Med store lygter og et kamera i hånden undersøgte politibetjente natten til tirsdag den 13. februar flere biler for hærværk på Østergade i Nysted på Lolland.
Det kunne Marianne Olsen, der har boet på gaden i 33 år, se gennem vinduet i sit hus.
Jeg håber, at de skyldige vil blive straffet
Først da kameraet blev rettet mod den lyseblå Volkswagen Up, der stod ude foran, tørrede hun søvnen væk fra øjnene og åbnede vinduet.
Her kunne en betjent fortælle, at hendes bil med kaldenavnet Frøken Himmelblå havde fået ødelagt sit ene sidespejl, der kort forinden var blevet sparket i stykker.
- Jeg er så ærgerlig over hændelsen og tænker på, hvad det pjat skal til for, siger hun.
Marianne Olsens bil var én ud af i alt otte køretøjer, der blev udsat for hærværk.
Gerningsmænd løb fra stedet
Politiet modtog anmeldelsen om hærværket klokken 01.47 tirsdag nat, hvor et vidne så tre unge drenge løbe rundt på Østergade, mens de sparkede og slog på de parkerede biler.
Kort efter sendte politiet en patrulje til stedet, hvor de kunne konkludere, at flere af bilerne havde fået smadret deres sidespejle.
- Vi har været ude i nat for at sikre de spor, der var mulige. Vi er derfor ikke helt på bar bund, siger Kent Edvardsen, der er leder for lokalpolitiet i Nykøbing Falster.
Ifølge ham forsøgte vidnet, der ringede til politiet, at komme i kontakt med de unge drenge.
Det lykkedes dog ikke, eftersom de alle løb fra stedet og dermed er eftersøgt for hærværket.
Sidespejl fuldstændig ødelagt
Bilen Frøken Himmelblå, der normalt bruges til at fragte Marianne Olsen rundt i byen, skal nu have repareret sit ene sidespejl.
Ved hændelsen faldt flere dele af spejlet af, så det ikke længere er brugbart.
- Jeg har parkeret min bil på gaden i 33 år, og jeg synes ikke på nogen måde, at det er okay at ødelægge andres ting. Jeg håber, at de skyldige vil blive straffet, siger Marianne Olsen.
I forbindelse med efterforskningen er politiet kommet med et signalement af tre formodede gerningsmænd, som dog er meget enslydende.
De tre mulige gerningsmænd beskrives som:
Mand A: 13-18 år gammel og cirka 175-185 centimeter høj, spinkel af bygning og talte dansk. Han havde en hue, mørk vinterjakke, mørke bukser og kondisko på.
Mand B: 13-18 år gammel og cirka 175-185 centimeter høj. Var spinkel af bygning og havde en hue, mørk vinterjakke, mørke bukser og kondisko på. Han talte dansk.
Mand C: 13-18 år, cirka 175-185 centimeter høj og spinkel af bygning. Han talte dansk, og havde hue, mørk vinterjakke, mørke bukser og kondisko på.
Kilde: Lokalpolitiet i Guldborgsund Kommune
Politiet opfordrer alle, der skulle have informationer i sagen om at ringe til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.