En 18-årig kvinde er fortsat i kritisk tilstand efter at være kørt ned af en bil lørdag eftermiddag i Holbæk.
Det bekræfter Jesper Mortensen, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi overfor TV2 ØST.
- Status er på nuværende tidspunkt det samme, og hun behandles fortsat på Rigshospitalet, siger vagtchefen.
Ulykken skete lørdag eftermiddag klokken 16.17 i krydset Gammel Ringstedvej og Valdemar Sejrsvej, hvorefter flere ambulancer samt en redningshelikopter ankom til stedet.
Herefter blev kvinden fløjet med redningshelikopteren til Rigshospitalets traumecenter i København, hvor hun blev tilset af flere læger og fortsat er i behandling.
Ramt af bil
Den 18-årige kvinde stod ifølge vagtchefen stille ved forgængerfeltet, da hun og en anden fodgænger blev ramt af en bil.
- Ulykken skete, da en venstresvingende bil kørte ud foran en ligeudkørende bil, som så kørte ind i den venstresvingende bil, der blev skubbet over på hjørnet af krydset, hvor de to fodgængere stod, siger vagtchefen.
De to bilister slap fra ulykken med mindre skader.