Tog aflyst på længere strækning frem til midten af januar

Banedanmark forventede inden årsskiftet, at sporskifteproblemerne ved Nykøbing Falster Station ville være løst. Men problemerne fortsætter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Pendlerne må igen væbne sig med tålmodighed. 

For sporskifteproblemerne ved Nykøbing Falster Station, som Banedanmark gennem længere tid har forsøgt at udbedre, bliver forlænget med et par uger.

quote Vi går ikke på kompromis med jernbanesikkerheden

Niels Søndergaard, anlægschef ved Banedanmark

Netop på grund af sporskifteproblemerne har der i store dele af december kørt færre tog end normalt mellem Nykøbing Falster og stationerne på Sjælland samt endnu færre tog direkte mellem Nykøbing Falster og Østerport.

Den seneste melding kort før jul var, at det ville fortsætte til og med søndag den 2. januar.

Men nu oplyser DSB, at man fra mandag den 3. januar til og med søndag den 16. januar kører efter en ændret plan mellem Nykøbing Falster og Næstved.

Indsætter togbusser

Det betyder, at hurtigtogene via Køge Nord er de eneste afgange mellem Nykøbing Falster og Næstved. Til gengæld stopper toget undervejs på alle stationer.

Både mellem København og Næstved og mellem Køge og Næstved kører togene som normalt. Nogle dage vil det dog være med ændrede tider på grund af andet sporarbejde.

I de to weekender i perioden, hvor Banedanmark skal forsøge at fikse sporproblemerne, bliver togene mellem Nykøbing Falster og Næstved erstattet af togbusser i aften- og nattetimerne samt de tidlige morgentimer.

Her holder togbusserne:

  • Næstved Banegårdspladsen (ved gangbroen).
  • Lundby Forpladsen ved stationen (Banevej).
  • Vordingborg Foran stationen (Banegårdspladsen).
  • Nørre Alslev Forpladsen ved stationen (Stationspladsen).
  • Eskilstrup Forpladsen ved stationen (Jernbanegade).
  • Nykøbing Falster Foran stationen (Banegårdspladsen).


Kilde: DSB.

Det drejer sig om lørdag og søndag den 8. og 9. den januar samt lørdag og søndag den 15. og 16. den januar. Ændringerne betyder ifølge DSB, at man vil opleve længere rejsetid på strækningen.

Det handler om millimeter

Banedanmark oplyser, at problemet med sporskiftet er opstået på grund to delelementer, der skal arbejde sammen.

Lige nu mangler der nogle millimeter for, at sporskiftet lukker tæt nok til, at det er under godkendelsestolerancen.

Læs også
Toårig legede ved togskinner
Læs også
Toårig legede ved togskinner

- Nogle millimeter lyder umiddelbart ikke af meget, men da jernbanens sporskifter er sikkerhedsbærende, så er det et jernbanesikkerhedsmæssigt forhold, der skal håndteres.

- Vi går ikke på kompromis med jernbanesikkerheden, og det er derfor nødvendigt at gennemføre en grundig teknisk undersøgelse af sporskifterne for at kunne fastslå årsagen til, at de ikke virker korrekt, udtalte Banedanmarks anlægschef, Niels Søndergaard, tidligere til TV2 ØST.



Nyhedsoverblik