og se dem alle sammen komme kørende forbi, siger hun.
Det er bare en stolthed at være med og bare kigge på alt det her og se dem alle sammen komme kørende forbi
Overvældende fremmøde
Siden starten af 00’erne har motorcyklister kørt i optog for at fejre museets åbning. I begyndelsen talte det omkring 175 motorcykler, men i dag blev rekorden slået med over 1.000 af slagsen.
Og for flere af motorcyklisterne er turen en fast tradition.
- For første gang var vist for 15 år siden, hvor det absolut ikke var så stort som i dag, siger Vibeke Grander fra Stege.
- Jeg havde slet ikke regnet med, at der ville være så mange. Det er jo helt overvældende, når man kommer kørende, at der bare er motorcykler over alt, siger Mette Grønkjær, der også kommer fra Stege.
Artiklen fortsætter under billederne.
Og spørger man Rino Sommer fra Nørre Alslev, så er biker-miljøet noget ganske særligt.
- Det (store fremmøde, red.) viser jo lidt om sammenholdet, og man får set nogle fede cykler og får holdt venskabet lidt vedlige.