35-årig anker historisk hård terrordom

Historisk hård dom i terrorsag ankes. Den dømte 35-årige syriske mand fra Holbæk vil frifindes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

16 års fængsel og udvisning af Danmark. Så hårdt faldt dommen over en 35-årig syrisk mand den 20. december. Nu oplyser mandens forsvarer, Linda Hebo Lange til TV2 ØST, at dommen er anket til Østre Landsret.

- Vi har anket til frifindelse eller formildelse, oplyser Linda Hebo Lange.

Den syrisk-fødte mand blev idømt den hidtil strengeste straf, der er set i en dansk terrorsag. Enkelte blandt rettens tre juridiske dommere og seks nævninge mente dog, at straffen skulle have været endnu højere.

quote Der findes ikke noget værre end drab på uskyldige tilfældige mennesker

John Catre Nielsen, anklager

Den 35-årige blev kendt skyldig i forsøg på terror, i terrorfinansiering og i terrorfremme. Ifølge Retten i Holbæk er det bevist, at manden planlagde og forberedte et terrorangreb enten i Danmark eller i udlandet. Udover dommen på de 16 års fængsel blev det besluttet, at manden skulle have et såkaldt kontaktforbud, hvilket betyder, at han ikke må have kontakt med andre radikaliserede i ti år.

ransagninger Holbæk
Læs også
Polsk firma slog alarm i terrorsag - flag fra Islamisk Stat fundet hos anholdt
ransagninger Holbæk
Læs også
Polsk firma slog alarm i terrorsag - flag fra Islamisk Stat fundet hos anholdt

Det var efter et tip fra tysk politi, at manden sammen med sin hustru og adskillige andre familiemedlemmer blev anholdt den 6. februar 2021.

Havde kemikalier og IS-propaganda i villa

I den villa i Holbæk, hvor han boede med sin hustru og lille dreng, fandt politiet under en ransagning 16 kilo kemikalier, der kan anvendes til fremstilling af bomber. Samtidig fandt politiet samtlige dele til at lave en fjernstyret bil, der kan transportere en bombe på op til 20 kilo.

På mandens computer, harddiske og telefon blev der fundet bombemanualer og en meget stor mængde propagandamateriale for Islamisk Stat, herunder en del selvmordsvideoer og skrifter om hellig krig.

- Der er ganske enkelt ingen formildende omstændigheder i denne sag. Der findes ikke noget værre end drab på uskyldige tilfældige mennesker, sagde anklager John Catre Nielsen under sagen.

Politiaktion Holbæk, Anders Larsens Vej
Læs også
Tiltalt for forsøg på terror - bror poserede med lig på billede
Politiaktion Holbæk, Anders Larsens Vej
Læs også
Tiltalt for forsøg på terror - bror poserede med lig på billede

Den 35-årige mand har dog hele tiden fastholdt, at han ikke havde nogen planer om at begå terrorvirksomhed. Han har forklaret, at han er fyrværkerientusiast og producerer hjemmelavede kanonslag, som han både solgte og selv fyrede af til nytår.

Det var for at producere kanonslag, at han ifølge sit eget udsagn havde indkøbt de 16 kilo kemikalier. Han har i retten erkendt, at han tidligere har været fascineret af Islamisk Stat, men har forklaret, at denne interesse lagde sig, da han blev far. 

Mandens forsvarer, Linda Hebo Lange, har da også overfor nævningene understreget, at der ikke findes et eneste konkret bevis på, hvor eller hvornår en given terrorhandling skulle have fundet sted. Det var dog ikke overbevisende nok for Retten i Holbæk, der altså kendte den 35-årige skyldig. Nu skal sagen prøves i Østre Landsret.

Overførte penge til Islamisk Stat

Den 35-åriges irakiskfødte nu 32-årige hustru og mandens nu 38-årige storebror fik den 20. december domme på henholdsvis ni og seks måneders fængsel. Hustruen modtog straks dommen og brød grædende sammen af lettelse, da det gik op for hende, at hun efter næsten to års varetægtsfængsling kunne gå ud af hovedindgangen i retsbygningen som en fri kvinde. 

Hustruen blev dømt for at overføre 750 amerikanske dollars (omkring 5.300 kroner, red.) til sin bror, der på tidspunktet for overførslen ifølge de amerikanske myndigheder var på lønningslisten hos Islamisk Stat.

20210302-104543-L-6000x4000ma
Læs også
35-årig mand får strengeste straf i dansk terrorsag nogensinde
20210302-104543-L-6000x4000ma
Læs også
35-årig mand får strengeste straf i dansk terrorsag nogensinde

Kvinden blev desuden dømt for at have hjulpet sin bror ved at oprette en profil på kommunikationsplatformen WhatsApp for ham. Kvinden udvises ikke af Danmark.

Den 35-åriges storebror blev - udover de seks måneders fængsel - ligesom sin bror udvist af Danmark. Udvisningen gælder i seks år. Selvom han opholdt sig i Danmark, før han blev anholdt, havde han ikke opholdstilladelse her i landet. Den 38-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til anke. Ifølge SN.dk har manden dog efterfølgende valgt at modtage dommen.

Det har ikke været muligt for TV2 ØST at få en kommentar fra anklager John Catre Nielsen tirsdag.


Nyhedsoverblik