- Hvis dommeren ikke er alt for streng, så er der lige fem tiere der.
Mogens Guldborg Jensen fra Guldborg på Falster viser pladen frem og peger og har svært ved at skjule smilet over en hel serie pletskud.
- Vi vil jo gerne være nummer ét alle sammen, så det betyder en del, smiler han.
Han er en af de ældre, der hver uge møder op i kælderen i Østre Kippinge ved Nørre Alslev på Falster.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det handler om at hygge sig - men selvom flere har skudt sammen i en menneskealder, og de fleste i selskabet har rundet 70 år, så er konkurrencementaliteten intakt, selvom fysikken måske ikke er den samme som for 50 år siden.
- Sådan på en god dag, så ser man skiven lige så tydeligt som dengang man var 20 år. Der er bare ved at være langt mellem de gode dage, smiler Mogens Guldborg Jensen.
- Når man bliver gammel, så er der ikke så mange ting at rende til. Men skydning kan man blive ved med så længe man kan se, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sammenhold er guld værd
Bag initiativet med ældreskydning står Jette Sky Pedersen og manden Bjarne fra Vestfalster Skytteforening.
Og der er ingen tvivl om, at det er en succes.
- Jeg tror, at mændene godt kan lide sammenholdet. Her kan man snakke om verdenssituationen. Jeg tror, at det er rigtig godt at have noget at se hen til, så man ikke bare sidder derhjemme og kukkelurer, siger Jette Skov Pedersen.
Ud over skydning, så indgår et par timers social aktivitet med kage og store mængder kaffe i det ugentlige ritual.
Og det er en rigtig vigtig del af sammenholdet, lyder det.
En af dem, der kommer for det sociale er Knud Holse fra Våelse,
- Nu bor jeg alene, og så er det rart at komme til at snakke med et andet menneske indimellem, siger han til TV2 ØST.
Hyggeskydning i Vestfalster Skytteforening foregår hver onsdag formiddag.