Venter 100.000 til "Dølle": - Vi skal hygge og drikke

For 43. gang er der igen marked i Døllefjelde-Musse. Men i år er sidste gang med en særlig tradition.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klokken 18 torsdag aften gik det løs igen. Over de næste fire dage vil op mod 100.000 mennesker strømme til musik- og ølteltene og de mange hundredevis af kræmmerboder på Døllefjelde-Musse Marked. Det er 43. gang, at det traditionsrige marked finder sted, og det er der mange, der har glædet sig til.

- Jeg glæder mig til musikken, men også til at få en masse bajere og rigtig hygge os, siger Rikke Hansen, der har været med på markedet i fire år.

Og det er især festen, folk kommer for.

- Vi skal bare hygge og drikke, fortæller Tobias Hedemann fra Vordingborg.

- Kolde fadøl glæder jeg mig til, det skal jeg ikke lægge skjul på. Store kolde fadbamser og så hygge med familien og kammeraterne. Her kender vi alle, siger Steffan Bruun fra Maribo. 

Steffan Bruun fra Maribo glæder sig årets marked.
Steffan Bruun fra Maribo glæder sig årets marked. Foto: Mika Hänninen - TV2 ØST

Tradition slutter

Årets marked er dog et særligt et af slagsen. Markedet bliver hvert år afholdt i storebededagsferien, men med afskaffelsen af store bededag som helligdag, så er det nu slut.

I stedet vil Døllefjelde-Musse Marked blive afholdt den første weekend i maj, og derfor er årets udgave altså ganske særligt.

- Det er jo en kultur, og det er en del af identiteten, der bliver ændret. Det skal vi selvfølgelig tilpasse os til, siger Per Hansen, formand for Døllefjelde-Musse Marked. 

Læs også
Døllefjelde-Musse Marked får ny dato
Læs også
Døllefjelde-Musse Marked får ny dato

Selvom markedet bliver rykket, så er ambitionen den samme som den altid har været.

-Vi har gjort alt, hvad vi kan for at lave et marked, der viser, at vi er til for at lave fede oplevelser til lokalsamfundet og med fokus på at lave gratis arrangementer, siger Per Hansen.

Han frygter dog, at den manglende fridag næste år kommer til at få betydning for markedet. 

- Den helt store betydning er, at fredagen er en almindelig arbejdsdag de fleste år. Det vil sige vores frivillige skal ud og købe sig til en fridag. Vi ved, vi har en masse ildsjæle, men vi kan ikke forvente, at de gør det. Gæsterne har heller ikke bare fri, så det vil vi også kunne mærke, siger Per Hansen.

Per Hansen, formand for Døllefjelde-Musse Marked siger, at det er et lidt særligt år, når markedet for sidste gang bliver afholdt i storebededagsferien.
Per Hansen, formand for Døllefjelde-Musse Marked siger, at det er et lidt særligt år, når markedet for sidste gang bliver afholdt i storebededagsferien. Foto: Mika Hänninen - TV2 ØST

Gæster vil tage fri alligevel

De mange gæster har også været vant til at tage på Døllefjelle-Musse Marked omkring store bededag, derfor var der lidt utilfredshed fra torsdagens gæster over beslutningen.

- Vi er rigtig utilfredse. Det er ikke i orden, at de går ind og nakker vores helligdag. Jeg er virkelig utilfreds. Det er ikke i orden, siger Steffan Bruun. 

Også en af kræmmerne er kede af, at der efter i år ikke længere er fri om fredagen.

- Vi har en webshop, så vi skal tage fri for at komme afsted, og det skal gæsterne også. Jeg frygter mindre omsætning og færre besøgende, siger Ghita Østenby, ejer af butikken Albert & Emma.

Læs også
Kræmmermarked får nej til kompensation for sløjfet bededag
Læs også
Kræmmermarked får nej til kompensation for sløjfet bededag

Men selvom der altså er en dag mindre fri, så skal det ikke stoppe gæsterne fra at feste i fire dage til næste år.

- Vi kommer herned klokken syv torsdag morgen, ligesom vi plejer. Så må vi tage noget mere fri, siger Steffan Hansen. 

- Jeg tager fri næste år. Det skal de ikke bestemme, siger Lene Jensen fra Nykøbing Falster.

Næste år vil markedet bliver afholdt den 2.-5. maj.

På dette års Døllefjelde-Musse Marked spiller blandt andet Jimilian, Dodo & The Dodos og Kandis.


Nyhedsoverblik