Politiet fandt seddel med røverioffers dankort-kode i tiltaltes hjem

Under retsmødet i den store hjemmerøversag i dag vidnede en retsgenetiker desuden om en ny DNA-metode, der er blevet brugt i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der blev fremlagt vigtige beviser i Retten i Nykøbing Falster i dag, hvor seks kroatere – en mor, en far, tre sønner og en ven af familien - er tiltalt for at stå bag 26 hjemmerøverier, en lang række indbrud, grov vold og trusler.

Et af de beviser så dagens lys, da anklager Susanne Bluhm gennemgik et hjemmerøveri begået i Christiansfeld i Jylland den 29. oktober 2017.

Retten i Nykøbing Falster
Læs også
Ofre for formodet hjemmerøver-bande i retten: - Det er noget, vi aldrig glemmer
Retten i Nykøbing Falster
Læs også
Ofre for formodet hjemmerøver-bande i retten: - Det er noget, vi aldrig glemmer

I huset i Christiansfeld boede en ældre kvinde alene. Hun afgav ikke forklaring i dag, fordi hun har indsendt en lægeerklæring, der siger, at hun ikke er i stand til det, men anklageren læste hendes tidligere forklaringer op i retten.

Her kunne man blandt andet høre, at kvinden vågnede omkring klokken 2 den nat, fordi hun hørte døren klappe. Der var tre mænd i hendes hjem, som ifølge kvindens forklaring sagde ”Vi gør dig ikke noget. Vi er fra politiet”. Men det vidste kvinden godt, at de ikke var.

DE ER TILTALT I SAGEN:

  • En 37-årig mand, der kender familien fra Kroatien. Han kom til Danmark i 2017 for blandt andet at hjælpe familien med reparation på deres lejede hus i Guldborg, har han forklaret i retten. Han boede imens hos familien. Han er tiltalt for alene at stå bag et hjemmerøveri i Jelling og i samspil med familien at stå bag to hjemmerøverier i Christiansfeld i Sønderjylland. Den 37-årige mand nægter sig skyldig.
  • En 48-årig mand og faren i familien. Han er tiltalt for sammen med sin kone at stå i kulissen af størstedelen af hjemmerøverierne. Han nægter sig skyldig.
  • En 51-årig kvinde og moren i familien. Hun er sammen med sin mand tiltalt for at stå i kulissen af størstedelen af hjemmerøverierne. Hun nægter sig skyldig.
  • En 23-årig mand og den ældste af de tiltalte sønner. Han er tiltalt for rent fysisk at have udført hjemmerøverierne og dermed er han blandt andet tiltalt for både røveri af særlig grov beskaffenhed, frihedsberøvelse og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han nægter sig skyldig, men erkender at han har handlet med nogle hælervarer, som han købte af sin ven Adrian.
  • En 20-årig mand og den mellemste af de tiltalte sønner. Han er ligesom sin bror tiltalt for rent fysisk at have udført hjemmerøverierne og dermed er han blandt andet tiltalt for både røveri af særlig grov beskaffenhed, frihedsberøvelse og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han nægter sig skyldig.
  • En 18-årig mand og den yngste af de tiltalte sønner. Han er tiltalt for at have været med til nogle enkelte af hjemmerøverierne, blandt andet det hos en 63-årig mand i Klintholm Havn den 5. november 2017. Han nægter sig skyldig, og hans familie har gentagne gange fortalt, at han blev født for tidligt og ikke var mentalt alderssvarende.

Jakke fundet i tiltaltes hjem

Under hjemmerøveriet fik røverne fat i et dankort, og de fik også kvinden til at udlevere sin kode. De stjal også en sort jakke med en hvid stribe over skuldrene af mærket ”North Field”. Og det var her, det særligt interessante opstod.

quote Han kom med dyre ting, som han solgte billigt

23-årig tiltalt i retten

Anklageren viste nemlig billeder af en af de tre gerningsmænd fra et overvågningskamera ved en hæveautomat. Her forsøgte han at hæve penge på kvindens dankort, dog uden held. Et par uger senere blev jakken fundet under en ransagning af de tiltaltes fælles hjem i Guldborg på Falster – og i jakkelommen blev der fundet en lille seddel med fire tal på. Tallene udgjorde tilsammen koden til kvindens dankort.

Der er fundet mange stjålne genstande i de tiltaltes hjem, der kan knyttes til de mange hjemmerøverier, blandt andet flere smykker, porcelænsfigurer, malerier og andre værdigenstande. Men de seks tiltalte nægter sig skyldige i alle hjemmerøverier – også det i Christiansfeld. Forklaringen fra de tiltalte lyder, at de mange genstande kommer fra en af de tiltaltes venner – ”Adrian”.

my_post_copy_2.jpg
Læs også
Alle tiltalte har afgivet forklaring i stor sag om hjemmerøverier – men en central person er pist væk
my_post_copy_2.jpg
Læs også
Alle tiltalte har afgivet forklaring i stor sag om hjemmerøverier – men en central person er pist væk

- Han kom med dyre ting, som han solgte billigt, har den 23-årige tiltalte søn tidligere forklaret i retten.

Politiet har ikke kunnet finde Adrian.

Fortalte om ny DNA-metode

Et andet vigtigt spørgsmål, der blev diskuteret i retten i dag, var DNA. En retsgenetiker fra Retskemisk Institut var indkaldt til at fortælle om en ny metode, der er blevet brugt til at identificere, hvem DNA-spor i sagen kan stamme fra.

quote I det retsgenetiske samfund er der enighed om, at det er en god og robust måde at gøre det på

Retsgenetiker om ny DNA-metode i retten

Den nye metode medtager flere oplysninger og gør det muligt at udregne den bevismæssige værdi af et DNA-spor i flere tilfælde, end det er tilfældet med den oprindelige metode.

- I det retsgenetiske samfund er der enighed om, at det er en god og robust måde at gøre det på, sagde vidnet i retten i dag.

- Er den nye metode mere eller mindre sikker end den gamle, ville anklageren vide.

- Den vil i de fleste tilfælde være mere sikker, fordi den medtager flere oplysninger, svarede vidnet.

Ruth Bonde
Læs også
Ruth var offer for voldsomt hjemmerøveri: - Det skal ikke præge resten af mit liv
Ruth Bonde
Læs også
Ruth var offer for voldsomt hjemmerøveri: - Det skal ikke præge resten af mit liv

Forsvarere kritiserer metode

Men forsvarerne har tidligere protesteret over brugen af denne metode, for den er nemlig endnu ikke officielt anerkendt - eller akkrediteret, som det hedder - i Danmark.

- Hvem tager initiativ til, at man skal bruge den eksperimentelle metode, ville en af de seks forsvarere vide.

quote Den (den nye DNA-metode, red.) vil i de fleste tilfælde være mere sikker, fordi den medtager flere oplysninger

Retsgenetiker om ny DNA-metode i retten

- Det gør politiet, svarede vidnet og fortalte, at den bliver brugt, når retskemikerne med den ældre DNA-metode ikke kan beregne, om et givent DNA-spor stammer fra en af de tiltalte eller ej.

Svaret fra retsgenetikeren fik samme forsvarer til at spørge, om det kan ske, at der ved den traditionelle DNA-metode bliver konkluderet, at der ikke er et match mellem den tiltalte og DNA'et, men hvor politiet alligevel beder om at få DNA-sporet testet med den nye metode.

- Nej, det sker ikke. Og vores kapacitet er også begrænset. Man kan ikke bare bede om at få brugt den nye metode på alt, svarede vidnet.

- Men ville man kunne få et andet resultat, hvis man bruger den nye metode?

- Det ville man godt kunne, ja, sagde retskemikeren.

OM SAGEN:

De seks tiltalte er anklaget for i alt 11 hjemmerøverier på følgende tidspunkter og steder i TV ØST's sendeområde: 
 

  • 9. november 2016 i Tingsted på Falster
  • 1. februar 2017 i Rønnede på Sydsjælland
  • 7. maj 2017 i Præstø på Sydsjælland​​​​​​
  • 29. maj 2017 i Rødby på Lolland
  • 20. juli 2017 i Dianalund på Sydvestsjælland
  • 15. august 2017 i Nykøbing Falster på Falster
  • 21. august 2017 i Stege på Møn
  • 24. august 2017 i Stensved på Sydsjælland
  • 4. september 2017 i Stege på Møn
  • 15. september 2017 i Stubbekøbing på Falster
  • 5. november 2017 i Borre på Møn

Derudover er de tiltalt for hjemmerøverier i Albertslund, København S, Solrød Strand, Kastrup, Valby, Bagsværd, Herlev, Hørsholm, Kirke Såby og Hvidovre på Sjælland samt i Jelling og Christiansfeld i Sønderjylland.

 

I alt er de tiltalt for 26 hjemmerøverier.

 

De er også tiltalt for flere indbrud, for bedrageri, besiddelse af skydevåben, ulovlig omgang med hittegods og overtrædelse af færdselsloven.

 

 

Kilde: Anklagemyndigheden

Ny metode gav nye svar

Da retsgenetikeren var færdig med at forklare mere generelt om den nye DNA-metode, gennemgik anklageren en lang række DNA-erklæringer fra de forhold, der allerede er blevet dokumenteret, og hvor der er afgivet vidneforklaringer.

Her kom det blandt andet frem, at der ved et hjemmerøveri i Jelling blev fundet DNA-spor, hvor den gamle metode ikke kunne bruges til at beregne, om DNA’et stammede fra en af de tiltalte, den 37-årige ven af familien. Til gengæld konkluderede den nye metode, at DNA’et med stor sandsynlighed stammede fra den tiltalte.

Margit Steffensen
Læs også
Var udsat for hjemmerøveri: - Jeg bliver aldrig det samme menneske igen
Margit Steffensen
Læs også
Var udsat for hjemmerøveri: - Jeg bliver aldrig det samme menneske igen

Det samme skete også i mindst ét andet forhold. Det handlede om et indbrud i Kastrup, hvor der blev fundet DNA, der sandsynligvis stammer fra den tiltalte søn på 20 år.

Men som sagt mener forsvarerne i sagen altså, at det er problematisk at bruge den nye metode til at undersøge DNA-spor.

Retssagen mod de seks tiltalte kroatere fortsætter onsdag den 12. december. Der falder dom i sagen den 17. januar 2019.


Nyhedsoverblik