Hornsleth om sin tid på Herlufsholm: - Faktisk var det ikke så hårdt

Herlufsholm har trukket mange overskrifter siden TV 2 viste dokumentaren Herlufsholms Hemmelighed, og flere nuværende og tidligere elever har berettet om, hvordan det er at være elev på skolen.

Én af de tidligere elever er kunstneren Kristian von Hornsleth, som selv gik på skolen i begyndelsen af 1980’erne. Når han tænker tilbage på sin tid på skolen, mindes han ikke at kulturen var så hård, som den, der beskrives i dokumentaren:

- Vi elsker at sige, at det var en hård kultur, men historien bliver bedre og bedre, som årene går. Ligesom soldater-historier: Det var rigtig hårdt. Men faktisk var det ikke særlig hårdt, siger han til TV2 ØST.

Derfor kan han heller ikke genkende det billede af skolens kultur, der bliver tegnet i dokumentaren.

- Da jeg så dokumentaren, tænkte jeg ”uha, det lyder slemt”. Hvis det sker nu, så skal der gøres noget. Jeg tænkte bare et stort spørgsmålstegn. Det var slet ikke sådan, da jeg var der.

Kunstner Kristian von Hornsleths egen datter går også på Herlufsholm.

- Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. De sidste par år, hvor min datter har været der, hører jeg kun solstrålehistorier. De har det hyggeligt, de har det sjovt, hun har sågar fået hævet sit gennemsnit. Det er en positiv historie. Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen.

Dokumentar har medført stærke reaktioner

For halvanden uge siden viste TV 2 dokumentaren Herlufsholms Hemmelighed, hvor flere tidligere elever stod frem og kritiserede kulturen på skolen. Dokumentaren stiller spørgsmål ved, hvor meget ledelsen ved og om de vender det blinde øje til den voldelige adfærd.

Skolens rektor Mikkel Kellberg kunne ikke selv genkende billedet.

- Det er en udsendelse, som beskriver skolen på en måde, vi ikke kan genkende, sagde han.

Efter dokumentaren blev vist, væltede reaktionerne ind, blandt andet fra Kronprinsparret, Mary Fonden, statsminister Mette Frederiksen og fra borgerne i Næstved og hele Danmark.

Et par dage efter dokumentaren kom bestyrelsen med en undskyldning til eleverne. Bestyrelsen lovede ændringer, blandt andet blev den omstridte præfekt-ordning, hvor 3.g’er tager sig af 1.g’er, afskaffet og skolens rektor Mikkel Kellberg, blev fyret.

Hornsleth har selv har gået på skolen for 40 år siden, men kan ikke genkende noget af det, han ser i dokumentaren.

- Der var en hård jargon, ja – men det var altid med humor. Der var masser af pranks og skæg og ballade, men det var aldrig sådan noget sadistisk noget. Det virker meget konstrueret og mærkeligt, fortæller han.

- Man skulle kæmpe for sin plads i hierarkiet

Ifølge Kristian von Hornsleth kunne omgangen med hinanden på skolen måske godt være lidt hård, men det var altid med et glimt i øjet. For ham var det ikke en sadistisk kultur, men måske nærmere en venskabelig, soldaterkultur.

- Det kunne være, man smed nogen i åen eller man væltede nogle senge eller arrangerede nogle slåskampe. Det var ikke sådan noget voldeligt noget. Kammeratlig soldaterhumor, vil man kalde det.

Men du siger, der var slåskampe, og samtidig siger du, at det ikke var voldeligt – er det ikke selvmodsigende?

- Nogle gange var der nogen, der udfordrede hinanden. Én mod én, og så stod vi uden om det og heppede lidt. Så gik det i sig selv igen. Der var aldrig afstraffelse eller noget - det undrer mig meget.

Men bare slåskampe - er det i sig selv okay?

- Det er der i enhver skolegård. Hvis folk slås på et gymnasium i Vestjylland, og der er en, der får en blodtud, så ringer man sgu da ikke til politiet.

Hornsleth negligerer ikke, at tonen måske nok kunne være lidt hård, og hvis ikke man var hårdhudet til at starte med, så blev man det:

- Min egen erfaring er at ja, det kræver, at man har lidt ”ja-hatten” på, hvis nogen skubber til én og driller lidt, skal man svare igen og kæmpe for sin plads i hierarkiet - sådan er det. Men det er ikke sådan noget sadistisk noget. Det var store grupper med masser af drenge. Der vil altid være nogle grupperinger og interesse-fællesskaber, sådan er det bare, og det er også det, man møder ude i livet senere. Hvis man kan manøvrere i det, så klarer man sig også godt bagefter.

- Lad vær at gå i panik over en tilfældig dokumentar

Da Kristian von Hornsleth selv så dokumentaren rulle over skærmen, tænkte han, at det var noget, som kunne få hele maskineriet i gang:

- Da jeg så dokumentaren, tænkte jeg, ”åh nej”, nu er der nogen, der tror på det her. Nu er det spin, der kører på højeste plan. De er nødt til at gøre et eller andet - hvad gør de? De begynder at fyre rektor og gå i panik i stedet for stille og roligt at sige ”vi har set det her, vi undersøger det, vi kommer tilbage om tre måneder, og vi lover politi, advokater og alle kan være med”, siger Hornsleth.

- Men lad være med at reagere på en tilfældig dokumentar - det, synes jeg, er ærgerligt.

Men tror du ikke på de beretninger, der kommer?

- Jo, men de beretninger skal ikke kun komme i en dokumentar, de skal også komme under almindelige retslige forhold i det her land, vil jeg tro.

Men en ting er retslige forhold. Der kan også bare være en kultur, som der beskrives i dokumentaren, som kan være særdeles ubehagelig. Vi hører om unge mennesker, der ligger sig ned for at sove, men oplever, de ikke ved, hvornår de kan blive vækket af 3.g’er, der kommer ind og banker dem.

- Jeg håber, det er en enkeltstående, ubehagelig sag.

En god oplevelse for datteren

Kristian von Hornsleth er ikke den eneste i familien, der har gået på den historiske kostskole. Flere andre familiemedlemmer har kunne berette om, hvordan det har været at være elev igennem tiderne.

De forskellige anekdoter var kommet Hornsleths datter for øre, og i dag går hun selv på Herlufsholm i 9. klasse. Ifølge faren har det været en positiv oplevelse for hende at blive herlovianer. 

- Hun synes, det var lidt spændende. Så tror jeg også, der var gået lidt Harry Potter i det. Så var vi nede og se det, og det ville hun gerne prøve. Jeg tænkte, hvis hun gerne vil det, så er det fint. Prøv det et halvt år – men hun vil ikke hjem, forklarer Kristian von Hornsleth. 

- Hun elsker at være der, hun elsker veninderne, hun elsker alt virakken, alle aktiviteterne, og det at være væk hjemmefra. Hun er sikkert træt af take away og mor og far, der aldrig er hjemme. Hun har fået ro, regelmæssighed og renlighed. Hun har faktisk også fået hævet sit snit.

Det er altså langtfra alle, der går på Herlufsholm, der kan nikke genkendende til den voldsomme kultur, der bliver beskrevet i dokumentaren, mener Hornsleth.

- Ville man sende sit eget barn ned et sted, hvor man bliver forulempet, får en finger op i røven og bliver slået? Nej. Det ville man ikke, siger han.

- Lad være med at løbe efter en tilfældelig dokumentarfilm. Sandheden er sikkert et eller andet sted ind imellem. Der er sikkert noget om snakken - ellers ville de ikke kunne lave den dokumentar. Men lad retssystemet og de professionelle folk tage sig af det. Lad os stille og rolig få det undersøgt rigtigt og lad os få dem, der gør det forkerte, straffet. 

Hvordan har hun oplevet det?

- Min datter og hendes veninde er utrolig kede af det dernede, og vi holder kontakt med dem løbende og lærerne er godt med på at støtte op. De er virkelig kede af det. De tror, de har gjort noget galt og er med i en eller anden voldsfilm. Lige nu handler det om at beskytte dem. De har ubehagelige oplevelser, når de går ind i byen i Næstved.

Hvad siger du til din datter, når du hører sådan noget?

- Vi har været i dialog med lærerne, og der er styr på det.

Præfektordningen faktisk er en del af løsningen

Efter dokumentaren har Herlufsholms bestyrelse iværksat en ny handlingsplan, som skal gøre op med den usunde kultur, der har været på skolen. En del af planen er blandt andet at afskaffe præfektordningen, hvor udvalgte elever har et ekstra ansvar for de yngre.

- Jeg tænker, at præfekt-ordningen faktisk er en del af løsningen. Det er det, som er ærgerligt ved det her. Hvis der er nogle sovesale og bygninger, hvor der er én sovesalslærer og nogle hjælpelærere, som er 3.g’er, der er uddannede som præfekter, der hjælper med at få dem i seng og rådgive og alt muligt. Det er noget, man er uddannet til. Jeg kan bare huske fra min tid for mange år siden. Jeg havde to præfekter, og jeg ser dem stadig i dag. Den ene bor i London, og den anden laver gulerødder på Samsø. Man havde en slags forælder – en mentor, som hjalp én videre. Igen, der har nok været nogle modbydelige sataner indimellem, men det er ikke noget, jeg har oplevet.

Men hvis der er nogle modbydelige sataner, er én vel én for meget?

- Yes. Så skal de ud. Men sådan er systemet, siger von Hornsleth.

- Hvis der er én god ting ved den her såkaldte dokumentarfilm, så er det, at det er et wakeupcall i, at der er no tolerance med vold, der er no tolerance med mobning.

Også sovesale skal droppes, og eleverne skal sove på egne værelser, som en del af den nye handlingsplan.

- Jeg synes, det er åndsvagt. Det er drønærgerligt, hvis sovesalene bliver afskaffet, fordi det er hyggeligt. Det er ligesom på lejrskole. Man ligger og snakker og hygger, man børster tænder sammen, så snakker man lidt, og så lægger man sig ind og sover. Det der fællesskab. Hvis man ligger inde på sit hummer, så tror jeg først, man bliver ensom, siger Hornsleth.

- Det her er igen et wakeupcall – de er nødt til at finde ud af, hvem er det, der ødelægger det for hovedparten. Det foregår også ude i samfundet. Der er nogle få kriminelle, der ødelægger det for os andre. Men sådan er det. Vi må tage os af det. Det er ikke nogen kultur.