- Her vågner vi til pipfugle. Da vi boede i København vågnede vi til udrykningskøretøjer, siger Erik Nielsen.
Erik Nielsen og Hanne Zimmermann bor i dag i deres sommerhusved Gedesby Strand. Ikke langt derfra har de igennem flere år skabt deres livsdrøm.
- Det er dejligt. Det er fuld af gode minder.
Det er vemodigt, og det efterlader et stort tomrum
Siden de overtog det i 2016 er timerne og oplevelserne fløjet af sted for indehaverne af Gedser Røgeri. En chance, der blev til en succes i Danmarks sydligste beliggende by. Men midt i fremgangen må parret nu sige farvel til deres erhvervseventyr.
- Det har da været mega svært, siger Hanne Zimmermann.
- Tankevækkende, at jeg skal have piller resten af mit liv
Erik Nielsen har fået konstateret ledgigt, og det er en sygdom, der ikke er foreneligt med et liv med fisk og fart på forretningen.
- Det er da tankevækkende, at jeg skal have piller resten af mit liv, siger Erik Nielsen.
Røgmester Erik Nielsen har i et stykke tid døjet med smerter i leddene. En morgen vågner han og er ude af stand til at åbne hænderne.
- Jeg glemmer ikke den morgen, hvor vi vågner og Eriks fingre er bøjet, og han nærmest ikke kan bevæge sig. Det var en chokerende oplevelse, siger Hanne Zimmermann.
Lokale: Det er en katastrofe for Gedser By
Cirka fire kilometer fra deres hjem ligger røgeriet på havnen i Gedser.
- Her er de store rygeovne. Det er her, det foregår, når vi fremstiller røgvarerne, siger Erik Nielsen.
Men som køledisken og kølerummet tydeligt viser, har den sidste røget laks forladt forretningen.
- I højsæsonen har det bugnet med fisk og andre madvarer, og nu er det tomt, siger Erik Nielsen.
- Det føles meget underligt. Det er vemodigt, og det efterlader et stort tomrum.
Det er ikke kun Erik Nielsen og Hanne Zimmermann, der står tilbage med den følelse. Det samme gør mange af de tidlige kunder og borgerne i Gedser.
- Det er jo en katastrofe for Gedser By, for der har været så godt besøgt om sommeren, så det er helt uhyggeligt. Samtidig med at røgeriet lukker, lukker de også havnekroen, så der er jo slet ikke noget tilbage på havnen, siger Jørgen Kjær fra Gedser.
- Det er så trist, så trist, så trist, at det skal ende på den her måde, siger Dan Klausen fra Gedser.
Håber på liv på havnen til sommer
Selvom kasseapparatet er tavst, så står minderne i kø for det tidligere røgmester-par.
- De lokale har hjulpet os og bakket os op helt fra start af, siger Erik Nielsen.
Forhåbentlig fortsætter den opbakning og livet på Gedser til nye erhvervsdrivende, der igen kan sparke gang i livet på havnen.
- Vi håber sandelig, der kommer nogen, der kan drive det videre som røgeri. Det er vores største ønske. Det ville være synd og skam for alle, hvis ikke der skulle være et røgeri på havnen i Gedser, siger Erik Nielsen.