Den langlemmede unge mand kommer ind i retslokalet. Han er ikke kommet frivilligt, men er blevet hentet af politiet og kørt til Retten i Holbæk, hvor han sætter sig.
- Kender du Zobair Saidi?, spørger specialanklager Anja Lund Liin manden i vidneskranken.
- Han er min ven. Han boede i Ladegårdsparken, jeg boede i Agervang. Vi gik sammen, siger vidnet, inden han vender sig om og blinker til Saidis lillebror, der til tordagens retsmøde har taget plads på tilhørerrækkerne.
Han er langt fra det eneste vidne i sagen, der ikke er kommet frivilligt. Vidnerne dukker ganske enkelt ikke op, og hovedparten af de, der gør, vil helst ikke fortælle, hvad de ved i sagen om den 18-årige Zobair Saidi, der den 28. april 2019 blev dræbt med fem skud i Ladegårdsparken i Holbæk.
Tre medlemmer af Bandidos sidder tiltalt for drabet, herunder en tidligere præsident i rockerklubben.
Skulle have røvfuld
Saidi blev dræbt, da han ville hente en klump hash, der blev kastet ud fra en altan i Ladegårdsparken 135. Ifølge anklagemyndigheden et set-up, der blev lavet som en del af en konflikt mellem Bandidos og en gruppe af unge mænd fra Ladegårdsparken og Vangkvarteret.
Hashhandler Mikkel Oliver Falck Nielsen og hans kæreste har tilstået, at det var dem, der kastede hashen ud ad vinduet, og hashhandleren har erkendt, at det var ham, der lavede aftalen med Saidi for at lokke ham i baghold i Ladegårdsparken. Det var ham, der informerede den tiltalte 26-årige Bandidosrocker P. om, at Saidi var på vej ud til ham. Ifølge hashhandleren og kæresten fordi Saidi skulle have ”en røvfuld”.
Parret blev i september 2020 idømt henholdsvis 12 års fængsel for medvirken til drab og 1 år for grov vold, da det lykkedes kæresten at overbevise retten om, at hun ikke vidste, at Saidi skulle slås ihjel.
Det lyder skummelt
Den unge mand i vidneskranken forklarer, at han var sammen med den dræbte stort set hele søndag den 28. april, der endte fatalt for Saidi. Han kan ikke huske, hvad de lavede, bare at de kørte rundt og at de sagde farvel en halv times tid før drabet klokken 22.10. Han husker, at der var en kommunikation mellem hashhandleren og Saidi på kommunikationsplatformen Wickr. Saidi skulle hente hash, og hashhandleren skrev: Du skal dukke op præcis kl. 21.30.
Det var Zobair Saidi, der kørte bilen, og vidnet, der sad ved siden af og holdt hans telefon. Vidnet skrev ok tilbage til hashhandleren og advarede så til sin ven: - Det lyder skummelt. Du skal ikke tage derover.
Jeg så ham aldrig mere, en halv time efter blev han skudt
I retten forklarede vennen, at det var normalen, at Saidi blot skrev ”jeg er der om fem minutter”. Derfor syntes han, at det lød underligt, at Saidi skulle møde op til en bestemt tid. Derefter blev han sat af på stationen.
- Jeg så ham aldrig mere, en halv time efter blev han skudt, sagde vidnet tordag.
Bandidos blev smidt ud af Holbæk
En anden af Zobair Saidis venner er også blevet hentet af politiet for at vidne. Han er ilter, allerede da han sætter sig i stolen, og vred over, at han har skullet vente i fire timer i politiets varetægt, før han skal afgive sin forklaring.
- Så skulle du have mødt op, da vi pænt og ordentligt indkaldte dig som vidne, svarer retsformanden.
Vidnet husker heller ikke meget, kun at også han var sammen med Saidi den 28. april 2019, kort før at Saidi blev skudt. Han vil dog gerne fortælle, at Bandidos har jagtet ham i Holbæk.
- Hvor ved du fra, at det var Bandidos, der jagtede dig, kunne du kende dem, eller havde de Bandidos-tøj på? spørger Sten Balslev, der er forsvarer for den 26-årige P., som ifølge anklagemyndigheden var ham, der affyrede pistolen mod Saidi.
- Det er, fordi de kommer med en kølle. Normale mennesker kommer jo ikke med køller eller med bats. Man kan også se det på dem. Og man kan læse det i nyhederne, siger den unge mand og forklarer, at der efter hans opfattelse ikke længere er nogen bander i Holbæk. Heller ikke Bandidos.
- Der er ikke nogen, der hedder Bandidos i Holbæk mere. Det kan godt være, at der var nogen i 2018. Men ikke mere, de er blevet smidt ud af byen nu, siger vidnet.
Var blevet skudt i tindingen
Flere andre vidner har i Retten i Holbæk forklaret, hvordan de oplevede drabet på Zobair Saidi på ganske tæt hold. En nabo har fortalt, at han stod og røg på sin altan, da han så Saidi ankomme til stedet. Han så en mand med mørkt tøj, der ventede på en bænk ud for nummer 135, hvor hashen blev kastet ud. Da Saidi ankom, rejste manden på bænken sig og løb efter Saidi og skød ham.
Et andet vidne har forklaret, at han hørte skuddene blive affyret, hvorfor han kiggede ud ad vinduet og så gerningsmanden løbe fra stedet og ned langs boligblokken. Han så et par ben på jorden og skyndte sig ned for at give livreddende førstehjælp. Da han kom ned og fik gang i blodomløbet, kunne han dog se, at indsatsen var omsonst. Den 18-årige var blevet skudt i tindingen, og hver gang han trykkede på hjertet, pumpede blodet ud igennem hullet.
En kvinde, der betingede sig, at de tiltalte blev ført ud af retssalen, mens hun skulle afgive forklaring, forklarede, at hun havde passeret Ladegårdsparken 135 umiddelbart før drabet. Hun var gået forbi Saidi, som hun kendte af udseende, og en mand i sort hættetrøje. Ganske kort tid efter hørte hun skud, og så derefter manden med hættetrøjen komme løbende langs boligblokken. Han drejede af og ind på en sti, der fører til boligområdet Kikhøjparken. Hun beskrev ham som etnisk dansk og mindre end hendes egne 1,80 meter.
Konflikt mellem Bandidos og Vanggruppen
En politiassistent fra Midt- og Vestsjællands Politi, der arbejder med overvågning af blandt andet bander i politikredsen, fortalte, at det er politiets opfattelse, at der var en klar konflikt i Holbæk mellem Bandidos og Vanggruppen fra efteråret 2018 og frem. Konflikten bunder ifølge politiassistenten i en kamp om narkotikamarkedet i Holbæk.
Ifølge politiets opfattelse beskæftiger Vanggruppen sig med organiseret kriminalitet som trusler, afpresning og salg af narkotika. De bestod på tidspunktet for drabet af en hård kerne på omkring 10 personer, og en række randpersoner, der havde tilknytning til Vanggruppen. Ifølge politiets opfattelse havde Saidi tilknytning til gruppen, men var ikke en del af den hårde kerne.
Det er et vigtigt vidne for anklager Anja Lund Liin, eftersom hun har rejst tiltale efter straffelovens §81a (bandeparagraffen), der kan bruges til at fordoble en eventuel straf, hvis det er påvist, at der er tale om en reel konflikt imellem to grupperinger.
Udover den 26-årige P., som efter anklagemyndighedens påstand var ham, der skød Saidi, er også en 29-årig mand (M.) og en 34-årig ekspræsident for Bandidos tiltalt for drabet. Ifølge anklagemyndigheden var det P. og M., der planlagde drabet, og den 34-årige ekspræsident, der anstiftede til det.
Der falder endelig dom i sagen den 12. maj.