Snart vil det sidste kapitel blive skrevet for kostskolen på Stenhus Kostskole ved Holbæk.
Her blev det første skolehold, bestående af otte elever, indlogeret for mere end hundrede år siden – den 4. september 1906.
De folk, der er i udlandet, holder i dag deres børn hos sig
Siden er skolen blevet en markant institution, hvor den blandt andet var eneste gymnasie i det gamle Holbæk Amt.
Men færre elever på kostskolen og stigende udgifter har gjort, at økonomien ikke længere hænger sammen.
- Det er en meget tung beslutning, siger skoleleder Knud E. Schack Korsbjerg og fortsætter:
- Gennem de 25 år, jeg har været her, har det været en årlig tilbagevende udfordring, som det 25 år i træk er lykkedes også at få styr på. Men nu tør vi ikke længere. Omkostningsniveauet er så højt, vi ikke kan håndtere det længere.
Regnskabet for 2023 er endnu ikke afsluttet. Men en ting er sikkert.
- Vi kommer ud med et underskud på grund af kostskolen.
Kostskolerne forsvinder
Beslutningen betyder, at cirka 20 elever på grundskoleniveau, samt 40 elever på gymnasieniveau, nu står i et dilemma.
Langt de fleste vil gerne beholde deres børn hjemme og selv påvirke dem
Enten skal de fortsætte på Stenhus privatskole eller Stenhus Gymnasium som dagelever. Ellers skal de søge mod andre kostskoler – og dem bliver der færre af.
Alene det seneste år har to skoler besluttet at lukke deres kostafdeling. Det drejer sig om Bogø Kostskole og Bagsværd Kostskole.
- Det er trist, for der er brug for danske kostskoler – specielt for danskere, der arbejder eller slår sig ned i udlandet, men som gerne vil, at deres børn lærer om dansk kultur, siger Knud e. Schack Korsbjerg.
Tal fra Danmarks Private Skoler vidner om, at der efter nogle år med fremgang atter er et fald i antallet af kostelever på grundskoleniveau.
Helt generelt er interessen for kostskoler faldende, oplyser formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr.
- Jeg tror, vi vil se, der bliver længere mellem kostskolerne, navnlig på grundskoleniveau, siger han og tilføjer:
- Så tror jeg, der er færre forældre, som vælger at sende deres børn på kostskole – langt de fleste vil gerne beholde deres børn hjemme og selv påvirke dem med værdier, holdninger og opdragelse.
Ifølge Ning de Coninck-Smith, professor i uddannelseshistorie, handler en del af kostskolernes udfordringer med at få elever om, at børnesynet rundt om i familierne har ændret sig.
Hun peger på, at der førhen typisk var et mindre overskud i familierne til at rumme børn, og at løsningen på et problem ofte blev et kostskoleophold.
- Forældre har i dag en helt anden psykologisk indsigt, hvor børn ikke bare skal have en på hovedet. Før i tiden kunne man jo risikere at blive smidt ud hjemmefra, hvis man som dreng havde langt hår.
Eksemler på, at kostskolerne også blev brugt som en løsning på familiære problemer, ser man også i den folkekære filmserie af Matador, der udspiller sig i 1930'erne og 40'erne.
Her ser man, hvordan bankdirektør Varnæs, sender sønnen Ulrik på netop Stenhus Kostskole som straf for, at han havde hængt Jernbane Cafeens kondomautomat op i hjemmets badeværelse, mens mor Maude holdt te-selskab.
Holder børn hjemme i udlandet
Ning de Coninck-Smith afviser ikke, at der også kan være økonomiske årsager bag – som eksempelvis at kommunerne i dag er mindre tilbøjelige til at anbringe udsatte børn på en kostskole end tidligere – men helt generelt, vurderer hun, at forklaringen skal findes i kulturen i nutidens familier.
Noget af det samme gør sig gældende, når kostskolerne oplever, at færre børn sendes hjem til Danmark for at gå i skole.
- De folk, der er i udlandet, holder i dag deres børn hos sig. Det har også noget at gøre med, at der er kommet flere internationale skoler, forklarer hun og peger på, at en organisation som Danes World Wide i høj grad har overtaget opgaven, når det handler om en tilknytning til Danmark.
Her kan børn komme hjem til Danmark på kurser og sommerskole af nogle ugers varighed og tage 9. klasses afgangseksamen.
- Det, tror jeg, er en voldsom konkurrent, der opfylder det dobbelte formål, at forældrene på den ene side kan have børnene hos sig i udlandet, hvor børnene kan tage en international uddannelse, samtidig med, at de bevarer det danske.