Vild med Anders And: Simon har 2.900 blade

Simon Rasmussen fra Sakskøbing er kæmpefan af Anders And. Han har kælderen fyldt med Anders And-blade og jumbobøger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han kan huske næsten alle de historier, der igennem tiden har været fortalt om Anders And, Onkel Joakim og alle de andre figurer fra Andeby.

Og det er ikke tilfældigt.

Simon Rasmussen fra Sakskøbing har nemlig næsten alle de Anders And-blade, der nogensinde er udgivet.

- Der er udgivet omtrent 3.300 Anders And-blade, og jeg har omkring 2.900 af dem, siger Simon Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Et lille udsnit af Simon Rasmussens Anders And-blade.
Et lille udsnit af Simon Rasmussens Anders And-blade. Foto: TV2 ØST

Blade er læst og brugt

Han har de mange Anders And-blade stående på reoler i sin kælder, og der er så meget system i sagerne, at han hurtigt kan finde et af sine yndlingsblade.

- Det her er Anders And-blad nummer to fra april 1949, siger Simon Rasmussen.

Man kan se, at bladet er falmet lidt, og det er efterhånden også en lille smule slidt, men det er præcis sådan, at Simon Rasmussen bedst kan lide det.

- Jeg kan godt lide at se, at bladet er blevet læst og brugt. Tænk, at der har siddet folk for over 50 år siden og læst det her blad. Jeg synes, det er stort at have næsten det første Anders And-blad, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Simon Rasmussens ældste Anders And-blad.
Simon Rasmussens ældste Anders And-blad. Foto: TV2 ØST

Det allerførste blad, der nogensinde er udgivet, står på Simon Rasmussens ønskeseddel, men han har ikke været heldig at finde det endnu.

- Man kan selvfølgelig købe det, men det koster mellem 25.000 og 35.000 kroner, siger han.

- Jeg drømmer om at finde det på et loppemarked, og det gør mig ikke noget, hvis det er slidt.

Anders And hele livet

Simon Rasmussen læste sit første Anders And-blad i sine forældres garage, da han var lille.

- Mine forældre havde nogle store kasser med Anders And-blade stående ude i garagen. Jeg kan huske, at jeg gik derud og kravlede rundt i de her kasser og kiggede på bladene. Jeg var ikke engang gammel nok til at læse, men jeg syntes, at tegningerne var sjove, siger han.

Siden har han været vild med figurerne fra Andeby.

- Hvis jeg skal vælge, så kan jeg bedst lide de gamle Mickey Mouse-historier, fordi der er gåder, og fordi de er lange. De er ikke bare 9-15 sider, som mange historier er i dag. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Simon Rasmussen var også vild med Anders And, da han var lille.
Simon Rasmussen var også vild med Anders And, da han var lille. Foto: Privatfoto

Simon Rasmussen køber stadig Anders And-bladet hver uge, og det har han ikke tænkt sig at stoppe med lige foreløbig.

- Den dag bladet kun er digitalt, så stopper jeg nok. Jeg synes ikke, at der er noget fedt ved, at man sidder med en tablet og kigger ned i den. Jeg kan godt lide, at man sidder med papiret, hvor man virkelig kan lugte blækket, siger han.

Mødte sit største idol

Det var Carl Barks, der oprindelig tegnede og skrev Anders And-bladene, men siden har flere forskellige tegnere sat deres præg på bladet. Simon Andersen er glad for dem alle, men hans absolutte yndlingstegner er Don Rosa.

- Han har for eksempel lavet Joakim Von Ands livshistorie fra han var lille ælling, til han bliver stor forretningsmand og verdens største genier. Jeg synes, at han er meget ren i sin streg og meget detaljeret. Hans humor er også eminent, siger Simon Rasmussen.

For nylig var han så heldig at få mulighed for at møde Don Rosa til et tegneserie-arrangement i København.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der var lang kø, da Simon Rasmussen skulle møde Don Rosa.
Der var lang kø, da Simon Rasmussen skulle møde Don Rosa. Foto: Privatfoto

- At møde Don Rosa er noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Der stod 200-300 mennesker i kø, og det var helt surealistisk, siger Simon Rasmussen. 

- Jeg gav ham hånden, og jeg tænkte næsten, at den vasker jeg aldrig mere, for det var simpelthen så vildt.

Simon Rasmussens fik Don Rosas autograf.
Simon Rasmussens fik Don Rosas autograf. Foto: TV2 ØST

Nyhedsoverblik