Valgdebat i Guldborgsund - borgmesterkandidater vil rive kæmpesommerhuse ned

I Guldborgsund Kommune har kæmpesommerhuse ved Marielyst Ferieby fyldt meget. Også til aftenens valgdebat var de på programmet - og kandidaterne er ikke enige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis man bor i Guldborgsund Kommune, ved man, at der har været stor diskussion om kæmpesommerhuse ved Marielyst Ferieby. 

Det har nemlig vist sig, at sommerhusene er i strid med lokalplanen og opført ulovligt. 

Dog har Guldborgsundlisten med et snævert flertal i byrådet besluttet at lave lokalplanen om, så husene kan blive stående. Den endelige lokalplan er dog stadig ikke vedtaget i byrådet. 

Men hvis det står til nuværende borgmester, John Brædders (Guldborgsundlisten), to modkandidater, skal sommerhusene ikke have lov til at blive stående.

- Husene skal rives ned, siger Simon Hansen (S), der går efter borgmesterposten i kommunen. 

René Christensen (DF) er som udgangspunkt ikke imod kæmpesommerhuse. Faktisk synes han, at de mangler i kommunen. 

quote Det koster cirka 70 millioner kroner at rive de her sommerhuse ned. Og vi vil hellere bruge de penge på borgerne og velfærd

John Brædder (Guldborgsundlisten), Borgmester, Guldborgsund Kommune

Men stadigvæk mener han, at de sommerhuse, som er opført ved Marielyst Ferieby, skal ned igen.

- Det handler om det principielle. Vi var alle 29 medlemmer advaret om, at det her skulle der kigges på igen, siger René Christensen. 

For dyrt for borgerne

John Brædder lægger sig fladt ned og erkender, at sagen ikke burde være endt, hvor den er.

Dog holder han på, at det økonomisk ikke vil give mening at rive sommerhusene ned, selvom kommunen har begået en fejl. 

Læs også
Kommunalvalg kan ændre beslutning om omdiskuterede kæmpesommerhuse i Marielyst
Læs også
Kommunalvalg kan ændre beslutning om omdiskuterede kæmpesommerhuse i Marielyst

-  Det koster cirka 70 millioner kroner at rive de her sommerhuse ned. Og vi vil hellere bruge de penge på borgerne og velfærd, siger John Brædder.  

Simon Hansen sår tvivl om, at det i sidste ende vil koste 70 millioner kroner. Men uanset hvad det koster, mener han, at husene skal ned. 

For hvis det står til ham, må det ikke være penge, der er med til at bestemme, om borgerne kan vinde over kommunen.

- Vi har et kæmpe budget i Guldborgsund Kommune på 5,1 milliarder, og 70 millioner kan vi godt finde, siger Simon Hansen.

Men hvor fra?

- Det vil naturligvis blive taget fra det råderum vi har, så der vil være noget anlæg, vi ikke kan lave og bliver nødt til at skyde, og der vil være nogle drift tilførsler, vi gerne vil lave ekstra, som vi ikke kan komme til, fordi vi må betale for den fejl, vi har lavet.

Nej til vindmøller på land

Det er ikke kun kæmpesommerhuse John Brædder og de to modkandidater er uenige om. 

Et vindmølleprojekt placeret ude ved Vennerslund, er lige nu sat på pause på grund af nye miljøundersøgelser. Men Guldborgsundlisten regner stadigvæk med, at vindmøllerne skal opføres.

Et projekt som har modtaget 1500 negative høringssvar.

- I Guldborgsundlisten vil vi gerne den grønne omstilling, og vi har alle sammen et ansvar for, at vores børn og børnebørn fortsat overtager en klode, som ikke bliver oversvømmet og udsat for klimaforandringer. Så vi er nødt til at tage et medansvar, siger John Brædder.

Både René Christensen og Simon Hansen siger nej til vindmøller på land.
Både René Christensen og Simon Hansen siger nej til vindmøller på land. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Både René Christensen og Simon Hansen har stemt nej til vindmøllerne ved Vennerslund. Begge går ind for grøn energi, men en ting er de imod. 

- For fire år siden, sagde vi, at vi ikke ville have flere vindmøller på land. Og det vi sagde før valget, holder vi også efter, siger René Christensen.

Vil Socialdemokratiet have kæmpe vindmøller på land, ja eller nej?

- Nej, det vil vi ikke, siger Simon Hansen.

Guldborgsundlisten står ved Vennerslund, men siger, at der ikke i fremtiden er udsigt til flere vindmøller på land.


Nyhedsoverblik