Elever fra Sejergaardsskolen i Tølløse deltog onsdag i landsfinalen i konkrurrencen Smart Parat Svar. Her dystede ni regionale vindere fra hele landet om at kunne kalde sig Danmarks klogeste 6. klasse.
Det foregik i Odense, og hele showet blev vist direkte på TV2 ØST og YouTube fra klokken 12.30. Konkurrencen går ud på, at eleverne fra 6. klasser dyster i en læsequiz og en generel quiz om paratviden mod hinanden.
Team Sejerfolket, som bestod af Emilie, Magnus, Marcus, Victoria og Caroline, kvalificerede sig til landsfinalen, efter de havde vundet den regionale finale i Korsør 15. januar i år.
Onsdag nåede de så hele vejen til finalen, hvor de mødte Vildbasserne fra Roskilde.
Har I en taktik?
- Jeg tror det mest handler om at have tiltro til hinanden, og så tager vi den derfra, lød det fra en af deltagerne, da hun blev spurgt af værten på scenen.
Hvor mange hedder Anne?
Det var et spørgsmål om, hvor mange kvinder med navnet Anne, der blev afgørende i finalen.
Her skød Team Sejerfolket på 500.643 danskere, mens modstanderne fra Roskilde skød på 35.000.
Desværre for Sejerfolket så kom Vildbasserne tættest på det rigtige svar. Ifølge Danmarks Statistik hed 45.208 danskere nemlig Anne per 1. januar i år.
Dermed løb Vildbasserne med førstepladsen og titlen som Danmarks klogeste 6. klasse, mens Team Sejerfolket måtte nøjes med en andenplads.