Theis fik en helt særlig overraskelse, da praktikken sluttede

Ungegarantien i Guldborgsund Kommune hjælper unge med særlige behov ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Theis Villadsen har netop modtaget et indrammet bevis med ordene:

Forløbet er bestået, og vi kan med glæde tilbyde ansættelse pr. dags dato. Velkommen til Primatag.

Han er helt mundlam, da han tager imod beviset, mens en kollega lykønsker ham og klapper ham på ryggen.

- Jeg havde slet ikke regnet med at blive ansat, siger Theis Villadsen overrasket.

Virksomheden, han netop er blevet ansat i, hedder Primatag. Her har han de sidste to måneder været i et praktikforløb som tagdækker.

Det var en glad Theis Villadsen, der fik overrakt beviset en måned før, virksomhedspraktikken egentlig stopper. Men Primatag har været så glade for ham, at de har valgt at ansætte ham allerede nu.
Det var en glad Theis Villadsen, der fik overrakt beviset en måned før, virksomhedspraktikken egentlig stopper. Men Primatag har været så glade for ham, at de har valgt at ansætte ham allerede nu. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Nu er han blevet fastansat - og han får rosende ord med på vejen.

- Theis har vist sig at være et overordentligt positivt menneske. Det er sjældent, vi oplever, at kollegaer kommer ind og spørger, om vi kan skaffe 10 mere af ham, siger salgs- og marketingschef i Primatag, Thomas Kauffmann Lund.

Den unge og virksomheden skal matche

Indsatsen, som Theis Villadsen er en del af, hedder Ungegarantien og er sat i gang af Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Guldborgsund Kommune sammen med en række lokale virksomheder.

Indsatsen skal hjælpe unge med særlige behov eller udfordringer ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

Ved at være en del af Ungegarantien forpligter virksomhederne sig til at stille praktikpladser til rådighed for de unge - og til at hjælpe de unge med at få job andre steder, hvis virksomheden ikke selv kan tilbyde dem job bagefter.

Da Theis Villadsen kom i praktik hos Primatag, blev han samtidig en del af et socialt fællesskab med firmaarrangementer og nye kammeratskaber.
Da Theis Villadsen kom i praktik hos Primatag, blev han samtidig en del af et socialt fællesskab med firmaarrangementer og nye kammeratskaber. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Hvilken af de lokale virksomheder, den unge kommer i praktik hos, aftales i samarbejde med en sagsbehandler. Her er der fokus på, at man sættes sammen ud fra både den unges og virksomhedens behov, ønsker og styrker.

Manglede en retning i livet

Der er 13 virksomheder - med 5 mere på vej - og 50 unge tilknyttet Ungegarantien. De unge kan komme i virksomhedspraktik inden for blandt andet detail, byggeri, bilbranchen og plejeområdet.

Theis Villadsen har tidligere haft svært ved at finde ud af, hvad han gerne ville. Han vidste dog, at han var træt af skolen og det boglige. Han sagde derfor til sin sagsbehandler, at han gerne ville lave noget fysisk arbejde. 

Hun foreslog derfor Primatag.

- Jeg besluttede mig for at give det et forsøg. Og det har jeg ikke fortrudt, siger Theis Villadsen.

- Det er den bedste arbejdsplads, jeg har været på.

Han ved allerede, hvad der skal spares op til for lønnen. 

- En bil og et sted at bo. Det er det første, jeg køber. 

Disse virksomheder er med i Ungegarantien

  • Metalcolour

  • Primatag

  • Frimann Biler

  • Guldbosund Friplejehjem

  • Salling Group/Føtex

  • Idébyg

  • Fælleskøkkenet

  • Erhvervsstyrelsen 

  • Krokodille ZOO

  • Nysted Gårdbutik

  • Saxtrans

  • Glarmester Aage Larsen

  • Silvan

Yderligere 5 virksomheder er på vej til at blive en del af projektet.

Faste rutiner og bedre sengetider

Også hos en af de andre ambassadør-virksomheder, GuldboSund Friplejehjem, er de glade for deres to praktikanter fra Ungegarantien.

Administrerende direktør Dorte Olsen-Kludt har oplevet de unges gåpåmod helt tæt på.

- I stedet for at sige, at de har særlige behov, plejer jeg at sige, at de unge fra Ungegarantien har nogle særlige kompetencer.

- De har måske haft et svært forløb i tilværelsen, men de kommer med en vilje og et ønske om at være en del af samfundet. De skal bare have de rigtige rammer og vilkår, siger hun.

Tobias Nielsen vil gerne fortsætte med at arbejde i et køkken, men om det fortsat bliver hos GuldboSund er endnu ikke klart.
Tobias Nielsen vil gerne fortsætte med at arbejde i et køkken, men om det fortsat bliver hos GuldboSund er endnu ikke klart. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Tobias Nielsen er den ene af de to praktikanter hos friplejehjemmet. 30 timer om ugen står han i plejehjemmets køkken og vasker op, laver mad og hvad han nu ellers bliver sat til.

Jobbet har betydet, at han har noget at stå op til og faste rutiner, der nu inkluderer tre ugentlige træninger i plejehjemmets fitness og tidligere sengetider.

- Jeg er meget glad for det, siger han, og hans chef, Dorte Olsen-Kludt, stemmer i:

- Vi er også meget glade for dig.

Fælles projekt er nøglen til succes

Ungegarantien er et fælles projekt mellem kommunen, virksomhederne, fagforeninger og Dansk Industri.

20 procent af de unge er kommet i job eller i uddannelse på det halve år, projektet har eksisteret i kommunen.

- Vi har nogle fantastiske virksomheder, der stiller sig til rådighed. Og de unge vil gerne. Jeg har ikke mødt en ung endnu, der ikke gerne vil kunne mestre egen tilværelse, siger formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Guldborgsund Kommune, René Christensen (DF).

René Christensen (DF) fortæller, at Ungegarantien er en økonomisk god løsning for kommunen, da de flytter en borger fra passiv forsørgelse til et job, hvor de betaler skat.
René Christensen (DF) fortæller, at Ungegarantien er en økonomisk god løsning for kommunen, da de flytter en borger fra passiv forsørgelse til et job, hvor de betaler skat. Foto: Cecilie Tarp - TV2 ØST

Nyhedsoverblik