Efter 15 år i Folketinget har Lennart Damsbo-Andersen valgt at pensionere sig selv. Han blev valgt ind første gang i 2007.
- Når jeg ser på min dåbsattest, så er det cirka tid til at stoppe. Jeg er glad for de år, jeg har været i Folketinget, men jeg kan ikke se mig selv tage en periode mere, siger Lennart Damsbo-Andersen, der er 66 år gammel.
Med 15 år i Folketinget vurderer han, at det er på tide at gøre plads til en afløser.
- Vi skal have folketingsvalg inden Grundlovsdag 2023 altså indenfor godt et år, og jeg synes, at det er ordentligt overfor min kreds, at jeg i god tid melder ud, så kredsen får mulighed, for at køre en ny kandidat i stilling, forklarer Lennart Damsbo- Andersen (S).
Jeg regner da med fortsat at gøre mig gældende i debatten om lokale forhold.
Lennart Damsbo-Andersen er næstformand i den Socialdemokratiske gruppe i Folketinget, og han informerede gruppen om sin beslutning på et møde her til formiddag klokken 11.00.
Er glad for at have påvirket
Lennart Damsbo-Andersen (S) har haft en række centrale poster i Folketinget. Blandet andet som formand for Beskæftigelsesudvalget, Transportudvalget og i øjeblikket er han både formand for Udvalget for Småøer og Udvalget til Valgs Prøvelse. Han har på sin egen stilfærdige måde sat sit præg udviklingen i sit område.
- Det er et væld af småting, som måske ikke fylder så meget i pressen, som jeg har været glad for at have påvirket. Men hvis der er en stor sag, som jeg er tilfreds med, og jeg vil gerne understrege, at det har vi været mange om, er det Femern Bælt projektet med tunnelbyggeriet med opgraderingen af jernbanen og den nye Storstrømsbro, siger Lennart Damsbo-Andersen (S).
Den tidligere tømrer skiftede fra lokalpolitik til landspolitik efter kommunalreformen i 2007. Forinden var Lennart Damsbo-Andersen borgmester i Nysted Kommune fra 2002 til 2006. Og han blev valgt til byrådet første gang helt tilbage i 1993.
- Selv om jeg har været med i mange år, så regner jeg da med fortsat at gøre mig gældende i debatten om lokale forhold, lover Lennart Damsbo-Andersen (S):