Fundet af et ynglende sløruglepar i et 92 år gammelt vandtårn i Stubbekøbing på Falster kan vise sig at være en redningskrans for det nedrivningstruede vandtårn.
Det vurderer ugleeksperten Klaus Dichmann.
Den sønderjyske ugleekspert fik søndag aften tilsendt en lydoptagelse fra sin ornitologkollega Benny Steinmejer.
Ornitologen fra Falster havde brugt en del af sin weekend på at observere vandtårnet og foretage lydoptagelser for at vurdere, om der bor slørugler i vandtårnet.
Ingen tvivl
Optagelserne blev sendt til Klaus Dichmann. Han var ikke et sekund et tvivl.
- Slørugler har en meget karakteristisk lyd, så det tog mig et par millisekunder at vurdere, at der er tale om slørugler.
Klaus Dichmann taler i flertal, for der er efter hans klare opfattelse ikke tale om en enlig svale eller, i dette tilfælde, en enlig slørugle.
- På optagelsen kan jeg tydeligt høre, at der er to voksne ugler, siger han.
Og ikke nok med det. Ifølge Klaus Dichmann har uglerne unger.
- Udover de voksne uglers lyde, kan jeg høre nogle hvæselyde. De hvæselyde kommer efter al sandsynlighed fra unger, mener han.
Ifølge den sønderjyske ugleekspert er der tale om et ungt uglepar, der har fået deres første kuld unger. Sommerens yngleperiode lakker mod enden, og ifølge Klaus Dichmann skulle ugleungerne i vandtårnet inden for få uger være flyvefærdige.
Men det betyder ikke, at nedrivningsholdet snart kan gå i gang med arbejdet og rive vandtårnet ned. Tværtimod.
- Slørugler får typisk to kuld unger om året. Det første kuld om foråret, og hvis ellers der er mus nok i området, følger et nyt kuld lige efter, forklarer Klaus Dichmann.
Æg og unger i lang tid
Hvis det unge sløruglepar giver sig til at udruge nye æg, vil der være æg og unger i vandtårnet i Stubbekøbing frem til december og muligvis længere.
- Her i Jylland er slørugler mere udbredte end på Sjælland og øerne, og jeg får ofte henvendelser fra jyske gårdejere, der har opdaget ynglende slørugler i nogle bygninger, der stod til at blive nedrevet.
De gårdejere må som regel vente frem til slut på vinteren i februar eller marts, før ungerne er fløjet fra reden, og bulldozerne kan rykke ind. Det samme kan ske for vandtårnet i Stubbekøbing.
- Der er et lille tidsmæssigt vindue fra sidst på vinteren til foråret, hvor sløruglerne ikke yngler, hvor det vil være muligt at rive ned. Men så længe der er ynglende slørugler, må man vente, slår Klaus Dichmann fast.