De fleste tilbringer juledagene i hjemmet eller hos deres nærmeste.
Men det er også meget populært at fejre højtiden ved at pakke tasken og tage på højskole.
Højskolen Marielyst på Falster melder fuldstændig udsolgt på deres jule- og nytårsophold. Det er dog ikke noget nyt.
- Vores kurser hen over jul og nytår er blandt årets mest populære kurser. Som regel kan vi melde udsolgt næsten et års tid forinden, fortæller forstander Christian Schou.
Lige nu er 78 kursister til stede på højskolen, og der har været endnu flere, 80 personer, på venteliste til kurset.
Men det er ikke kun i Marielyst, at der er rift om pladserne. Højskoleforeningen siger til DR, at der er udsolgt i hele landet til højskolernes julekurser.
Jul på anderledes måde
Juleopholdet varer en uges tid, fra den 21. december til den 27. december.
Højskolen er en seniorhøjskole, og kursisterne er typisk mellem 70 og 85 år. Der er dog mange forskellige typer af højskolegæster og ikke mindst årsager til, at kurserne i juletiden er populære, forklarer forstanderen.
- Det er en meget blandet skare. Der er en del ægtepar, der kommer. Enlige, der måske ikke har mange andre at holde jul med, og så har vi for eksempel to par, hvor det er mødre med voksne sønner, som synes, det kunne være spændende at holde jul på en anderledes måde, end hvad de har været vant til, siger forstanderen.
- Der er også nogle, der har gjort det til en tradition at tage på højskole i juletiden. En del af dem, vi har hernede, har holdt jul her flere gange, tilføjer han.
Der er også de kursister, der tager på højskole, fordi de gerne vil have et afbræk fra julens stress og gaveræs.
- Det er helt tydeligt, at der er flere af dem, som stadig har børnebørn, der ikke kan holde kommercialiseringen af julen ud, hvor de sidder juleaften og kigger på, at børnebørnene pakker gaver op i tre timer og leder efter mærkevarer, siger Christian Schou.
Dans, sang og julefrokost
Opholdet på højskolen byder blandt andet på julegudstjeneste, dans om træet juleaften, en koncert med en vokalkvartet og en stor julefrokost 2. juledag.
- Først og fremmest kan vi tilbyde en klassisk fejring af jul og nytår. Ved siden af det kan vi tilbyde en lang række foredrag om ting, der relaterer sig til højtiden og til andre af livets aspekter, siger Christian Schou.
- Og så kan vi tilbyde godt socialt samvær. Mange kommer for at udvide deres bekendtskabskreds. Kombinationen af at få ny viden og få inspiration til et aktivt liv som senior og så fejringen af jul og nytår på traditionel vis, det giver nogle gode rammer for at møde hinanden på kryds og tværs og indgå nye bekendtskaber, som man også kan få noget ud af efter opholdet, siger han.
Højskolerne har de to foregående år været lukket på grund af corona. Sidste gang der blev afholdt jule- og nytårskursus på Højskolen Marielyst var i 2019. Dengang var der også udsolgt.
Forstanderen fortæller desuden, at 80 procent af pladserne til næste års juleophold på højskolen er allerede booket.
Højskolen ligger på Sydfalster 12 kilometer fra Nykøbing Falster og 300 meter fra Østersøen. Det har tidligere været et badehotel.