Per startede med at vende pølser - nu står han i spidsen for hele markedet

Per Hansen startede med at sælge pølser på Dølle. I dag tager han alle de vigtigste beslutninger på markedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når det traditionsrige kræmmermarked Dølle, tidligere kaldet Døllefjelde-Musse Marked, holdes på det sydøstlige Lolland, har Per Hansen travlt.

Som formand for det store arrangement får han ikke mange rolige timer i de fire dage, markedet løber af stablen.

Han skal tage stilling til alt fra bilkøer på vejene til markedspladsen, tekniske udfordringer og vejret, der hurtigt kan skabe problemer.

Første Dølle var i 1980.
Første Dølle var i 1980. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Men det gør ham ikke noget, for det store kræmmermarked har en helt speciel plads i hans hjerte.

- Det er noget, man lever og ånder for, og som man også vil gøre en stor indsats for at videreføre og for at udvikle, siger han.

Per Hansen er formand for markedet.
Per Hansen er formand for markedet. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Startede med at sælge pølser

Per Hansen er født og opvokset i Nykøbing Falster. For omkring 20 år siden besluttede han at blive frivillig på Dølle.

- Jeg er kommet på markedet altid, fra jeg var var helt lille. Og så syntes jeg bare, det kunne være spændende at være med til at lave sådan et lokalt arrangement, fortæller han.

Derfor blev Per Hansen pølsesælger, og siden har han været fast inventar på markedet.

Per Hansen har også været frivillig i skytteforeninger og er generelt glad for at være en del af foreningslivet.
Per Hansen har også været frivillig i skytteforeninger og er generelt glad for at være en del af foreningslivet. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

- Jeg har altid godt kunne lide det frivillige arbejde og har været aktiv i foreningslivet, siden jeg ikke var specielt gammel, siger han.

Ny serie om Dølle

Det skabte stor bekymring i lokalområdet, da Store Bededag blev afskaffet. Her foregik det nærmeste legendariske marked "Dølle" nemlig. I en ny serie har TV2 ØST fulgt de frivilliges kamp for at sikre markedets fremtid. Du kan se serien lige nu på TV2 ØST Play.

Der er især én ting ved det frivillige arbejde, han er glad for, fortæller markedets formand.

- Det er jo den mangfoldighed, man møder, siger han.

Så det ikke komme

Efter tjansen som pølsesælger blev Per Hansen frivillig i den bar, der tidligere hed Westernteltet.

Her steg han i graderne og blev kaptajn for hele afviklingen. Og senere kom han også med i bestyrelsen for markedet.

Læs også
Markedet med det mærkværdige navn - få historien bag Døllefjelde-Musse
Læs også
Markedet med det mærkværdige navn - få historien bag Døllefjelde-Musse

Men at han i 2022 skulle blive formand for Dølle, var ikke noget, den handelsuddannede Per Hansen havde set komme.

Dølle hed tidligere Døllefjelde Musse Marked, men det er en af de ting, der er blevet ændret, siden Per Hansen blev formand.
Dølle hed tidligere Døllefjelde Musse Marked, men det er en af de ting, der er blevet ændret, siden Per Hansen blev formand. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

- Det er nok ikke lige et job, der står i min uddannelsesbog fra folkeskolen, må jeg nok sige, fortæller han.

Men det blev altså Per Hansen, der nu står i spidsen for markedet. Og det er en vigtig arv, han nu forvalter.

- Dølle er jo et gammelt marked, som har været en kæmpe ting i lokalområdet i alle de år, det har eksisteret, siger han.

- Og der har været ganske få formænd i tidens løb, jeg er nummer tre, siger han.

For mange er det en tradition at komme på Dølle, og derfor skal formanden tænke sig godt om, inden der laves store ændringer på markedet. Blandt de populære indslag finder man blandt andet den velbesøgte "Damefrokost".

- Det betyder også, at det ikke bare er noget, man render fra i utide, fortæller Per Hansen, der også har stor respekt for, at så mange mennesker holder af markedet.

Derfor ligger der også grundige overvejelser bag, når der bliver lavet ændringer.

- Når jeg laver et valg, og vi indfører nogle nye tiltag i bestyrelsen, så har det jo konsekvenser. Så det skal jo være valg, som vi er meget sikre på, er det rigtige, siger Per Hansen.

Hardcore frivillige

Per Hansen er den eneste på Dølle, der får løn for sit arbejde.

Derfor er markedets frivillige helt essentielle for, at det kan afholdes.

- Vi har rigtig mange faste frivillige, der kommer år efter år, og de har også deres venner og familie med til at hjælpe til i de forskellige boder, fortæller han.

Der er rigtig mange ting at tage sig af i de dage Dølle løber af stablen. Markedskontoret har åbent fra 08.00 til omkring klokken 03.00 i de fire markedsdage.
Der er rigtig mange ting at tage sig af i de dage Dølle løber af stablen. Markedskontoret har åbent fra 08.00 til omkring klokken 03.00 i de fire markedsdage. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Og da Dølle skiller sig ud fra for eksempel festivaler ved at være gratis arrangement, så skal det virkelig være nogle engagerede mennesker, der kommer.

- Festivalerne har jo en kæmpe gulerod i kraft af, at de frivillige får en partoutbillet og kan komme gratis på festival, siger Per Hansen.

- Så man kan sige, at det altså bare er nogle hardcore frivillige. De kommer fordi, de virkelig har lyst til det. De kommer ikke for at få noget tilbage – altså udover oplevelsen og fællesskabet, siger han.

Læs også
Tine trodser sæd og lort på Dølle: - Jeg nyder det
Læs også
Tine trodser sæd og lort på Dølle: - Jeg nyder det

Mange af de frivillige arbejder mellem 20 og 30 timer i løbet af den forlængede weekend, hvor der er Dølle.

- Det er en af de allermest imponerende ting. Det koster dem nogle feriedage, og det koster rigtig mange timer, siger formanden.

Elsker at arbejde med frivillige

Per Hansen er glad for at kunne arbejde så meget med frivillige, som han gør i sit arbejde som formand for Dølle.

- Der er en god stemning, og der er plads til høj og lav, siger han.

Det er nemlig lige meget, hvad man måtte arbejde med uden for Dølle. Alle er lige i det frivillige arbejde.

Per Hansen ser Dølle som en gave til lokalsamfundet, hvor ikke alle har råd til at tage på en stor festival.
Per Hansen ser Dølle som en gave til lokalsamfundet, hvor ikke alle har råd til at tage på en stor festival. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

- De kan være sammen om noget og blive respekteret for den opgave, man kommer og laver. Uanset om det er at drive den store bar, eller om det er at sørge for, at der er kørt toiletpapir ud til toiletterne - alle opgaver er lige vigtige, siger formanden.

Han er også glad for, at han sammen med de mange frivillige kan give en gave til dem, der bor i lokalområdet.

- Det er jo et landdistrikt, hvor der er mange grupper, som ikke nødvendigvis har midler til at tage til kæmpestore festivaler, siger han.

Læs også
Sådan gik det Dølle økonomisk efter skrottet helligdag
Læs også
Sådan gik det Dølle økonomisk efter skrottet helligdag

- Derfor er det også en kæmpe gave, vi giver tilbage til lokalområdet med det her gratis arrangement, hvor alle kan komme ud. Det er en vigtig ting for mig, siger Per Hansen.

Dølle har mange frivillige fra lokalområdet, men der kommer også folk fra København, Odense, Aalborg og Aarhus for at hjælpe.

I serien Dølle for evigt følger TV2 ØST de frivilliges arbejde med at gøre Dølle til en succes trods mange udfordringer. Du kan se den på TV2 ØST PLAY.


Nyhedsoverblik