Det er en konflikt, der jævnligt blusser op. Hvor mange penge skal roedyrkerne have for deres roer. Og nu er der igen knas i forhandlingerne mellem de danske roedyrkere og sukkerfabrikken
De to parter er endnu ikke blevet enige om, hvad roerne skal koste. Alligevel har sukkerfabrikken allerede meldt en pris ud til landmændene. Formanden for de danske sukkerroedyrkere, Jørn Dalby fra Sydfalster, ser det som et forsøg på at splitte roedyrkerne. Han råder sine medlemmer til at afvise tilbuddet.
Fredag blev roestriden ifølge Lolland-Falsters Folketidende yderligere optrappet, da flere hundrede sukkerroedyrkere blev hasteindkaldt til krisemøde i Sakskøbing.
400 roedyrkere til krisemøde
Over 400 roedyrkere mødte op til krisemødet i Sakskøbing Sportscenter, hvor organisationen Danske Sukkerroedyrkere orienterede om den tilspidsede situation.
Ifølge avisen lagde modparten, Nordic Sugar, før mødet yderligere pres på ved at meddele, at hvis den enkelte dyrker ikke reagerede på Nordic Sugars udspil om en såkaldt interessetilkendegivelse - som ligeledes skal opfattes som en bindende kontrakt for 2017 - inden 5. august, vil sukkerfabrikken anse leveringsretten som tabt for de pågældende roedyrkere.
- Det er jo nærmest en krigserklæring, siger Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere, til avisen.