Uhyggelige genstande efterladt på museum - personale mistænker satankult at stå bag

Museum Obscurum på Falster har den seneste tid oplevet flere mystiske hændelser. Personalet tror, at en gammel sag om en satankult har fået nyt liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kirsten Wraa Jensen er vant til at få post om lidt af hvert.

Men for nylig landede der et underligt brev i museets postkasse.

- Så åbner jeg den, og så er der en kuvert inde i brevet, og det er jo så der, hvor jeg faktisk er ved at skide i bukserne af skræk, fortæller Kirsten Wraa Jensen, som er turismemedarbejder på Museum Obscurum på Falster.

På kuverten stod der nemlig skrevet, at alt ondt kommer fra Grenaa.

Brevet, som Museum Obscurum modtog, indeholdte flere uhyggelige ting.
Brevet, som Museum Obscurum modtog, indeholdte flere uhyggelige ting. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Indeni kuverten var der to breve. Den ene inviterede til et kultritual på Anholt, hvor man kan blive forvandlet til en varulv.

På det andet stod skrevet en masse mystiske tegn, som alle omkranser en sætning i midten: I mørket er vi gemt og hvisker lyde. Mon I gåden kan løse og skriften tyde.

Andre steder på Museum Obscurum begyndte der også at dukke mærkelige ting op. Et fotoalbum var pludselig placeret i stuen, og i et andet lokale fandt personalet en bog om spøgelser.

quote Hvad sker der her?

Leif Plith, museumsinspektør, Museum Lolland-Falster

Men især to fundne dukker vakte opsigt. Den ene forestiller nemlig djævlen selv.

Minder om en gammel sag

Som besøgende ville man formentlig ikke lægge mærke til de underlige ting. Det hele passer nemlig perfekt ind i museets tema, som handler om det overnaturlige og okkulte.

Der er dog bare den detalje, at ingen aner, hvor tingene kommer fra.

- Når man pludselig ser noget, der ligger i en udstilling, som man selv har været med til at designe, og som man ved, man ikke selv har fået lagt ind, så bliver man virkelig overrasket. Man tænker, er der nogen, der har glemt det, eller hvad sker der her, siger museumsinspektør Leif Plith Lauritsen.

Kirsten Wraa Jensen var den første til at åbne det uhyggelige brev.
Kirsten Wraa Jensen var den første til at åbne det uhyggelige brev. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Det hele virker meget mystisk. Men så kom Henrik Schilling i tanke om en sag omhandlende en satankult fra 1973, som måske kan kaste lys over sagen.

- På Anholt ude i Kattegat opdager man nogle mystiske okkulte altre ude på stranden. Og folk begynder at få mystiske breve afsendt fra sådan en satankult, og der kom en ret stor opstandelse, fortæller Henrik Schilling, som er kommunikationskonsulent på museet.

Længe efter stod mystiske hændelser med reference til Anholt nærmest i kø. I de næste godt 30 år dukkede der nemlig forskellige effekter op rundt omkring i landets kirker og på museer.

Efter lang tids mystisk viste det sig, at manden bag satanmønterne og kulten hed Knud Langkow.

- Hvad der starter som måske en spøg fra hans side, udvikler sig til, hvad jeg vil kalde for en gedigen happening, siger Henrik Schilling.

Den gamle sag minder meget om det, der på nuværende tidspunkt sker på Museum Obscurum. Men Knud Langkow kan ikke være ophavsmanden. Han døde nemlig for over 20 år siden.

På billedet ses blandt andet den djævel, som er fundet på museet.
På billedet ses blandt andet den djævel, som er fundet på museet. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Kroppedal Museum oplevede noget lignende

Det er ikke første gang i nyere tid, at et museum er udsat for mystiske hændelser.

Sidste forår kunne TV 2 Lorry fortælle om satanistiske genstande og maskinskrevne breve, der blev sendt til Kroppedal Museum i Taastrup.

Ifølge TV 2 Lorry modtog museet i forbindelse med en ny udstilling om to sataniske mønter et digt, der hyldede en satanistisk kult, og et billede hvorpå der stod ’Satankulten på Anholt’.

quote Den har sit eget liv

Marie Brinch, museumsinspektør, Museum Lolland-Falster

Også dengang blev der stillet spørgsmålstegn ved, om der var tale om oprigtige satanister eller nogle, som blot ville videreføre Knud Langkows spøg.

- Der er åbenbart en, der nu viderefører ’Satankulten på Anholt’. Og der huserer stadigvæk en eller flere, som lægger mønter, sender breve og hylder satanisme, og vi ved ikke, hvem det er, udtalte Anders Dalsager, museumsinspektør på Kroppedal Museum, til TV 2 Lorry.

Byder mere mystisk velkommen

På Museum Obscurum går det store spørgsmål også stadig på, hvem det er, der går og spøger.

- Mit bud er, at der er nogen, der er så fascinerede af den her happening, at de har valgt at videreføre hans værk, lyder det fra kommunikationskonsulent Henrik Schilling.

Museum Obscurum kan besøges i Nykøbing Falster.
Museum Obscurum kan besøges i Nykøbing Falster. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

På et museum, hvor mystik fylder i de fleste montrer, skal man selvfølgelig spørge, om det ikke er personalet selv, der går og placerer de mystiske ting rundt omkring. Men alle medarbejderne tør godt garantere, at det er det ikke.

De ansatte er derimod fascinerede af, at nogen har gjort sig umage for at bidrage til udstillingen.

- Den her udstilling er ligesom ude af vores hænder på en eller anden måde. Den har sit eget liv, og den former sig selv, forklarer museumsinspektør Marie Brinch.

Mysteriet lever derfor videre. Og nu hvor det første chok har lagt sig, tager Kirsten Wraa Jensen gerne imod flere breve, hvis de skulle dumpe ind.

- Jeg tænker, at det er nogle rigtige nørder, og det er jo også det, vi er. Så det falder ret godt i spænd her.


Nyhedsoverblik