En 18-årig mand er fredag aften blevet anholdt.
Han er blevet sigtet for adskillige forhold af tyverier fra varebiler tilhørende firmaer og offentlige institutioner.
Det oplyser Udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Hvad er Udlændingekontrolafdelingen?
- Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst) er en specialenhed i Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.
- UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis narkosmugling og omrejsende kriminelle grupper - og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Told og tysk politi.
- UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland ved Rødbyhavn og Gedser.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Tyverierne er begået flere steder på Lolland, Falster og Sydsjælland. Blandt andet i Nakskov, Maribo, Nykøbing Falster, Vordingborg og Næstved.
Ved tyverierne er der blandt andet blevet stjålet benzinkort, hvor gerningsmanden har brugt dem til at tanke benzin indtil kortene er blevet spærret.
Varetægtsfængslet i fire uger
Den 18-årige mand er lørdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved.
Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.
I pressemeddelelsen fremgår det, at politiet fortsat er i gang med efterforskningen, hvorfor de på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til sagen.